Knap er valgkampen gået i gang, før meningsmålingerne begynder at sprøjte ud.
Man bør tage deres tal med et stort gran salt.
Vi har lige oplevet et britisk valg, hvor meningsmålingerne gik alvorligt galt i byen. Helt frem til valget lagde de op til, at der var næsten dødt løb mellem de to stor partier, De Konservative og Labour (Socialdemokraterne). Men det endte med en stor sejr til De Konservative.
Det er hurtige målinger, der laves i valgkampen. Flere af de målinger, som netop er kommet, er lavet inden for en enkelt dag, hvilket i sig selv giver en ekstra usikkerhed. Målingerne vil dog snart rumme svar, der er fordelt over flere dage.
Der er også en anden grund til, at målingerne her ved valgkampens start er meget usikre: Mange vælgere har endnu ikke besluttet sig. Andre når at skifte holdning.
Jo mere vælgerne nærmer sig en endelig afklaring, jo mere bund bliver der i meningsmålingerne.
Der kan ske en del under valgkampen
Omkring en tredjedel af vælgerne beslutter først under valgkampen, hvad de vil stemme.
De særlig interessante vælgere i den forbindelse er dem, der kan finde på at flytte mellem blokkene, altså fra rød til blå blok eller omvendt. Reelt vil denne trafik først og fremmest foregå mellem de tre store partier: Socialdemokraterne på den ene side, Venstre og Dansk Folkeparti på den anden.
Blå blok fører her og nu, og det mest normale er, at den blok, der fører ved valgkampens start, også vinder valget. Men ingen regel uden undtagelse.
I nogle målinger er den blå føring så klar, at den vil være næste umulig at hente for de røde. Men andre målinger har et forholdsvis tæt løb. Så det kan blive ganske begivenhedsrigt og dramatisk.
Groft sagt vil tre ting afgøre valget.
Hvilke emner vil dominere?
Det har stor betydning, hvilke emner der kommer til at dominere valgkampen. Hvis man kan få ens favoritemne i front.
Socialdemokraternes favoritemne er velfærd og nulvækst. Hvis de kan få valgkampen til at dreje sig mest om, at Lars Løkke vil høvle velfærden ned, så øger det de røde chancer betydeligt.
Venstre og Dansk Folkeparti har især to emner, der kan trække stemmer fra Socialdemokraterne.
Det ene er, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det er et budskab, som appellerer langt ind i de traditionelt socialdemokratiske rækker.
Det andet er, at der skal føres en strammere udlændingepolitik end den, som den røde regering har ført.
Mange vælgere på midten synes ikke om, at Danmark under Thorning er blevet EU’s femte største asylland i forhold til befolkningens størrelse.
Endelig er dagpengene et emne, der måske kan flytte stemmer fra rød til blå blok. Kristian Thulesen Dahl fisker her i rørt vande hos Socialdemokraterne.
De blå partier har i løbet af valgperioden erobret stemmer fra de røde på deres favorittemaer. Men det er svært at sige på forhånd, hvilke af disse emner der kommer i højsædet i valgkampen.
Journalisterne
Her kommer nemlig den anden ting, som afgør valget: Begivenheder under valgkampen kan i høj grad påvirke, hvad der havner øverst på dagsordenen.
Det er for eksempel derfor, at alle mulige kræfter sender alle mulige rapporter eller enkeltsager ud under valgkampen i håbet om, at de vil styre debatten.
Dagsordenen i valgkampen vil også være præget af, hvor meget det lykkes journalisterne at bestemme, hvad der tales om.
Langt de fleste journalister gør for eksempel, hvad de kan, for at udlændingepolitik bliver skubbet til side. De mener ikke, at danskerne har godt af at høre om det – det kan give dem ”forkerte” holdninger.
Til en vis grad kan journalisterne i specielt TV præge valgets dagsorden. Men et emne kan have så stor betydning for befolkningen, at det simpelt hen presser sig frem i valgkampen. Dette kan endnu engang ske med udlændingepolitikken.
Alternativet
En tredje ting, der er speciel for dette valg, kan afgøre valgets udfald. Nemlig om Uffe Elbæks parti Alternativet kommer over spærregrænsen. Her varierer meningsmålingerne.
Hvis Alternativet ikke kommer ind, har rød blok nok ingen chancer for at vinde. Hvis partiet kommer ind, er udfaldet noget mere åbent, selv om de blå foreløbig fører.
Men den store kamp står om, hvilke emner der kommer til at dominere dagsordenen i valgkampen.
Her har især Helle Thorning en hård kamp. Det er de blå og deres dagsorden, der i udgangspunktet har den stærkeste kontakt til midtervælgerne.
