Tre amerikanere hyldes som helte over hele Europa. Soldaterne Spencer Stone og Alek Skarlatos og den studerende Anthony Sadler.
Det var først og fremmest dem, der fik uskadeliggjort den islamist, der efter al sandsynlighed gjorde sig klar til at gennemføre en massakre i toget fra Amsterdam til Paris.
De fik assistance af briten Chris Norman, der rejste med dem. Og så skal man ikke glemme den modige franskmand, der som den første forsøgte at standse den formodede terrorist, men blev såret og smidt om kuld. Han ønsker at forblive anonym.
Men det var Stone og Skarlatos, der med stor fare for deres liv løb hen mod manden, der stod med en Kalashnikov-riffel, og fik ham kastet til jorden, hvorefter Sadler fulgte op. Stone blev kvæstet af mandens kniv og var tæt på at miste en finger.
Mandag var de tre og Chris Norman hos den franske præsident Francois Hollande, der tildelte dem Légion d’Honneur, Æreslegionen, den højeste orden i Frankrig
De er sande helte.
”Gør venligst noget”
Man kan sige, at de selv havde en interesse i at få uskadeliggjort den formodede terrorist. For hvis det ikke var sket, havde han ammunition til at dræbe mange mennesker, herunder sikkert også dem.
Men der var jo ingen, der sagde, at det var dem, der skulle gå i spidsen. Alligevel gjorde de det.
Som Alek Skarlatos sagde på et pressemøde: ”Det var egentlig ikke en bevidst beslutning. Vi handlede bare. Der var ikke de store overvejelser.” (The Guardian)
Skarlatos taler beskedent om ”mavefornemmelse”. Men det er meget mere end det. Kald det en instinktiv moralsk følelse af forpligtelse til at bekæmpe ondskab og ødelæggelse.
Denne følelse blev lynhurtigt omsat til handlekraft.
Eller med Anthony Sadlers ord: ”Læren af dette er, at når terroren rammer, så gør venligst noget. Stå ikke bare og se på.”
Asylstrøm og terror
Man fristes til at sende disse ord videre til de europæiske politikere: ”Gør venligst noget. Stå ikke bare og se på.”
Gør noget i forhold til den stadig mere omfattende terrortrussel og den massive asylstrøm til Europa.
Asylpresset og terrortruslen hænger sammen. Det er velkendt, at terrorister søger at komme til Europa ved at skjule sig i strømmen af asylansøgere.
Lige så velkendt er det, at de enorme problemer med at håndtere den regulære folkevandring mod Europa, gør det endnu vanskeligere for de hårdt pressede myndigheder at håndtere terroren.
Voldsomme ændringer i modtagerlandene
Bølge på bølge af asylansøgere kommer ind i Europa sydfra og bevæger sig for en stor dels vedkommende videre til de velstående lande mod nord.
I første omfang medfører det en kolossal belastning af landenes asylsystemer. De fleste af de tilvandrende får ikke asyl – de er ikke flygtninge, men mennesker, der ønsker et bedre liv. Men det kræver meget store ressourcer at tage imod dem, afgøre deres sager og sende dem tilbage.
Og mange i strømmen fra ikke-vestlige lande vil få asyl. Deres antal vil være så stort, at det vil medføre voldsomme ændringer i de modtagende lande. De vil blive samfund med langt mindre sammenhængskraft, præget af konflikter, ustabilitet og velfærdssystemer under sammenbrud.
Europas ledende politikere nægter imidlertid fortsat at erkende disse konsekvenser af udviklingen. Danmark er et af de lande, hvor der tales mest åbent om det.
Samtidig er de europæiske politikere heller ikke villige til at se i øjnene, at den forfejlede asylpolitik giver gode betingelser for, at terrorismen kan blomstre.
Mange er parate til at begå terror, og myndighederne har langt fra styr på dem alle. Når som helst kan en enkelt person pludselig slå til og dræbe en masse sagesløse mennesker.
Tre ting skal gøres
Hvis Europas ledere virkelig skal vise handlekraft, skal de gøre tre ting:
For det første skal de gennemføre en massiv fælles indsats for at bevogte Europas ydre grænser. Med et tilstrækkeligt stærkt mandat og tilstrækkelig kraft til at kunne standse en stor del af den folkevandring, der søger mod et bedre liv i europæiske lande.
For det andet skal de genindføre en national grænsekontrol under passende smidige former. Uden grænsekontrol er det alt for let for terrorister at bevæge sig rundt i landene. Og det er alt for let for folk, der ikke er flygtninge, at søge op gennem Europa.
For det tredje skal asylreglerne strammes. Det skal gøres lettere at afvise de mange, som ikke er reelle flygtninge. Og man skal gøre flygtningebegrebet ”smallere” – det er blevet udvidet kraftigt i de senere år. Dette kræver en ændring af konventioner, som er udformet under helt andre forhold.
Samtidig skal der gøres en stærkt øget indsats for at hjælpe flygtningene i nærområderne.
Det er vidtrækkende indgreb. Men det er også en vidtrækkende situation, vi står i.
En togpassager filmede scenen i toget umiddelbart efter den islamistiske terrorist var blevet overmandet:
For igen at citere Anthony Sadler: ”I krisetider må lektien være, at man skal gøre noget.”
