Politikerne har reelt taget hul på valgkampen. Det samme har Journalistisk Venstreparti – den store uformelle gruppe af venstreorienterede journalister.
I Journalistisk Venstreparti undersøger man blandt andet flittigt, hvad Venstres folketingskandidater og tillidsfolk mener om dette og hint – for at se, om deres svar kan bringe partiet i forlegenhed.
Foreløbig foreligger der ikke tilsvarende undersøgelser af Socialdemokraterne – for eksempel hvad dette partis tillidsfolk mener om dagpengereformen.
Politikens overskrift
Politiken bringer i dag, torsdag, det seneste eksempel på denne ”det-her-skulle-nok-kunne-bringe-Venstre-i-fedtefadet” journalistik.
Avisen har en stor historie på forsiden under overskriften: ”V-bagland: Debatten om indvandrere er for negativ”.
Artiklen bygger på en rundspørge blandt Venstres byrådsmedlemmer, regionsrådsmedlemmer og kommuneforeningsformænd.
Det hedder sig, at 67 procent af dem svarer, at der fokuseres for meget på problemerne i indvandrerdebatten. 56 procent mener ligefrem, at tonen i debatten er skadelig for integrationen.
Man får også nævnt, at Journalistisk Venstrepartis yndlingsoffer, Inger Støjberg, ifølge nogle Venstre-folk bærer en del af skylden.
Kigger man så nærmere på undersøgelsen viser det sig, at færre end hver tredje lokalpolitiker fra Venstre overhovedet har deltaget i rundspørgen – 270 ud af 894.
Det vil sige, at ikke meget mere end hver sjette lokalpolitiker Venstre-politiker rent faktisk siger, at der er noget galt med ”tonen” i debatten.
Lad os være venlige og sige, at dette er et meget spinkelt grundlag for at lave en overskrift, der altså lyder: ”V-bagland: Debatten om indvandrere er for negativ”.
Samme spilleregler som i andre debatter
Så vidt, så godt. Men der er jo altså uomtvisteligt nogle mennesker, herunder Venstre-folk, som erklærer sig kritiske over for ”tonen” i debatten.
Dette rejser endnu gang spørgsmålet: Hvad mener man med det? Kritikken af ”tonen” er ikke ligefrem rig på konkrete eksempler.
Det siger sig selv, at man i indvandrerdebatten skal undgå nedsættende og overdrevent generaliserende bemærkninger. Men indvandrerdebatten bør føres efter de samme spilleregler som andre debatter.
Sagen er, at man med samme ret kunne sige, at ”tonen” i debatten om alle mulige andre emner er for hård. For politisk debat og mediedækning har det med at lægge vægten på problemerne – de ting, der ikke fungerer.
Men sjovt nok er der ingen, der har sagt, at ”tonen” i debatten om kommunernes håndtering af udsatte børn er for hård, fordi debatten stort set drejer sig om de dårlige eksempler. Det gør den jo, fordi der her er et særligt behov for at debattere.
Eksempler på naturlig debat
Samfundsdebat og politisk debat tager normalt afsæt i, at noget er anderledes, end det burde være – eller, at noget er anderledes, end vi gik og troede. Og sådan er det også med indvandrerdebatten.
Der kommer eksempelvis debat, når Dansk Arbejdsgiverforening kan oplyse, at kun hver fjerde flygtning er kommet i arbejde efter ti år i landet.
Der kommer debat, når nye begivenheder gør det klart, at der sker en radikalisering blandt unge muslimer.
Der kommer debat, når fredelige kunder i et indkøbscenter (Field’s) pludselig konfronteres med bander, der skyder mod hinanden.
Der kommer debat, når nye tal viser, at mange ikke-vestlige indvandrere klarer sig dårligt i uddannelsessystemet. Men til denne debat hører selvfølgelig også, at nogle grupper klarer sig virkelig godt.
Vanvittigt krav
Vi skal kunne debattere alle relevante og væsentlige problemer. Og det er et vanvittigt krav, at vi skal debattere de ting, der fungerer stille og roligt lige så meget som de ting, hvor der er noget galt.
Ligegyldigt hvilket emne, vi taler om, så drejer debatten sig om, at der er noget særligt at bemærke – og det vil ofte sige, at der er nogle problemer, som skal tackles.
Sådan er det med bandevold og radikalisering. Sådan er det med behandlingen af udsatte børn i kommunerne.
Dårlig undskyldning
Det største problem med ”tonen” i indvandrerdebatten er, at man helt abstrakt taler om ”tonen” i debatten.
For det første bør man forpligte sig på at levere konkrete eksempler på dårlig ”tone”.
For det andet – og det er det vigtigste – bør man forholde sig til, hvad der er af problemer i virkeligheden. En heftig debat kan jo være begrundet i, at der er store reelle problemer. Så er det en afsporing at tale om ”tonen”.
Hvis man for eksempel ikke bryder sig om, at nogle mennesker taler om en radikalisering blandt unge muslimer, ja, så må man påpege og dokumentere, at det er et fejlagtigt eller irrelevant synspunkt. I stedet for tale generaliserende om en forkert ”tone”.
Desværre synes snakken om den negative debat ofte at fungere som en dårlig undskyldning.
Når man ikke vil diskutere virkeligheden, taler man om ”tonen” i debatten.