Togkontrollør går amok over for passagerer – han føler sig tilsyneladende krænket over fredelig kritik

Natten til søndag omkring kl. 2.30 udspillede der sig en noget usædvanlig episode i den københavnske metro.

 

En billetkontrollør var ved at udskrive en afgift (bøde) til en kvindelig passager, der ikke havde billet. En anden passager ved navn Milo Bech noterede sig, at kontrolløren optrådte meget aggressivt, og at den unge kvinde græd. Milo Bech fortæller om sin oplevelse:

 

”Jeg går hen til pigen for at sige til hende, at han (kontrolløren) ikke må røre hende eller holde hende tilbage. Kontrolløren havde ikke fat i hende, men han var meget aggressiv, og pigen græd. Så flipper han ud på mig for at komme derhen, hvor jeg så beder ham om at slappe af. Så går jeg tilbage og sætter mig, og han kommer så hen og begynder at råbe ad mig, som man kan se på videoen.” (tv2.dk)

 

En voldsom svada

Togkontrolløren kræver at få Milo Bechs navn, hvilket han ikke har nogen ret til, da Bech har gyldig billet.

 

Som man kan følge på videoen, sender kontrolløren så en voldsom svada mod Bech. Blandt andet følgende: ”Savner du opmærksomhed? Så kom, så kom. Jeg giver dig opmærksomhed – fuck et andet sted hen og fuck dig og din kundeservice.”

 

Det er jo ikke ligefrem det, man forventer at høre fra en togkontrollør, der normalt forsøger at dæmpe konflikter. Denne kontrollør optræder nærmest som en, der er involveret i et gadeslagsmål. Hans kropssprog er også truende.

 

Han bliver hapset på videoen, som er optaget af en af Milo Bechs venner. Bech har sendt videoen til Metro Service, der har ansvaret over for selskabets kontrollører. Her undskylder man episoden og oplyser, at man vil tage en samtale med den pågældende kontrollør. En repræsentant for Metroselskabet beklager ligeledes i en Facebook-besked til Milo Bech. (tv2.dk)

 

Optrinnet er uhørt. Man kan ikke have en billetkontrollør, der går amok over fredelig kritik. Heldigvis er ham her da også undtagelsen fra de mange besindige togkontrollører, der holder styr på folks billetter og er gode til at tale tingene ned.

 

Del på Facebook