Rekordsommer på de danske øer

Foto: BornholmerFærgen

Færgetrafikken til en række af de danske øer har aldrig været større end denne sommer. Det viser nye trafiktal fra rederiet Færgen.

 

På trods af en temperaturmæssigt svingende sommer er danskerne fortsat vilde med ø-ferier i deres eget land.

 

Det er den nærliggende konklusion på baggrund af Danmarks største ø-rederi Færgens nyeste trafiktal. Heraf fremgår således en række sommerrekorder for trafikken til og fra de danske øer.

 

På ruterne mellem Ystad og Bornholm, Kalundborg og Samsø samt Langeland og Lolland er der aldrig tidligere blevet transporteret flere passagerer og personbiler end i juli 2015.

 

Samtidig viser trafiktallene dagsrekorder for antallet af passagerer til henholdsvis Bornholm, Samsø, Lolland og Als – altså enkeltstående dage, hvor færgetrafikken aldrig har været større.

 

Færgens salgs- og marketingchef Lindy Kjøller ser flere forklaringer på danskernes øgede lyst til at holde ø-ferie i eget land.

 

”For det første har vi haft gode somre i både 2013 og 2014, og ad den vej har mange fået smag for dansk ø-ferie. Derudover har øerne været gode til at være udvikle sig og tilbyde for eksempel unikke madoplevelser, sportsaktiviteter, musik og kultur oven i den ro og idyl, der tidligere var det primære salgsargument for at besøge øerne. Endeligt er øernes turistorganisationer blevet enormt dygtige til at formidle budskaberne om de mange muligheder på øerne,” siger han.

 

Totalt har Færgens i alt syv ruter til seks øer fragtet 170.595 personbiler i juli 2015, hvilket er en stigning på 4,5 procent i forhold til den tilsvarende periode i 2014. Antallet af fragtede personbiler år til dato lyder på 620.076, hvilket er en stigning på 4,1 procent i forhold til samme periode i 2014.

 

Ligeledes har Færgen stor fremgang på det tyske marked, idet ruten Sassnitz-Rønne for antallet af fragtede personbiler i juli 2015 kan fremvise en vækst på 8,3 procent samt en vækst på 7 procent år til dato. En indikation på at Bornholm er blevet en meget populær feriedestination i Tyskland.

 

Færgens trafiktal harmonerer fint med ligeledes nye tal fra Feriehusudlejernes Brancheforening, der også melder om rekordstor interesse for at holde ferie i Danmark. Med i alt 5,6 millioner overnatninger er første halvår 2015 således det bedste nogensinde for sommerhusudlejningen i Danmark.

 

Færgen er Danmarks største ø-rederi og sejler til henholdsvis Bornholm, Samsø, Fanø, Als, Langeland og Lolland via i alt syv forskelige ruter.

 

Allan Priess Poulsen hos EHRENBERG Kommunikation på 53 70 51 38 eller [email protected].

 

Del på Facebook