En 60-årig man kommer gående i en lang, øde butiksarkade tidligt om morgenen. Pludselig hører han skridt bag sig og ser en ung mand komme løbende hen imod sig. Den unge fyr siger noget til den 60-årige, men det ser ikke ud til, at de kender hinanden. Pludselig hamrer fyren sin næve ind i hovedet på manden, der falder om og bliver liggende bevidstløs. Den unge flygter sammen med en kammerat.
Hele forløbet er optaget på en overvågningsvideo.
På sygehuset slår de fast, at den 60-årige har fået alvorlige skader i ansigtet og hovedet. Han havde jo heller ikke en chance for at beskytte sig, fordi slaget kom uden varsel.
Man kan selvfølgelig ikke udelukke, at de to personer havde et eller andet mellemværende. Men det ser nu ud, som om overfaldet var umotiveret. Den unge voldsmand slog bare den anden, fordi …ja, fordi han kunne komme til det, og fordi han lige havde lyst.
Enhver form for civiliseret optræden og sociale hensyn er blæst ud af hovedet på fyren. Der er kun den rå, meningsløse, selvhævdende vold tilbage.