En familie i Uganda får ved hjælp af ny innovativ teknologi doneret fire liter rent drikkevand, hver gang en bil kører igennem vaskehallen ved Q8 i København S på Vejlands Alle 140, Amagerbrogade 289 og Ørestads Boulevard 4.
Mange bilister fra København støtter det prisvindende bæredygtige svenske initiativ ’Solvatten’, når de vasker bil ved Q8 i København S . Hver gang bilisterne tager turen igennem vaskehallerne, doneres fire liter rent drikkevand til afrikanske familier.
”En bilvask hos os resulterer i, at en person i Uganda får adgang til fire liter rent vand. En fjerdedel af befolkningen på 38 millioner i Uganda lever uden elektricitet og drikkevand, og derfor har Q8 valgt at bakke op om Solvatten og give borgerne i København S mulighed for at støtte projektet på denne simple måde,” udtaler kategorichef ved Q8, Patrick Norup Lentge.
I 2015 regner Q8 med at hjælpe over 1.000 familier i Uganda med at få adgang til rent vand.
Sollys renser vandet
En ’Solvatten’ er en vanddunk med plads til 11 liter væske, som renser snavset vand ved hjælp af solens varme. Vanddunken kan sikre rent vand til en familie på fem-seks personer i op til syv år, da den ikke kræver reservedele eller batterier.
“I dag hjælper Solvatten 180.000 mennesker, og vi er taknemmelige for, at Q8 nu vil være med til at sikre, at endnu flere får hjælp. Alle mennesker har ret til et værdigt liv, og rent, varmt vand er en nøgle til at have mulighed for at leve et godt liv. I den nuværende situation er det en fjern drøm for 1,2 milliarder mennesker i fattige lande,” siger Petra Wadstrøm, CEO og grundlægger, Solvatten AB.
Skift til vintertid betyder flere bilvaske
Overgangen til vintertid er generelt en populær tid for bilvaske, og Q8 i København S har den seneste tid mærket stor efterspørgsel fra billister, som ønsker at bakke op om Solvatten-initiativet.
”Mange vasker bilen, når vi skifter til vintertid. For det første bliver det hurtigere mørkt, og for det andet opdager bilejere, at lygterne har været dækket til af insekter fra de varmere sommermåneder. Vi glæder os over, at mange vælger at rulle ind forbi og donere rent drikkevand til Afrika,” siger Patrick Norup Lentge.
Samarbejdet med Solvatten startede som pilotprojekt i Sverige i 2013. Samarbejdet er nu skandinavisk og permanent i både Danmark og Sverige.
Om Q8’s samarbejde med Solvatten
• Q8 i Danmark og OKQ8 i Sverige støtter den svenske opfindelse ’Solvatten’, som enkelt og effektivt renser vandet ved solenergi. ’Solvatten’ blev udviklet af opfinder og iværksætter Petra Wadstrøm. Organisationen, der bærer samme navn, opererer i omkring 20 lande verden over.
• Samarbejdet mellem Q8 og Solvatten sker gennem og kontrolleres af Zero Mission. Som tredjemand sikrer de, at pengene doneret til Solvatten ender, hvor de skal, og at den klimakompensation, som samarbejdet indebærer, overholdes.
• En Solvatten-dunk rummer 11 liter vand, og kan rense op til 33 liter vand om dagen. Den kan benyttes i syv år og har på det tidspunkt givet cirka 40.000 liter rent vand. Solvatten-dunken fungerer ved, at vandet varmes op via sollys, og via særligt udviklet filtre dræbes bakterier og mikroorganismer i denne proces.
• Vandet i Solvatten kan opnå en temperatur på 75° C. Der benyttes ingen batterier, filtre eller kemiske tilsætningsstoffer – kun solens hjælp til at rense vandet.
• Solvatten er fremstillet og distribueret af Solvatten AB med grundlæggeren Petra Wadstrøm som frontkvinde.