Penge har nu også inficeret håndboldsporten

dohastadiumplusqatar.com

VM i herrehåndbold er netop overstået. På forhånd har der været en hed debat om værtsskabet for mesterskaberne, idet mange med god ret hat sat spørgsmålstegn ved det rimelige i, at Qatar skulle stå som arrangør af denne internationale sportsbegivenhed. Ikke nok med, at Qatar er et totalitært regime, der krænker menneskerettighederne.

 

Landet har heller ikke nogen form for tradition, når det gælder håndboldsporten. Problemstillingen er den samme, når Qatar i nær fremtid også er udpeget til at skulle være værter for VM i fodbold. Såvel det internationale håndboldforbund som det internationale fodboldforbund står tilbage med et dybt moralsk problem og med et image, som har fået alvorlige ridser i lakken.

 

Et købehold af håndboldludere

Historien om afholdelse af VM i Qatar er nemlig samtidig historien om, at alt efterhånden kan købes for penge. Det er ikke flatterende for sporten og for de idealer, der ellers gennem tiderne har knyttet sig til sportens og idrættens verden. På medaljeskamlen ved dette års VM i håndbold stod således værtslandet Qatar, selv om landet ikke kunne stille med noget egentligt landshold.

 

Hvad gør et land af Qatars kaliber i den situation? – Man køber sig naturligvis ét (!). Et købehold af håndboldludere  med oliestaten Qatar som alfons blev hermed et af de hold, der kom til at sætte sit præg på denne håndboldmæssige verdensbegivenhed.

 

Hvorfor Qatar?

Qatars købeholds sportslige kvaliteter kan der ganske vist ikke rokkes ved, men det er måden, holdet er blevet til på, der er helt og aldeles grotesk og uetisk. Men i Qatar er etik ikke noget, man lader sig distrahere af. Det kan man måske ikke overraskes over. Det kan man derimod over, at de mennesker, der sidder med magten og indflydelsen til at vælge værtsnation, blandt mange ansøgere vælger netop Qatar, hvor håndbold ikke fylder meget til daglig.

 

Sporten på vej til at miste sin værdighed og berettigelse

VM i herrehåndbold blev derfor for de fleste kampes vedkommende spillet i store og flotte, men mennesketomme sportshaller bortset fra de fans, der ligesom Qatars spillere var købt til formålet. Efter dette VM i håndbold står det meste af den seriøse del af håndboldverdenen tilbage med en mærkelig følelse af, at noget er rav ruskende galt. Ikke blot at Qatar har købt arrangementet og værtsskabet, men at landet også har købt sig en VM-medalje.

 

Skal man mon også se Qatar score en VM-medalje i fodbold med et købehold? Der er virkelig behov for selvransagelse på ledelsesgangene i diverse internationale idrætsorganisationer. Der skal helt andre etiske boller på suppen, hvis der i fremtiden fortsat skal står respekt om diverse idrætsgrene. Bliver alle værdier til salg for penge, mister sporten totalt sin værdighed og berettigelse.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…