Når et af verdens største og mest avancerede forskningsanlæg om få år står færdigt i Lund, bliver Øresundsregionen centrum for udviklingen af nye materialer inden for en lang række brancher. Den danske regering har investeret omkring to mia. kroner i European Spallation Source (ESS) – populært kaldet “verdens største mikroskop” – i forventning om at tiltrække vækst og nye arbejdspladser til Danmark.
En ny analyse udarbejdet af Copenhagen Economics sætter for første gang konkrete tal på vækstpotentialet og konkluderer, at Hovedstadsregionen kan få en økonomisk gevinst på helt op til tre mia. kroner om året – men kun, hvis de nuværende barrierer for vækst fjernes.
Det handler bl.a. om at prioritere udviklingen af nye materialer og hjælpe danske virksomheder med at anvende de komplicerede faciliteter på ESS og MAX IV. Derudover er det afgørende at skabe et internationalt attraktivt forsknings- og uddannelsesmiljø og ikke mindst ændre udlændingereglerne, så det bliver muligt for højtuddannede medarbejdere fra hele verden at bo med deres familier i Danmark, selv om de arbejder i Sverige.
Behov for at skifte gear
Ifølge analysen vil den økonomiske gevinst blive halveret, hvis rammevilkårene ikke forbedres. Derfor peger forfatterne på nødvendigheden af en bredspektret regional og national vækststrategi, hvilket støttes af regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen fra Region Hovedstaden, der allerede har bevilget 12 mio. kroner til en såkaldt beamlinje, der skal gøre det lettere for danske virksomheder at anvende MAX IV.
“Men der er behov for at skifte op i næste gear. Vi skal supplere indsatsen fremadrettet med flere og mere markante initiativer, og derfor er der al mulig grund til, at regioner, stat, universiteter, erhvervsliv og erhvervsfremmeorganisationer samler sig om en fælles indsats for at realisere vækstpotentialet. Op til tre mia. kroner om året er jo et betydeligt tal, som vi kan få meget velfærd for. Men gevinsten afhænger i høj grad af, at vi selv gør noget aktivt,” siger Sophie Hæstorp Andersen.
Hos Dansk Industri er underdirektør Charlotte Rønhof begejstret for, at der nu er sat konkrete tal på perspektiverne ved ESS og MAX IV, men efterlyser samtidig mere politisk fokus på forskning i nye materialer.
“Analysen dokumenterer, at vi kan få rigtig meget ud af ESS og MAX IV, hvis vi spiller vores kort rigtigt. Det er i særlig grad nødvendigt med en massiv investering i materialeforskning i bred forstand, så Danmark kan komme i front på dette område. Siden 1990’erne har vi sat et stort vækstpotentiale over styr, mens andre lande har satset hårdt på udviklingen af nye materialer. Nu har vi et åbent vindue til at ændre på det,” siger Charlotte Rønhof, som også fremhæver behovet for et tæt samarbejde med virksomhederne, så de kan få fuldt udbytte af ESS og MAX IV i produktudviklingen.
Fakta: Sådan får Danmark milliardvækst ud af ESS og MAX IV
Hvis Danmark skal have den maksimale gevinst ud af ESS og MAX IV, kræver det ifølge analysen fra Copenhagen Economics en satsning, som rammer tre fokusområder:
· Øget fokus på materialeteknologi og hjælp til virksomheder
Kun ganske få virksomheder er i stand til selv at anvende de avancerede forskningsanlæg. Derfor er der behov for at styrke samarbejdet mellem ESS/MAX IV, regionale universiteter og erhvervslivet via opbygningen af industriportaler, hvor virksomheder kan få hjælp af højt specialiserede forskere mv.
· Videreudvikling af et stærkt dansk forskningsmiljø
Tilstedeværelsen af verdens førende anlæg til materialeforskning skal udnyttes til at skabe attraktive uddannelsesforløb og internationalt anerkendte forskningsmiljøer.
· Bedre vilkår for udenlandsk arbejdskraft
Hvis højtuddannede MAX IV- og ESS-medarbejdere fra hele verden skal kunne slå sig ned i Danmark, er det nødvendigt at ændre udlændingereglerne, så borgere uden for EU kan arbejde i Sverige og bo i Danmark. Derudover skal der mere fokus på gode integrationsmuligheder for nytilkomnes familier mv.
Om ESS og MAX IV
ESS og MAX IV er to videnskabelige anlæg, der bygges i Lund i Sverige. ESS er en neutronkilde, mens MAX IV er en meget kraftig røntgenfacilitet. Tilsammen fungerer de to anlæg som verdens største mikroskop, som virksomheder kan bruge til at analysere og “karakterisere” hårde, bløde og biologiske materialer på et langt mere detaljeret niveau, end det hidtil har været tilfældet.
Teknologien er bl.a. blevet anvendt af virksomheder som Novo Nordisk, Rockwool, Rolls Royce, Unilever, Tulip, Volkswagen, BMW og Philips.
ESS og MAX IV, der tilsammen koster 20 mia. kroner, åbner i henholdsvis 2016 og 2019. Danmark har bidraget til finansieringen af ESS med omkring to mia. kroner.
Kontaktpersoner:
Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen, Region Hovedstaden Telefon: 70 20 95 88 (regionens pressevagt) Mail: [email protected] Underdirektør Charlotte Rønhof, Dansk Industri Telefon: 20 60 69 69 Mail: [email protected]
Faglige spørgsmål til analysen rettes til:
Direktør og partner Helge Sigurd Næss-Schmidt, Copenhagen Economics Telefon: 50 76 30 30 Mail: [email protected]
NB: Analysen fra Copenhagen Economics er vedhæftet sammen med de konkrete vækstanbefalinger fra Region Hovedstaden, Dansk Industri, DTU, Københavns Universitet og en række øvrige partnere.
Links til filer:
Copenhagen_Economics – Samfundsøkonomiske effekter af ESS og MAX IV.pdf
Danmark i centrum for materiale- og bioteknologiske løsninger – anbefalinger.pdf
For yderligere information kontakt: Anders Elleby Nielsen, Kasters Telefon: 22929290 E-mail: [email protected]
Meddelelsen er udsendt af:
Kasters A/S Bygmestervej 57 2400 København NV Telefon: 88700150 E-mail: [email protected] Internet: http://kasters.dk