Hvis en kommende borgerlig regering vi skabe bedre rammer for dansk erhvervsliv, bør landbrugs- og fiskeriområdet flyttes til Erhvervsministeriet.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri eller bare Fødevareministeriet har været gennem mange ændringer og strukturelle forandringer. Den seneste ændring af strukturen blev gennemført 1. februar 2012. Fra denne dato omfatter ministeriet et departementet og to store styrelser: Fødevarestyrelsen og NaturErhvervstyrelsen (det hedder det faktisk!).
Ministeriets historie
Frem til oprettelsen af Landbrugsministeriet den 22. maj 1896 blev både landbrugets og fiskeriets anliggender varetaget af Indenrigsministeriet. Med Landbrugsministeriets etablering blev begge erhvervs interesser varetaget her, med undtagelse af en kort pause i perioden 1929-35, hvor Landbrugsministeriets Fiskeridirektorat var overflyttet til et nyt ministerium for søfart og fiskeri.
Med etableringen af et særskilt Miljøministerium, overførsel af forsknings- og forsøgsvirksomheden til Universiteterne og senest med oprettelsen af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har ministeriet mistet en væsentlig del af sin berettigelse.
Så – hvorfor ikke nedlægge Fødevareministeriet? Fødevarestyrelsen kan nemt lægges ind under Sundhedsministeriet, og NaturErhvervstyrelsen kunne passende sammenlægges med Naturstyrelsen under Miljøministeriet. Landbrugs- og fiskeriområdet kunne som nævnt flyttes over til Erhvervsministeriet. Der er efterhånden ingen begrundelser tilbage for et selvstændigt ministerium.
Erhvervenes interesse
Landbrug & Fødevarer samt fiskerierhvervene vil også hurtigt indse, at interesserne varetages bedre i et ministerium, der også har andet at tænke på. I efterhånden mange år har skiftende regeringer alene set Fødevareministeriet som et miljø- og naturpolitisk instrument, mens erhvervenes rammevilkår og borgernes beskyttelse mod fødevarebårne sygdomme er negligeret.
Fødevareministeriet havde tidligere mange internationale relationer og et omfattende samarbejde både med internationale organisationer og med enkeltlande. For at styrke samarbejdet og fremme danske interesser i udlandet havde ministeriet statskonsulenter for fødevareområdet i en række lande. I dag er ministeriet reduceret til et dansk sekretariat for implementeringen af EU’s landbrugspolitik og til platform for skiftende landbrugsministres pop-politik. Den internationale varetagelse af danske landbrugs-, fiskeri- og fødevareinteresser er overladt til amatørerne i Udenrigsministeriet.
Det burde ikke være vanskeligt at opnå enighed blandt de borgerlige partier om en sådan ressortændring, der kunne bidrage til at forbedre rammerne for dansk erhvervsliv.