Hvilken politisk enhed sikrer alt andet lige mest muligt demokrati, generel indflydelse i dagligdagen for borgerne og størst mulig tryghed for den enkelte?
I årtier har det været god latin for eliten – ikke mindst den del af den, der er ansat ved universiteterne – at hævde, at nationalstaterne var en konstruktion, der blev udtænkt engang i 1800-tallet. I Danmark skulle det særligt være nederlaget i 1864, der fik datidens eliter til at fortælle danskerne, at de var et folk, der naturligt var en enhed.
Man kan nok sige, at denne påstand om nationalstaten som en blot og bar konstruktion har været under belejring i noget tid.Selv professor Uffe Østergaard, der om nogen har fremhævet nationalstaten som et valg blandt flere, har været på retræten på det seneste.
Historiker Adam Wagners har i sin nyligt udkomne bog Danskhed i middelalderen påvist, at Saxo, der skrev sin danmarkshistorie omkring år 1200, som noget selvfølgeligt taler om danskerne som et folk i forhold til andre folk. Saxo taler tillige om Danmark som et bestemt område, der dengang også indbefattede Sydslesvig og Skåne, Halland og Blekinge.
Og dette Danmark var netop noget andet end de områder, hvor den danske konge havde magt, f.eks. i områder i det nuværende Nordtyskland og Polen. Og igen noget ganske andet end lande og stater i Europa uden for den danske konges kontrol.
Denne historiske tilgang tjener til at forstå, hvorfor skepsissen hos danskerne over for EU har nået et niveau, hvor det ser ud til, at det meget vel kan blive nej til ophævelse af vores retsforbehold i EU. Kun en mindre del af danskerne, godt 20 procent, ønsker dansk udmeldelse af EU.
Men det er tydeligt, at langt flere er bekymrede ved udsigten til at aflevere endnu en luns af dansk suverænitet til et EU, der ikke synes at kunne få nok, og som desforuden ikke opfylder sin del af kontrakten ved at beskytte EU’s ydre grænser.
I en måling fra Gallup for nogle dage siden viste tallene, at især den yngste vælgergruppe, de 18-35 årige, i større tal end de ældre vil stemme nej på torsdag den 3. december. Nyheden burde være øjenåbnende for ja-siden og for de mange forskere, der gennem årene har hævdet, at særligt de unge har ”vænnet” sig til EU og til den del af globaliseringen, der hedder stor indvandring fra den tredje verden til Danmark.
Påstanden ser ud til at være en myte. De unge er ganske rigtigt vokset op med EU og med ikke-vestlig indvandring, men reaktionen er hos mange ikke accept af tingenes tilstand, men opposition imod den. De unge vælgere ønsker ikke mere EU, nok snarere mindre.
Et EU, der er fjernt fra en dansk dagligdag, og som oven i købet forfægter en multikulturel ideologi, er ikke noget, som fremmer demokratiet i Danmark. Det er ikke nogen urimelig fortolkning af en vigtig årsag til mange unges nej på torsdag.
Den så udskældte nationalstat har noget i virkeligheden uerstatteligt at byde på, noget, som ingen andre former for politiske enheder kan leve op til: Nationalstaten har en rimelig grad af nærhed til beslutningstagerne, og det gør, at den enkelte oplever, at han og hun vitterlig har indflydelse i kraft af retten til at stemme og igennem de generelle demokratiske frihedsrettigheder.
Og ikke mindst er nationalstaten den bedste ramme til at skabe tillid mellem borgerne, også dem, vi ikke på forhånd kender.
Disse forhold bør ja-siden skrive sig bag øret. Bliver det nej på torsdag – og det tyder det på i skrivende stund – vil det have spillet en væsentlig rolle, at EU aldrig vil blive i stand til at levere nogle af de mest eftertragtede varer på den politiske hylde: Medindflydelse og tillid til medborgeren.
