”Jeg kan ligeså godt sige det, der går rigtig længe, da vores første prioritet er flygtninge og udlændinge.”
Sådan lød beskeden til en mor med tre børn, da hun talte med kommunen om sin placering på listen for akut boligsøgende. Det skriver Ekstra Bladet efter at have talt med to kvinder i akut bolignød.
Der kan være mange årsager til, at man lander i en boligkrise. I moderens tilfælde var årsagen et brudt parforhold.
Nathalia på 23 år har også et problem, hun er boligløs fra i dag.
”Min sagsbehandler siger, hun ikke kan hjælpe,” fortæller den unge kvinde.
Mennesker fra fremmede verdensdele, uden tilknytning til Danmark, er altså berettiget til at få tag over hovedet før landets egne borgere.
Men der er ikke noget at gøre, indvandrerne med flygtningestatus har, som de eneste i riget, retskrav på en passende bolig. I Køge kommune taler man om ”en skal-opgave”. (Ekstra Bladet)
Fortolkningen af lovens ord
Det virker som om befolkning nu er blevet andenrangs borgere i eget land. Men spørgsmålet er, om kommunerne behøver at fortolke loven så stramt, som flere gør.
Kommunerne har pligt til at indkvartere flygtningene. Men loven siger også, at flygtningene kan indkvarteres i midlertidige opholdssteder.
Integrationsloven § 12 stk. 6: Indtil det er muligt at anvise en permanent bolig, skal kommunalbestyrelsen anvise flygtningen et midlertidigt opholdssted. Reglerne i lejeloven finder ikke anvendelse i forbindelse med indkvartering på midlertidige opholdssteder.
Byrådet besluttede i går at købe parcelhuse
For øjeblikket melder mange kommuner, at flowed på lejemarkedet er exceptionelt lavt. Der bliver slet ikke ledige lejligheder nok.
Derfor går flere kommuner med planer om, at opkøbe parcelhuse, med henblik på at leje dem ud til indvandrerne med flygtningestatus.
I Kolding Kommune har man ligefrem annonceret efter huse til salg.
På byrådsmødet mandag besluttede Kolding Kommune, at købe 5 huse til en anslået værdi ml. 8-9 mill. kr. (TVsyd)
Dansk Folkeparti mener ikke det er en god ide.
Flygtningene skal bo i midlertidige boliger eller centre indtil de kan sendes hjem
Dansk Folkeparti mener ikke det er rimeligt, at flygtningene kommer foran i boligkøen. Integrationsordfører Martin Henriksen opfordrer Integrationsminister Inger Støjberg og de øvrige borgerlige partier til at melde ud, om de anser den nuværende ordning for at være rimelig.
-Jeg mener, at vi som danske politiker er forpligtiget på at prioritere danskerne og herboende udlændinge først. Vi skal stadig hjælpe de reelle flygtninge, men det foretrækker jeg at gøre i f.eks. nærområderne eller med midlertidige opholdstilladelser, fx af et års varighed. Dansk Folkeparti er naturligvis ikke imod al indvandring, men det har taget overhånd, og det er mig en gåde, at det kan være et kontroversielt synspunkt.
Nørremarksskolen i Esbjerg er indrettet til midlertidigt opholdssted
Den Korte Avis fortalte i går om Esbjerg Kommune som har indrettet en nedlagt folkeskole til midlertidigt opholdssted for 64 enlige og 1o familier.
En 25-årig mand fra Syrien, som var flyttet ind som en af de første, var godt nok meget skuffet over den ombyggede skole. Han havde forventet noget helt andet.
Det er uvist hvad der kan være årsag til skuffede forventninger hos den 25-årige syrer, men han er måske blevet fortalt, at i Danmark er man berettiget til egen lejlighed. Sektionsleder i Esbjerg Kommune Jørgen Thøgersen ærgrer sig da også.
”Nogen har stillet ham andre forhold i udsigt. Det handler om forventningsafstemning. At bo i Ribe er måske heller ikke lige, hvad han havde drømt om,” siger han til Jyske Vestkysten.
En anden flygtning som er visiteret til at bo på Nørremarkskolen, flyttede slet ikke ind. Hun ville hellere bo hos familie i Kolding, skriver Jyske Vestkysten mandag.
Men status er altså, at der ikke er lejligheder nok, ikke engang selvom kommunerne anvender samtlige lejemål, som de har råderet over, til flygtningene.
– Det er Dansk Folkepartis ønske og politik, at rulle retskravet på bolig tilbage, alt andet ville være uanstændigt, under de nuværende omstændigheder med den store folkevandring. Men det kræver et flertal, og der er vi ikke endnu, siger Martin Henriksen.