218.000 asylansøgere fra Mellemøsten og Afrika kom til Europa alene i oktober måned. Det er lige så mange som i hele 2014, som var et rekordår.
Derfor må man stille de helt grundlæggende spørgsmål:
Hvor går Europa hen i disse år? Hvad vil store dele af det europæiske kontinent med rimelighed forandres til, hvis den nuværende masseindvandring fortsætter?
Indvandringen har de seneste årtier været en belastning
Danmark har siden 1983 oplevet en betydelig indvandring af mennesker fra den ikke-vestlige verden, hvad enten disse er kommet som flygtninge, indvandrere eller familiesammenførte.
Visse europæiske lande som Frankrig, Storbritannien, Holland og Belgien har endnu længere erfaringer, strækkende sig 50 eller flere år tilbage.
De overordnede erfaringer af denne indvandring, større eller mindre i de enkelte år, er tydelig: Indvandrerne – også i anden og tredje generation – klarer sig i gennemsnit dårligt i uddannelsessystemet og har en ringere deltagelse på arbejdsmarkedet.
De europæiske lande har ganske vist en befolkning med høj gennemsnitsalder, fordi der ikke bliver født et tilstrækkeligt antal børn. Men de ikke-vestlige indvandrere og efterkommere retter ikke økonomisk op på denne misère, da deres beskedne deltagelse på arbejdsmarkedet ikke er tilstrækkelig til at opretholde de europæiske velfærdsstater, der forudsætter en meget høj andel af de arbejdsdygtige i beskæftigelse.
I dette simple regnestykke er ikke medtaget de kulturelle spændinger og den sociale uro, der følger af, at forskellige etniske, religiøse og kulturelle grupper i stigende grad kæmper politisk for særrettigheder for egen gruppe.
Dette problem vokser nu med eksplosiv fart
De seneste måneder har vidnet om en enorm tilstrømning af ikke-vestlige til Europa, særligt fra Mellemøsten og Afrika, men også fra lande som Afghanistan, Pakistan og Iran.
Tysklands forbundskansler Angela Merkel har et særligt ansvar her med sin tale i begyndelsen af september om, at ”vi klarer det”, wir schaffen es, hvorpå porten stod åben.
Alt dette forklarer imidlertid ikke, hvorfor europæerne tillader dette. Og det er da på sæt og vis også plat umuligt at forklare, så sandt som alle årsagsforklaringer alene er fortolkninger af virkeligheden. Lad mig alligevel forsøge mig med to:
To mulige forklaringer på, hvorfor vi lader det ske
- Der findes i de europæiske lande vest for det lykkeligvis hedengangne jerntæppe et skyldkompleks over nazisternes ubegribelige forbrydelser, ganske særligt forbrydelsen mod de europæiske jøder, som blev offer for historiens mest gennemførte folkedrab.
- I dag beherskes landene vest for jerntæppet af eliter, politiske, mediemæssige og kulturelle, som ønsker Europa omdefineret fra en specifik kultur til en universel orden, hvor enhver kan slå sig ned og være en del af et sæt påståede antal goder, som kaldes menneskerettigheder.
Der er dog noget helt galt med både 1. og 2. Nazisternes modbydelige massemord bør ikke logisk få europæerne til at tillade at blive mindretal i egne lande, hvad der er den uafviselige endestation, hvis masseindvandringen fortsætter.
Fortidens forbrydelser kan aldrig retfærdiggøre, at europæerne kører egen kultur og måde at leve på lossepladsen.
Det er i øvrigt interessant, at landene øst for jerntæppet på ingen måde er grebet af det vanvid, som f.eks. Sverige er. Tværtimod stiller de sig særdeles afvisende overfor at tillade en indvandring, som de gennem medierne kan se, skaber umådelige problemer for Vesteuropa.
Hvorfor Vesteuropas eliter næsten alle som én fortsætter en kurs, der er så åbenlys ufornuftig, er meget vanskeligt at forklare.
Man bør næsten ikke forsøge, men blot konstatere, at den rene irrationalitet har taget over, og at fornuftsargumenter derfor ikke længere gælder.
Forklaringen er usikker – men resultatet er soleklart
Bundlinjen, hvis masseindvandringen fortsætter som nu, er der dog ingen grund til at betvivle.
Den vil hedde den europæiske kulturs kollaps og efterhånden næsten fuldstændige forsvinden fra verdenskortet.
