Det er ikke mere end 20 år siden, at Danmark var uofficiel verdensmester i kulkraft. Hvis man i begyndelsen af 90’erne spurgte en medarbejder på Avedøreværket, Fynsværket eller på Vestkraft i Esbjerg, hvem der laver de bedste kulfyrede kraftværker i verden, så vil svaret være: Det gør vi!
Hvis man spurgte i Energistyrelsen ville svaret formentlig have været det samme. Den danske teknik var uforlignelig, og de dengang nye danske kraftværker i 4-500 MW-klassen kunne bryste sig med en elvirkningsgrad på over 45 procent. Udenlandske værker opererede dengang typisk med elvirkningsgrader på under 40 procent.
Udover bedre økonomi gav den højere virkningsgrad også – alt andet lige – lavere emissioner af CO2, SO2, NOx m.v. Læg dertil ultramoderne røgrensningsudstyr og udnyttelse af overskudsvarmen i de store fjernvarmesystemer. Dengang – og det er stadig ikke mere end 20 år siden – var Danmark førende med hensyn til udvikling af anvendelse af kraftvarme, som betød, at udnyttelsesgraden i de kul, der blev fyret med, kunne nå op på 90 pct.
Væsentlig kulandel i el- og kraftvarmeproduktionen
De to mest anvendte fossile brændsler på danske kraftværker er stadig kul og naturgas. Fra 1990 til 2014 faldt kulandelen af brændselsforbruget i den danske el- og kraftvarmeproduktion fra 92 til 49 pct. Dette skyldes overvejende, at naturgassens andel er steget specielt med udbygningen af naturgasfyrede decentrale kraftvarmeværker, samt at flere af de store centrale kraftværksblokke er omstillet til at benytte biomasse og naturgas som brændsel.
De senere år har derudover været præget af et generelt fald i den termiske elproduktion og i forbruget af fossile brændsler i takt med den stigende produktion af vedvarende energi fra især vindmøller og solceller.
Det er imidlertid fortsat et faktum, at det samlede danske energiforbrug i 2014 på 761 PJ for 72,5 pct. vedkommende blev dækket af fossile brændsler og 27,5 pct. af vedvarende energi og affald.
Mål om udfasning af fossile brændsler
Den såkaldte klima-alliance bestående af de tidligere regeringspartier samt Enhedslisten, Alternativet og Det Konservative Folkeparti, har bundet sig selv til en 2050-målsætning for klima- og energipolitikken, som siger, at Danmark skal være helt fri for fossile brændsler som olie, kul og gas i 2050. Det betyder, at i 2030 skal kul være helt udfaset fra kraftværkerne.
Kul i UK
Den britiske energiminister, Amber Rudd, har den 18. november meddelt, at de 12 tilbageværende kulfyrede kraftværker i UK skal være lukket I 2025. Allerede fra 2023 vil der være stramme restriktioner på deres virke. Den britiske regering begrunder beslutningen med, at regeringen prioriterer forsyningssikkerhed og rimelige energipriser, men samtidig finder, at det ville være ”perverst” at forlade sig på forurenende kul. Senere forventes det, at energiministeren vil meddele, at naturgas sammen med atomkraft vil få en central rolle i britisk energiforsyning.
Det antages, at meddelelsen er timet til forud for COP21 i Paris senere på måneden at sende et klart signal, om den britiske regerings seriøse intentioner. Tidligere i år har den britiske regering skåret kraftigt i tilskuddene til vedvarende energi, og Amber Rudd har understreget, at tilskud til vedvarende energi fremover skal fokusere på teknologier ”that offer the best value for money, fitting into a consumer-led, competition-focused energy system”.
Miljøorganisationer har ikke uventet kritiseret den britiske regerings beslutning vedrørende naturgas, og sammenlignet det med en alkoholiker, der afstår fra 2 daglige flasker whisky i bytte for 2 flasker Portvin. Ifølge miljøorganisationerne bør der i stedet satses på vedvarende energi.
Kul tegner sig i øjeblikket for 28 pct. af den britiske el-produktion.
Situationen i Danmark – fortsat
Som nævnt, har den såkaldte klima-alliance bestående af de tidligere regeringspartier samt Enhedslisten, Alternativet og Det Konservative Folkeparti, bundet sig selv til en 2050-målsætning for klima- og energipolitikken, som siger, at Danmark skal være helt fri for fossile brændsler som olie, kul og gas i 2050.
Det Radikale Venstre, SF, Alternativet, Enhedslisten – og Det Konservative Folkepart – holder fanatisk fast i målsætningen. Venstre er kommet i tvivl. Det forlyder også, at målsætningen langt ind i Socialdemokratiet giver anledning til bekymring for konsekvenserne for forbrugernes økonomi og for vækst og beskæftigelse. Liberal Alliance har hele tiden været modstander af store dele af dansk energipolitik, og herunder enegangen i forhold til klimamålene.
De danske målsætningen går langt videre end EU’s mål, som er en reduktion på 40 pct. CO2 i 2030 målt i forhold til 1990. Her til kommer mere uforpligtende målsætninger om 27 pct. vedvarende energi og energieffektiviseringer i 2030.
Klima-alliancen har lagt sig fast på en række håndfaste delmål på vejen mod fossilfrihed i 2050:
I 2020 skal 50 pct. af elforbruget dækkes af vindmøller.
I 2030 skal kul være helt udfaset fra kraftværkerne.
I 2030 er det slut med oliefyr i private hjem.
I 2035 skal el- og varmeforbruget dækkes af vedvarende energi
Kravene til det danske samfund
Den opgave, Klima-alliancen har stillet den danske befolkning er enorm. Vi skal erstatte de 36,8 pct. af energiforbruget, der dækkes af olie, de 16,8 pct. af energiforbruget, der dækkes af naturgas og de 18,9 pct. der dækkes af kul og koks, med vedvarende energi – vind, sol og bioenergi.
Klima-alliancen har tilsyneladende ingen problemer med, at lade de ambitiøse klimaplaner finansiere af borgere og erhvervsliv med afgifter. Det samlede årlige afgiftstryk skal øges med mindst 10 mia. kr. på toppen af de mere end 40 mia. kr., vi i forvejen betaler i energi- og CO₂-afgifter.
Alliancen har imidlertid et lille problem, idet en væsentlig del af afgiftsstigningen skulle have været betalt over den såkaldte PSO-afgift. EU-Kommissionen har fundet, at PSO-afgiften er forvridende og traktatstridig, og det er endnu ikke lykkedes at opfinde et brugbart alternativ.
Forskelle i tilgang
I forhold til Storbritannien adskiller den danske enegang i klimapolitikken sig på 2 væsentlige områder:
– De ambitiøse målsætninger skal ikke opnås ved en forbruger- og markedsdrevet udvikling – Klimaalliancen i Danmark syntes ikke at have problemer med tvangsforanstaltninger og store omkostninger for husholdninger og virksomheder.
– De danske målsætninger er urealistiske.
Ude i den store verden
Kul er dæmoniseret i store dele af verden. Eksempelvis besluttede delstaten Californien i USA for nylig, at de største af statens pensionsfonde skulle afstå fra at investere i kulvirksomheder. Samtidig er det i Charleston i delstaten West Virginia, meddelt, at et af kulstatens største virksomheder, Patriot Coal, påtænker at fyre mere end 2000 kulminearbejdere.
Den international presse har omtalt, at den australske by Dunedoo, er i store vanskeligheder pga. kul. Australien har været en meget betydelig kulproducent, og for bare syv år siden mente delstatsregeringen i New South Wales, at der var basis for en kulmine i Dunedoo. I de følgende år faldt prisen på kul, og fra hele verden indløb meddelelser om at kul var under udfasning. Konsekvensen var, at ingen virksomheder var villige til at påtage sig risikoen ved at åbne en mine i Dunedoo.
Det er muligt, at kulindustriens nedtur er gode nyheder for klimaet, men sådan ser kulminearbejderne og de pensionsopsparere, der skulle leve af kulmineaktier, nok ikke på det. Mange af dem begyndte i kullet længe før ”klima” blev kædet sammen med ”ændringer”.
