Én ting står klart dagen før valget: Blå blok er i stand til at regere landet – det er den brogede røde blok ikke

Foto: Privat

Man frygtede det værste, da det i går aftes blev afsløret, hvordan DR havde tænkt sig, at partileder-debatten skulle foregå.

 

Partilederne skulle nemlig ikke bare have lov til at debattere på livet løs med hinanden. Næ, nej, journalisterne ville styre, hvilke eksempler de skulle diskutere – og hvordan.

 

Sådan er det desværre mere og mere: Alle seerne sidder og venter på at høre politikerne. Men journalisterne vil gerne høre sig selv.

 

Der var specielt to ting, man kunne frygte med den form, som journalisterne havde udtænkt:

 

Den ene var, at Journalistisk Venstreparti ville forsøge at presse sin dagsorden ned over politikerne.

 

Den anden var, at formen ville blive stiv og kedsommelig, fordi man med vold og magt skulle ind over de eksempler, som journalisterne ville bygge på.

 

Ægte valgkamp-stemning

I første omgang blev frygten bekræftet.

 

Debatten startede tungt og studiekreds-agtigt. Og man skulle lige igennem de obligatoriske journalistiske forsøg på at få seerne opdraget til politisk korrekte holdninger. En erhvervsmand var således indforskrevet til at advare i svømmende vendinger mod ”tonen” i udlændingedebatten.

 

Men så kom partilederne op i gear. Journalisterne mistede heldigvis styringen, og de var kloge nok til at lade det ske og koncentrere sig om deres egentlige opgave: at holde orden på, hvilke emner der skulle diskuteres hvornår, og sørge for en nogenlunde rimelig fordeling af taletiden.

 

Så det blev faktisk en livlig og engageret debat med ægte valgkamp-stemning. Der blev givet og taget. Der kom stærke meninger, bidske bemærkninger og vittige indfald. Og så blev erhvervsmandens snak om ”tonen” i øvrigt sat pænt på plads.

 

Repræsentanter for de små og mellemstore partier fik mulighed for at markere sig som dygtige debattører: Anders Samuelsen, Søren Pape, Morten Østergaard, Johanne Schmidt-Nielsen, Pia Olsen Dyhr – og så Uffe Elbæk, der overbevisende gav rollen som den pantsatte bondedreng.

 

Dette er ikke et præsidentvalg

Man fik en debat, der understregede en vigtig politisk pointe ved folketingsvalget:

 

Dette er ikke et præsidentvalg, selv om Helle Thorning har forsøgt at få det til at se sådan ud. Dette er et valg mellem en stribe partier, som grupperer sig i to blokke.

 

Et meget væsentligt spørgsmål i forbindelse med valget er, hvor godt partierne inden for den enkelte blok hænger sammen politisk. Kan de blive enige om, hvilken politik der skal føres?

 

Eller sagt på en anden måde: Er de i stand til at regere landet?

 

Thorning har måttet bygge på Løkke

Svaret stod klart under debatten.

 

For blå bloks vedkommende er svaret ja. Partierne hænger tilstrækkelig godt sammen til, at de kan lægge en fælles økonomisk politik, velfærdspolitik, udlændingepolitik, retspolitik, EU-politik m.m.

 

For rød bloks vedkommende er svaret nej. Hvis Helle Thorning bliver statsminister, er det utænkeligt, at hun kan basere den økonomiske politik, udlændingepolitikken, retspolitikken, EU-politikken og meget andet på et rødt flertal.

 

Det har hun da heller ikke gjort i den forgangne valgperiode. I hovedsagen har hun baseret sin politik på forlig med blå partier, først og fremmest Venstre.

 

Rød blok hænger ikke sammen

Thorning har i valgkampen pralet med, at hun har været i stand til at skabe brede flertal. Men hvis nogen skal prale i den forbindelse, er det Lars Løkke og Kristian Thulesen Dahl.

 

De har taget del i et samarbejde hen over midten på en helt anderledes konstruktiv måde, end Socialdemokraterne gjorde, da de var i opposition.

 

Hvis Thorning genvinder regeringsmagten, vil hun hurtigt ryge ud i enorme problemer, hvis hun skal basere en økonomisk politik på De Radikale til den ene side og Enhedslisten og Alternativet til den anden. Det samme gælder andre politikområder.

 

Valgkampen har understreget, at det kniber gevaldigt bare at holde sammen på de to regeringspartier. De Radikale er kommet med særmeldinger på højere boligskat, lavere topskat og lempelig udlændingepolitik, som går stik imod Socialdemokraternes budskaber.

 

Thorning vil i den grad få brug for især Venstres forligsvilje. Hvis partiet vælger en skarpere kurs i opposition, vil en rød regering være på Herrens mark.

 

Blå blok kan stå på egne ben

Hvis Lars Løkke bliver statsminister, vil han have gode grunde til at søge at inddrage Socialdemokraterne i et samarbejde.

 

Men han vil ikke være fortabt på samme måde som Thorning, hvis han skal klare sig med partierne i blå blok.

 

Nok vil der være mange kampe, som skal udkæmpes mellem de blå partier, før de kan nå til enighed. Men generelt hænger de langt bedre sammen end de røde. Og i løbet af valgkampen har de yderligere styrket deres samarbejde.

 

For Løkke er det ikke et mål, at blå blok skal regere alene. Men det er en mulighed, hvis Socialdemokraterne ikke vil være med. Den mulighed har Thorning simpelt hen ikke med rød blok.

 

Rød blok kan ikke regere Danmark. Derfor vil en Thorning-regering være svagere og mere ustabil end den Løkke-regering.

Del på Facebook