De fleste vil sikkert være enig i, at friskpresset juice smager bedre end juice lavet på koncentrat. Men hvad er egentlig sundest, og står sundhedsgevinsten mål med prisen som oftest er høj for friskpresset juice?
”Friskpresset juice indeholder lidt flere af det, vi kalder naturlige ingredienser end koncentrater, hvor du har behandlet og destrueret nogle af de stoffer, som var i den oprindelige saft,” siger Lars Porskjær Christensen som leder Institut for kemi- Bio- og Miljøteknologi på Syddansk Universitet. (Videnskab)
Pia Knuthsen, der er seniorforsker ved Afdeling for Fødevarekemi på DTU Fødevareinstituttet vurderer også, at friskpresset juice indeholder væsentligt flere vitaminer end juice fra koncentrat.
Det er blandt andet forarbejdningen som ødelægger visse vitaminer, især C-vitamin.
Men uanset om man vælger friskpresset juice eller koncentrat, vil der være næringsstoffer som går tabt, også selvom man plumper det frasiede frugtkød tilbage i juicen.
Ifølge Pia Knuthsen er dét imidlertid rigtig fornuftigt, hun siger:
”Næringsstofferne i frugt og grønt vil komme med over i den friskpressede juice, og i endnu højere grad hvis frugtkødet medtages.”
Konklusionen må derfor være, at friskpresset juice, med frugtkød, er sundere end juice lavet på koncentrat.
MEN en ting er hvad eksperterne kan sige om produkternes lødighed, noget andet er hvad kroppen gør ved det.
Jens Rikardt Andersen fra Københavns Universitet siger, at man ved alt for lidt om, hvordan kroppen optager næringsstofferne og hvordan kroppen bruger dem.
”Det optimale ville være, hvis man lavede sin juice og derefter målte på mennesker, om de kunne optage næringsstofferne. Det er bare hamrende svært at måle. Man kan godt måle indholdet i frugten, men det er svært at se, hvordan det optages i kroppen. Det ville være interessant at vide,” siger han. (Videnskab)
Er det bedre at spise råvarerne som de er, i stedet for at drikke dem som juice?
Forskere fra Tyskland og Saudi Arabien har undersøgt, hvad der er sundest – at spise en appelsin eller at drikke et glas appelsinjuice.
De fandt ud af, at mængden af C-vitamin falder, når man producerer juice – til gengæld kan kroppen nemmere optage kemiske stoffer som flavonoider, der kan have en sundhedsfremmende effekt.
Man kan altså sige, at selvom råvaren mister noget af næringen, så får man til gengæld en anden gevinst, fordi forarbejdningen eller presningen gør at kroppen har lettere ved at optage andre stoffer.
Juice kan altså være smart nok at drikke, da det giver adgang til nogle stoffer, som kroppen ikke selv kan hive ud af den hele frugt eller grøntsag. (Videnskab)
Hvad er koncentrat?
Fabrikanterne laver koncentrat ved at opvarme saften fra frugt og grøntsager, indtil det meste af vandet er fordampet. Det foregår typisk i anlæg der hvor frugten produceres.
Det der er tilbage eksporteres og importøren kan så blande koncentratet med vand og evt. tilsætte vitaminer mm.
Koncentratet kan også fremstilles ved noget der kaldes spraytørring. (videnskab.dk)