En højst aparte retssag kører i øjeblikket i Connecticut, USA. En kvinde kræver en erstatning på over 800.000 kr. af sin 12-årige nevø for noget, der fandt sted på nevøens 8-års fødselsdag.
Tanten, Jennifer Connell, kom med en gave til den lille fødselar, Sean Tarala. Han havde et meget kærligt forhold til tanten, og han kastede sig i hendes arme for at sige tak for gaven.
Uheldigvis blev det så voldsomt, at de to faldt om på gulvet, og tanten brækkede tilsyneladende sit håndled. Nu mener hun altså, at den 12-årige skal stå til ansvar for måden, han sagde tak på.
Sean og hans far Michael så forvirrede ud i retten, da hun angav det vilde beløb, som hun krævede i erstatning.
Faktisk sagde hun i forbindelse med fødselsdagen slet ikke noget om, at hendes håndled var kommet til skade. I retten hævdede hun, at det var, fordi hun ikke ville ødelægge festen.
”Jeg kunne ikke holde på min hors d’oeuvre”
Hun gav en malende beskrivelse af, hvor alvorlige konsekvenser det brækkede håndled havde haft for hende:
”Jeg bor på Manhattan, hvor jeg skal gå op til anden sal, så det har været meget vanskeligt. Og vi ved alle, hvor fyldt der er med mennesker på Manhattan. For nylig var jeg til et selskab, og der var det meget vanskeligt for mig at holde på min hors d’oeuvre tallerken.”
Hvilken dyb menneskelig tragedie med den hors d’oeuvre! Nu mener hun altså, at hun er i sin gode ret til at flå sin nevø i stykker, fordi han som 8-årig kom for skade at vise sin glæde på en lidt voldsom måde.
I USA er det almindeligt, at man forsøger at komme til penge ved at anlægge erstatningssager ved domstolene for alle mulige og umulige krænkelser.
Dette må dog siges at være en usædvanlig kynisk udgave.
Det bliver ikke just bedre af, at retssagen kører et år efter, at Seans mor døde.
Måtte Jennifer Connell blive kvalt i sin hors d’oeuvre.
(Daily Mirror)