Politiet gennemførte et rutine-tjek af personer på en internet-café i Kina. Så gjorde de en forunderlig opdagelse.
En 24-årig kvinde havde et falsk ID-kort og blev derfor taget med på stationen. Her fortalte den unge kvinde, at hun havde levet i sin helt egen verden i 10 år.
Hun tilbragte stort set hele sin tid på internet-cafeer, dybt opslugt af videospil. Særlig var hun fan af et spil, der hedder CrossFire, hvor opgaven var at skyde folk.
Xiao Yun, som hun hedder, levede af små almisser og lidt indtægter fra at passe kassen på nogle af cafeerne engang imellem.
Det afsløredes så, at hun havde forladt sit hjem som 14-årig efter et skænderi med forældrene. Siden lod hun aldrig høre fra sig, og forældrene troede, at hun var død. Men hun var altså opslugt af videospillenes verden – måske også som en reaktion på opgøret med forældrene.
Guderne må vide, om hun kunne være blevet ved med sit liv på internet-cafeerne, hvis hun ikke tilfældigvis var blevet opdaget.
Genforenet
Politiet gav hende en bøde på knap 50.000 kr. og kontaktede så hendes forældre, hvorefter Xiao Yun blev genforenet med dem.
Igennem alle 10 år havde moderen undladt at skifte sit telefonnummer, for hvis nu datteren ringede …
Moderen siger til en lokal avis: ”Jeg har en stædig personlighed og et heftigt temperament. Så jeg skældte hende ofte ud. Men det er 10 år siden, og nu er hun blevet voksen. Jeg vil aldrig mere skælde hende ud.”
Hvad Xiao Yun skal lave i sin hjemby, vides ikke. Men man må da håbe, at hun åbner sig for forældrene og for verden i det hele taget, så det hele ikke går op i videospil.
(The Strait Times, Daily Mirror)