Hovedpunkterne i COP21-aftalen, som i Paris den 12. december blev kaldt historisk, ambitiøs og afbalanceret:
For det første skal det noteres at aftalen først træder i kraft i 2020. Men det sagt, ligger det implicit i aftalen, at landene hurtigst muligt skal forsøge at få udslippet af CO2 til at falde. Samtidig pointeres det, at der skal tages højde for bæredygtig udvikling og udryddelse af fattigdom.
Ambitionen er, at man skal forsøge at holde klodens temperaturstigning under to grader og arbejde for at holde stigningen nede på halvanden grad i forhold til 1850, da industrialiseringen for alvor indledtes. Efter aftalen skal landene altså holde temperaturstigningerne ”et stykke” under 2 grader og samtidig stræbe efter at begrænse stigningerne til 1,5 grader, hvis det er muligt.
2 eller 1,5 grader?
Det tidligere officielle mål var 2 grader. Skeptikere hvisker om, hvorvidt det er realistisk, at landene lykkes med at holde stigningerne under 1,5 grader. Årsagen til, at det nye mål har sneget sig ind i aftalen, skyldes, at nationerne erkender, at det markant vil mindske risikoen og følgerne ved klimaforandringer – især udsigten til enorme masser af klimaflygtninge kan have spillet en rolle.
Skibe og fly undtaget
Meget centralt omfatter aftalen slet ikke fly og skibe. I dag er flytrafik ansvarlig for omkring fem pct. af den globale opvarmning, skibstrafik ca. tre pct. Fly og skibes andel af globale CO2-udslip er tilmed eksplosivt voksende og vil fortsat vokse med mindre flyselskaber og rederier bliver omfattet af globalt dækkende CO2-afgifter inden for en kortere årrække. Det er ingen løsning, at vi alene i Danmark indfører afgifter, for det vil blot skabe ulige konkurrence. Det hensyn har godt nok ikke holdt danske energipolitikere tilbage tidligere!
Ganske bemærkelsesværdigt i den henseende er det faktum, at Rederiforeningen og verdens største containerrederi, danske Mærsk, gerne havde set, at også skibe var blevet en del af Parisaftalen. Hvilket skyldes, at rederiet meget bevidst har investeret i en skibsflåde, der er blandt de mest brændstoføkonomiske i verden.
Hvordan opfyldes ambitionerne?
Det største problem ved Paris COP21-aftalen, er det forhold, at der ikke anvises nogen klar vej til at nå det i virkeligheden meget ambitiøse mål om en temperaturstigning på 1,5 til maksimalt to grader. I Parisaftalen nævnes der intet om, hvornår de globale CO2-udledninger skal være halveret (f.eks. i 2050) eller nogen præcis byrdefordeling mellem udviklede regioner som Europa, Nordamerika og Japan og udviklingsnationer (anført af Kina og Indien), der i dag står for to tredjedele af verdens årlige udledninger. Aftalen anerkender blot, at det vil komme til at tage længere tid for udviklingslande at nå deres udledningstop.
Har vi videnskabeligt belæg?
Det er ikke i sammenhæng med videnskaben. Hvis vi skal nå det vildt ambitiøse 1,5 graders mål, skal verdens udledninger falde støt med ca. syv pct. om året og nå et rundt nul allerede i 2050. Det er nærmest indlysende, at det er umuligt. På samme måde synes der desværre fortsat kun at være en ringe sandsynlighed for, at vi kommer i to graders-målet.
Hvordan skal det hele monitoreres og evalueres?
I 2018 – i god tid inden COP21-aftalen træder i kraft i 2020 – mødes landene for at evaluere deres klimaindsats. Her har landene mulighed for at hæve ambitionerne, hvis de altså ønsker det!
Desuden skal alle stater hvert andet år indrapportere, hvordan det går med at gennemføre deres planer. Et ekspertpanel i FN vil vurdere udviklingen og betydningen for den globale udledning.
Det er især udsatte ulande som med tilslutning fra den nye regering i Canada, der har kæmpet for at få 1,5-graders målet ind i aftaleteksten.
Finansieringen
Hvad med finansiering? Deltagerne skal sammen årligt skaffe 100 mia. Euro eller omregnet ca. 680 milliarder kroner til at nå de nye klimamål.
Deltagerlandene skal mødes hvert femte år for at opdatere klimamålene. Det første møde finder som nævnt sted allerede i 2018, selv om aftalen først træder i kraft i 2020.
Møder hvert 5. år
For at holde næsen på slibestenen og konstant presse landene til at øge klimaambitionerne, skal landene mødes hvert femte år. Hvis ambitionerne ikke rækker til at holde temperaturstigninger under 2 grader, er det tanken, at landene forud for disse møder reviderer deres klimaplaner. Efter aftalens ikrafttrædelse i 2020 samles landene for første gang i 2023 for at diskutere, hvordan de vil hæve klimaambitionerne.
Det kan vise sig at være et problem, at 169 nationer, deriblandt EU, har klimaplaner, der rækker frem til 2030. For disse lande bliver frivilligt, om de inden 2030 vil øge ambitionsniveauet i deres planer.
Et springende punkt er de lande der endnu ikke har nået toppen af deres CO2-udslip. Aftalen tager højde for, at dette vil tage længere tid for visse lande. Eksempelvis Indien, Kina, Indonesien og andre store udviklingsøkonomier. Lande hvor millioner mennesker endnu ikke har adgang til elektricitet. Et løst overordnet mål er blevet etableret, hvor aftalen lyder, at landenes emissioner af drivhusgasser skal toppe ”snarest muligt”. Efterfølgende løber man an på, at ”hurtige reduktioner” sørge for at begrænse udledningen. I sidste halvdel af dette århundrede – fra 2050 – 2100 – skal der ifølge aftalen være balance mellem CO2-udslip og CO2-lagring.
Lagringen kræver, at landene skal sørge for, at naturen, f.eks. gennem træplantning eller gennem aktiv CO2-lagring i undergrunden, opsuger en del af den udledte CO2. Det lykkedes ikke at komme det nærmere og t.eks. bruge termen kulstof-neutralitet eller decarbonisering som der ellers blev lagt op til under COP-forhandlingerne. Olieproducerende lande som Saudi-Arabien og andre lande har kæmpet mod en sådan formulering for at undgå en dæmonisering af carbon.
Manglende sanktioner
De udviklede industrilande skal indberette deres klimatal hvert andet år, men der er ikke sanktioner for lande, der ikke overholder deres klimamål. Ifølge aftalen er alle lande forpligtede til at indberette, hvor meget og hvordan de begrænser CO2-udledningen. Alle lande er også forpligtede til at bruge det samme globale system til at overvåge og indberette deres CO2-udledninger.
I aftalen er der også taget stilling til finansiering af følgerne og ødelæggelserne fra klimaforandringer – når klimaforandringer har angrebet de mest udsatte, f.eks. østater.
Disse stater får anerkendt nødvendigheden af at ”hindre, mindske og håndtere tab”, men industrilandene forpligter sig ikke til at betale omkostningerne for klimaskader. Diskussionen på området flyttes til en særlig ”loss and damage mecanism”, hvor finansiering, advarselssystemer og andet skal defineres og diskuteres. Lige nu er problemet, at ingen ilande, har forpligtiget sig til at til at bidrage med finansiering til området.
Man kan sige, at de industrilande, der i væsentligt omfang har bidraget til klimaproblemerne, er fritaget for kompensationsansvaret i forhold til sårbare ulande. Dog har man givet legitimitet til begrebet ”loss and damage”, fordi det nu er med i aftalen.
Verdens ledere roser COP21-aftalen, som er blevet underskrevet af 196 lande. Men kan det forventes, at alle 196 lande faktisk vil ratificere aftalen?
That has to be seen!
