I går var der parlamentsvalg i Grækenland. I dag mandag står det klart, at venstrefløjspartiet Syriza har vundet en stor sejr og kan danne regering. Venstrefløjspartiet Syriza er på græsk en forkortelse for: ”Koalitionen af Det Radikale Venstre. Syriza er en græsk pendant til Enhedslisten.
Hvis Syriza, ledet af den karismatiske Alexis Tsipras, har fået noget over 35 % af stemmerne, vil det muligvis kunne opnå flertal alene, da den græske valglov tildeler det største parti en bonus på 50 mandater i det 300 medlemmer store parlament. Det helt præcise resultat afhænger dog også af, hvor mange partier der ikke klarer spærregrænsen på 3 %.
Men alt tyder på, at Syriza ikke kan danne regering alene men skal have et af de små partier med. Det er endnu uklart hvilket.
Den dystre økonomi
Syrizas sejr er måske ikke overraskende på baggrund af den dystre økonomiske situation:
-et fald i det græske bruttonationalprodukt (BNP) på over 25 % siden 2009,
-en arbejdsløshed på over 25 % – ja, over 50-60 % for de unge -,
-en offentlig gæld på 175 % af BNP.
Grækenland har kort og godt været i recession siden 2009, og landet er af EU og Den Internationale Valutafond blevet pålagt et omfattende økonomisk reform-, sanerings- og nedskæringsprogramprogram på over henved 50 mia. €.
Kravene om reformer og besparelser er en modydelse for store lån til at holde økonomien kørende og til at afbetale på tidligere lån (Grækenlands samlede BNP er på lidt over 250 mia. €).
Det var begyndt at virke .
Men valget viser, at grækerne åbenbart fået nok, trods en begyndende ny økonomisk vækst i 2014.
Valgets udløser
De græske partier kunne i december 2014 ikke blive enige om at vælge en ny præsident, hvilket kræver 180 af parlamentets 300 medlemmer. Derfor var der for premierminister Samaras, leder af det konservative Nyt Demokrati, ingen vej udenom forfatningens krav om nyvalg. Havde der været politisk vilje, havde partierne formentlig kunnet enes om en kandidat til den ret betydningsløse præsidentpost.
Men ikke mindst Syriza ønskede et valg for at profitere af den utilfredshed og håbløshed, som hersker i store dele af befolkningen p.g.a. arbejdsløsheden, nedskæringer i social- og sundhedsvæsenet, afskedigelser og skatteforhøjelser. Syriza har lovet at gøre op med nedskæringerne, at oprette ½ million nye stillinger i den offentlige sektor og at kræve eftergivelse af den meget store gæld.
P.g.a. de mulige følger for Grækenland, for Euroen og for EU-samarbejdet af Syriza-sejr er valget blevet dækket af næsten 900 akkrediterede udenlandske journalister.
I de udenlandske mediers dækning af den græske krise har modstanden mod nedskæringsprogrammerne stået helt i forgrunden. De fleste har dermed overset, at recessionen, arbejdsløsheden, saneringsprogrammerne og den tårnhøje gæld ikke er den virkelige krise, men ”kun” dens følger.
Den virkelige krise
Den virkelige krise er – og har i mange år været -, at græsk økonomi er en gennemkorrupt underskudsforretning.
Lidt forenklet sagt producerer landet bortset fra turismen, som udgør ca. 18 % af BNP, ikke i nævneværdig grad varer og tjenesteydelser, som kan sælges til udlandet. Landbruget, som beskæftiger ca. 12 % af befolkningen, bidrager kun med 3,5 % af BNP. Grækenland er ikke konkurrencedygtigt og kan dermed ikke brødføde sig selv.
Den meget store offentlige sektor, traditionelt ca. 40 % af BNP, er omdrejningspunktet for græsk politik.
Den har ikke primært styrende, forvaltende og omfordelende funktioner, som vi kender dem i Nordeuropa, men har der imod primært til formål at skaffe beskæftigelse til det til enhver tid magthavende partis tilhængere, det være sig lige fra ministerierne i Athen ned til den lokale postmester eller jernbanearbejder.
Den offentlige sektor ude af kontrol
Store dele af den offentlige sektor er nærmest en snylter på det øvrige samfund. Mange offentligt ansatte har ikke anden opgave end at hæve deres løn og pension eller at kræve betaling under bordet for at bistå borgerne.
De fleste grækere har direkte og indirekte nydt godt af dette system og af en massiv sort økonomi med betaling af alt under bordet og uden om skattevæsenet. Systemet opretholdtes i mange år af de to indtil for få år siden dominerende partier, det socialistiske PASOK og det konservative Nyt Demokrati.
Den økonomiske forudsætning var, at Grækenland løbende kunne optage lån i udlandet til finansieringen af den offentlige sektor og underskuddene på statsbudgettet.
Når problemerne med økonomien så blev for store, devalueredes drakmen, konkurrenceevnen forbedredes kortvarigt, og det lykkedes at opnå gældseftergivelse, hvorefter nye lån kunne optages.
Dette cirkus fortsatte i de første år af Euromedlemskabet, hvor underskuddet på statens budget oven i købet blev skjult takket være kreativ bogføring, for ikke at sige ren svindel med statistikken; men i 2009 gik det ikke længere, og p.g.a. Euromedlemskabet var det ikke muligt at devaluere.
Så blev Grækenland af EU og IMF påtvunget det massive nedskæringsprogram, der også har til formål at reformere den offentlige sektor og at skabe bedre vilkår for en produktiv privat sektor.
Lad de andre betale
Syrizas valgløfter ville, hvis de overhovedet kunne indfris, være ensbetydende med en tilbagevenden til det traditionelle nepotisme- og korruptionscirkus.
Det er i virkeligheden kun det af EU og IMF påtvungne opgør med dette cirkus og udviklingen af en produktiv privat sektor, der kan løse den reelle græske krise.
Gældseftergivelse i sig selv vil ikke løse det reelle problem og er næppe heller sandsynlig, medmindre Syriza – helt usandsynligt – skulle forpligte sig til at fortsætte den saneringspolitik, som det har agiteret så stærkt imod.
Hvis en af Syriza ledet regering ensidigt opsiger gælden og forlader Euroen, kan Grækenland stå foran en statsbankerot, da ingen udenlandske instanser vil finansiere ”gildet”.
Kort sagt: De græske vælgere har stemt imod hestekuren, men for tilbagevenden til en politik, som andre skal betale for.
