Finansminister Claus Hjort Frederiksen har nu gennemført sit såkaldte uanmeldte kasseeftersyn. Det vil sige en status over, hvordan de offentlige finanser så ud, da Venstre overtog butikken.
Allerede i går aftes beskyldte Hjort på Facebook den tidligere røde regering for at have ”photoshoppet” dansk økonomi i valgkampen. Altså fremstillet finanserne som bedre, end de var.
Claus Hjorts formål med denne kritik er dobbelt:
For det første er der nogle lig i lasten, som han vil have frem i lyset, så det bliver klart, at de er den tidligere regerings ansvar.
Generelt er Claus Hjorts anklage, at den røde regering gik for tæt EU’s grænse for, hvor højt det offentlige underskud må være – nu er man på vej til at overskride grænsen for det såkaldte strukturelle underskud.
Konkret nævner Hjort blandt andet rodet med den såkaldte togfond. Den skulle finansieres af penge fra beskatning af olieindustrien. Men efter at oliepriserne er faldet dramatisk, er der langt færre penge at hente ad den vej. Så togfonden har nu et stort hul.
For det andet vil Hjort bruge sit kasseeftersyn til at fortælle både blå og rød blok og vælgerne, at der er grænser for, hvad der er råd til. Fra regeringens blå venner kommer der masser af udgiftskrævende forslag: syge, ældre, grundskyld m.m.
Hjort forsøger med sine tal at bringe forventningerne ned i et realistisk leje.
Mette Frederiksens signal om samarbejde
Claus Hjorts kasseeftersyn vil udløse skænderier mellem Venstre-regeringen og de tidligere røde regeringspartier om regnestykkerne og ansvaret.
Det kan for en stund give indtryk af, at Venstre og Socialdemokraterne lægger op til indbyrdes krig. Men det skal man ikke lade sig narre af.
Faktisk kunne noget tyde på, at Mette Frederiksen lægger op til et langsigtet samarbejde mellem de to partier.
Sådan kan man læse de interviews, som hun søndag gav til de tre store morgenaviser.
Uforpligtende meldinger
Disse interviews var ganske usædvanlige.
Normalt vil man forvente, at oppositionens leder benytter interviews op til folketingsårets begyndelse til at fremlægge en stribe ønsker, krav og forventninger.
Men Mette Frederiksen undlod konsekvent at komme med forpligtende meldinger om konkret politik. Hvad enten det var dagpenge, asylpolitik, skat, gevinsten ved at arbejde eller andet, kom hun kun med brede, uforpligtende svar.
Hun henviste hele tiden til, at hun ville afvente, hvad Lars Løkke ville spille ud med. Det er ham, der har ”serveretten”, som hun sagde med et af Løkkes egne yndlingsudtryk.
Forventer, at regeringen sidder perioden ud
Mens Mette Frederiksen sagde meget lidt om konkret politik, var hun meget klar i de overordnede politiske signaler, som hun sendte.
Hun insisterer på, at Socialdemokraterne er lige så erhvervsvenlige som de borgerlige.
Samtidig betoner hun, at hun vil føre en midtsøgende politik.
Mere direkte siger hun, at Venstre er en naturlig samarbejdspartner på ”en række afgørende samfundsområder” (Politiken).
Hun udtrykker ligefrem en forventning om, at Venstre-regeringen bliver siddende perioden ud. Det er interessant, at hun føler trang til at sige dette. Dermed signalerer hun, at hun forventer politisk stabilitet – og at hun selv vil bidrage til den.
I det hele taget er de tre interviews blottet for de store krigsråb mod regeringen. Vel nævnes uenighederne, men vægten ligger væsentligt mere på samarbejde.
Afmålt holdning til De Radikale
Der er en mærkbar kontrast mellem Mette Frederiksens konstruktive signaler i forhold til Venstre-regeringen og så de afmålte vendinger, hun bruger i forhold til De Radikale.
Hun bliver spurgt, om det er vigtigt for hende at holde fast i SR-alliancen. Hendes svar er en lirum-larum om, at ”Det Radikale Venstre er en naturlig samarbejdspartner for os og har været det gennem rigtig mange år” (Jyllands-Posten).
Opfølgende bliver hun spurgt, om hun føler sig forpligtet til at sikre, at De Radikale kommer med i en aftale om dagpengene. Det svarer hun slet ikke på.
Strategien
Hvad er Mette Frederiksen ude på?
Hun vil frem for alt generobre arbejdere i de private virksomheder, som i stort tal har forladt Socialdemokraterne, så det er blevet et meget mindre parti, end det var engang. I det hele taget ønsker hun at vise sin interesse for den private sektor.
Derfor betoner hun Socialdemokraterne som et erhvervsvenligt parti og som et resultatsøgende parti, der arbejder ind over midten.
Skal dette lykkes for hende, kan det kun ske i et konkret samarbejde med Venstre.
Hun vil ikke bruge voldsom rød retorik mod regeringen. Hun vil ikke love en masse ting, som hun så får tæv for bagefter – sådan som det skete for Thorning. Hun vil heller ikke hænges sig op på bombastiske krav, som spærrer for samarbejdet med Venstre.
Hun vil kunne forhandle frit og resultatorienteret. Derfor var hun så afdæmpet i sine interviews.
Sass og Corydon
Denne tankegang flugter godt med de to nøglefigurer ved hendes side, Henrik Sass Larsen og Bjarne Corydon. Begge ser formentlig gerne et stabilt og langsigtet samarbejde mellem Socialdemokraterne og Venstre.
Frederiksen, Sass og Corydon er sig givetvis også bevidst, at Socialdemokraterne kan få brug for Venstre, hvis det skulle lykkes at generobre regeringsmagten.
Det er jo ikke ligefrem nogen tillokkende tanke, at de skal styre landet sammen med det vingeskudte Radikale Venstre, det kraftesløse SF, det rabiate Enhedslisten og det gøglende Alternativet.
Ingen grund til jubel
Mette Frederiksen har erkendt, at hun ikke kan leve af at gå rundt og juble over, at Socialdemokraterne igen er landets største parti. Kendsgerningen er, at partiet kun er en skygge af, hvad det var engang.
Nu vil hun forsøge at genskabe et bredere fundament for partiet. Det er en kompliceret opgave, især fordi Dansk Folkeparti står så stærkt.
Men det ser ud til, at hun og folkene omkring hende ser et samarbejde omkring midten med Venstre som et vigtigt led i at styrke Socialdemokraternes troværdighed i de private virksomheder.
Uanset de aktuelle skænderier om Claus Hjorts kasseeftersyn.