Det allervigtigste i forbindelse med det regeringsskifte, der blev resultatet af folketingsvalget, er ikke de småjusteringer, der kommer til at ske på diverse økonomiske og sociale områder, eller om den offentlige sektors vækstrate blive en procent eller to højere eller lavere. Det største problem for den folkelige sammenhængskraft ligger et helt andet sted, nemlig på det værdipolitiske område.
Hvor langt vi er ude, når det gælder kulturel fattigdom og tomhed afspejler eksempelvis den diskussion, det skabte, da den nye videnskabsminister erkærede, at han troede på en skabende gud. På samme måde har det skabt røre i vise toneangivende kredse, at det er indskrevet i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land.
Dagbladet Politiken afspejler kulturel tomhed
Som en af de landsdækkende aviser med hovedbase i København, nemlig Dagbladet Politiken, skriver i en lederartikel: ”Er Danmark et kristent land? Selvfølgelig ikke.” – Så har man hørt det med (!).
Ikke desto mindre afspejler den kulturradikale hovedstadsavis uden tvivl den holdning, der lægges for dagen rundt omkring på caféerne, hvor de politisk korrekte godhedsgratister med strittende lillefinger sidder og plejer deres foragt for almindelige provinsdanskere, der tror på Gud, elsker deres land og den kultur, de er rundet af. At have dybe rødder i kristendommen og at vedkende sig disse rødder har intet at gøre med det, Dagbladet Politiken kalder ”kulturel og religiøs ensretning”.
Behov for opgør med kulturradikalismen
Der er således behov for et opgør med den kulturradikalisme, der har tråde tilbage til Georg Brandes og Det moderne Gennembrud, der satte frigørelsen fra ”fortidens lænker” i højsædet. Ud med kirken og kristendommen og ind med det totalt frigjorte moderne menneske. I 1968 førtes dette opgør med vores kristne og folkeligt nationale kulturarv videre med fynd og klem – nu i marxistiske revolutionære klæder i form af studenteroprøret.
Den tidligere regering var under stærk indflydelse af disse henholdsvis kulturradikale og socialistiske holdninger, ligesom det nationale og kærligheden til fædrelandet blev anset som reaktionære forhindringer for tilvejebringelsen af en multikulturel socialstat.
Et kristent Danmark er også et tolerancens og frisindets Danmark
Nu har vi heldigvis fået en ny politisk ledelse af landet og hermed også en ny kulturminister – endda en gedigen en af slagsen i form af Bertel Haarder, der med sine dybe rødder i dansk grundtvigsk højskoletradition repræsenterer helt andre værdier end dem, der var i højsædet hos S, R og SF suppleret af Enhedslisten.
At der derfor i regeringsgrundlaget er en konstatering af, at Danmark er et kristent land, har intet med ensretning eller undertrykkelse af anderledes tænkende at gøre. Tværtimod baner det vejen for en dyb og holdbar tolerance og et ægte frisind, som ikke kan praktiseres af frit i luften svævende individer, der fornægter egne rødder og egen identitet. Det skaber tomhed, rådvildhed og kaos i stedet for sammenhængskraft.
Et kulturpolitisk dannelsesprojekt er forhåbentlig på vej
Som den tidligere socialdemokrat Ole Hyltoft skriver i en anden landsdækkende Københavner-avis, Berlingske: ”Det, der er karakteristisk for nationalstaten, er, at de demokratiske institutioner, også kulturpolitikken, er forankret i en folkelig, national kultur, der bygger på fælles sprog, historie, religion, sædvaner og tilknytning til et hjemland.” – At gøre landets borgere fortrolige med deres fælles, danske kultur er en vigtig og central opgave for den kulturpolitik, der skal føres i de kommende år – et stort kulturpolitisk dannelsesprojekt, som Bertel Haarder er velegnet til at stå i spidsen for.
Og lad så Ole Hyltoft få det sidste ord med følgende citat fra hans artikel i Berlingske:
”Udfordringerne med parallelsamfund, internationalisering, pres mod ytringsfrihed, manglende kendskab til kristendommen og meget andet er blevet værre. Jeg håber og tror, at grundtvigianeren Bertel Haarder ønsker at bevare de folkelige og elitære dele af vores kultur.” – Kun ved at kende os selv kan vi nemlig møde verden med ægte åbenhed og tolerance, samtidig med at vi ikke gør vold på vores egen identitet og vore egne demokratiske frihedsidealer. Lad folkeligheden og fællessangen i sognegårdene og forsamlingshusene byde de politisk korrekte og dybest set intolerante kulturradikalister i universiteternes frokoststuer og på de fancy caféer i storbyerne op til dans….!
