Flere og flere daginstitutioner går i dag ind og vil bestemme, hvordan børnenes madpakker skal se ud.
I mange institutioner, især i de store byer, er der madordninger, så børnene slet ikke skal have madpakke med. Langt de fleste vuggestuer bespiser børnene.
Men der er stadig mange institutioner rundt om i landet, hvor forældrene selv skal sørge for børnenes mad. Flere og flere steder vil pædagogerne i den forbindelse bestemme, hvad forældrene putter i madkassen.
I en institution i Thisted formulerer lederen Anne Marie Yde det meget kontant:
”Forældrene kan give børnene, hvad de vil derhjemme, men her i min butik er der visse politikker der skal overholdes – f.eks. må forældre heller ikke tale i mobiltelefon, når de henter og bringer deres børn,” siger hun. (Jyllands-Posten)
Formanden for FOLA, en forening for forældrebestyrelser, går også ind for nul-tolerance. Hun siger endda at forældrene bare kan have deres børn hjemme, hvis de ikke kan finde ud af at rette ind.
”Når forældre vælger at sætte deres børn ind i et fællesskab som en børnehave syv timer om dagen, må de også være klar til at rette ind efter de politikker, der er i det fællesskab … alternativet er, at forældrene bliver hjemmegående, hvis de vil have fuld kontrol over, hvad de små skal have at spise,” siger Dorthe Boe Danbjørg. (Jyllands-Posten)
Det er især sukkerholdige ting som kiks, vafler, Petit Danone-yoghurt, mælkesnitte og diverse pålægschokoladeprodukter, som institutionerne bandlyser.
Man forbyder simpelthen forældrene at give børnene en godbid eller dessert med i madpakken. Et halvt stykke groft rugbrød med pålægschokolade om fredagen er altså også forbudt.
Carsten Kumari Paakjær har to døtre i en institution i Aarhus, og han forstår ikke den stramme politik.
”Jeg er selv tømrer og ved udmærket, at der skal en solid bund til, hvis man skal have energi til hele dagen. Men jeg har det også selv sådan, at jeg godt kan lide at få en lille dessert engang imellem. Et solidt måltid og så lidt lækkert til slut.” (Jyllands-Posten)
Det er ulovligt
I institutionerne er det forældrebestyrelserne som i samarbejde med lederen og personalerepræsentanter udstikker reglerne for børnenes madpakker.
Men ifølge juraprofessor ved Københavns Universitet Kirsten Ketscher har institutionsbestyrelserne slet ikke kompetence til at udstikke forbud mod bestemte madvarer. Daginstitutionen og forældrebestyrelsen kan kun sætte regler for selve driften af institutionen, ikke den mad som forældrene selv betaler for, siger professoren. (Jyllands-Posten)
Kirsten Ketscher vurderer, at grænsen for hvad forældre må give børnene med i madpakken, går ved ulovlige fødevarer som for eksempel hash-kager og lignende.
Lektor i socialret ved Aalborg Universitet Nina Von Hielmcrone mener også, at institutionerne er på gyngende grund, men at de naturligvis er i deres gode ret til at skabe nogle rammer og retningslinjer for, hvad børnene har med i madpakkerne.
En fornuftig kostpolitik
Det siger sig selv, at børn ikke har godt af at spise hvidt brød dagen lang, ligeså lidt som de har godt af tylskørt og gummistøvler i frostvejr på legepladsen.
Derfor er det også vældig fornuftigt, at institutionerne forholder sig til, hvad et godt børneliv i institutionen indebærer. Det indebærer blandt andet, at man orienterer forældrene om, hvad man har af forventninger til det, børnene bringer med i institutionen – herunder madpakken.
Men de strenge forbud er ikke i orden, og altså heller ikke lovlige.
Det handler om pædagoger som ikke vil kontrollere børnene
Når børn får godbidder med i madpakken, sker der oftest det, at de går ombord i godbidderne først, og det kan betyde, at der ikke bliver plads til de sunde ting.
Så pædagogerne er nødt til at tale meget med de mindste børn om, hvad der skal spises først, og oftest bistå som kontrollanter.
Men nogle pædagoger kan ikke lide at sige: ”Du får ikke lov at spise din godbid, før du har spist det andet”. Andre gider ikke blande sig, og der er også dem, der mener, at børn skal have lov at spise sig mætte i det, de nu føler for.
Jeg har selv arbejdet i en børnehave på Islands Brygge i København, og der talte vi også ofte om madpolitikken. Institutionen var en af de få, hvor børnene stadig havde madpakker med hjemmefra.
Der var fortrinsvis to grupper: De, der mente at børnene havde bedst af at regulere sig selv, og de, der mente, at pædagogerne skulle træde i forældrenes sted og hjælpe børnene med at udvikle hensigtsmæssige spisevaner.
Jeg mødte ingen forældre eller børn, som ikke var glade for, at pædagogerne blandede sig.
Madpakker er forskellige akkurat som de sko, vi går i
Der gives mange argumenter for, at børn ikke skal have sukkerholdig mad med i madpakken.
Nogle institutioner fremhæver, at man undgår misundelse, og at børn bliver kede af det, hvis sidemanden har noget man gerne selv ville have haft. Man siger også, at reglerne hjælper pædagogerne i deres arbejde.
Men pædagogernes fremmeste opgave er at lære børnene at udvikle gode spisevaner på basis af fornuft og viden, ikke ved forbud.
Man lærer ikke børn at udvikle et fornuftigt forhold til det usunde ved at forbyde det. Og i øvrigt er forbud mod ”forkert” mad formynderisk over for forældrene det formynderisk i en grad, som er helt uholdbar.
Hvad kunne det næste blive? At bollen skal være lavet på hvedemel?
”Skal man så også forbyde sko der blinker, fordi nogle børn kan blive misundelige? Nej, der må man sige: sådan er det bare,” siger Sanne Lorentzen, der er formand for lederne i pædagogernes fagforening BUPL. (Jyllands-Posten)
Diktater og standardisering er ikke vejen
Folk er forskellige, og nogle gange er sidemandens madpakke bare mere ”spændende” end ens egen.
Men i stedet for at forbyde Lukas’ forældre at give ham en godbid med, fordi Alfred og Lilja bliver dybt kede af det, kunne man jo gøre noget andet. Man kunne tage en snak med forældrene til de overkorrekte madpakker om, at liste en lille ting ind engang imellem.
Faktisk har jeg oplevet, at flere forældre åndede lettet op ved den besked. En mor fortalte også, at det var svært for lille Mulle at forstå, hvorfor han ikke måtte få noget med, når de ældre søskende fik det med i skole.
Diktater og standardisering er ikke vejen, når det gælder madpakkerne. Det duer hverken i forhold til børnene eller deres forældre.
Institutionerne må meget gerne komme med ideer, overvejelser og forslag – og påpege problemer. Men de kan ikke sætte forældrene ud af spillet. Det siger både loven og den sunde fornuft.
