Regeringen og Folketingets partier skal til at forhandle om et nyt politiforlig. Der er på forhånd bred enighed om, at politiet skal have flere ressourcer. Men der vil vise sig uenigheder om, hvor stort behovet er.
I den senere tid er der kommet stærke påmindelser om, at ressourcerne ikke rækker til de opgaver, politiet har – eller bør have.
Senest har der været stor omtale af, at politiet i vidt omfang negligerer indbrudstyverier, fordi det må bruge mange kræfter på andre opgaver.
Ingen reel kontrol ved grænsen
For nylig oplevede man et andet, alvorligt eksempel på, at politiets ressourcer ikke rækker til at varetage, hvad der burde være indlysende opgaver:
Siden 6. september har asylansøgere temmelig uhindret bevæget sig over den danske grænse fra Tyskland. Man holder reelt ikke styr på, hvem der kommer ind.
Da det bragede løs omkring den 6. september brugte justitsminister Søren Pind som et argument for politiets passivitet, at man ville være nødt til at dræne resten af landet for politiressourcer, hvis man skulle sikre reel kontrol ved grænsen.
Dette er ret beset en temmelig rystende situation. Landets justitsminister vurderer, at politiet ikke har ressourcer nok til at klare et vist pres på den danske grænse fra trods alt begrænsede grupper af asylansøgere.
Når det ikke vækker mere opsigt, skyldes det formentlig, at man slår sig til tåls med, at de fleste asylansøgere bare rejser videre til Sverige. Men det er og bliver en uantagelig situation, at vi er ude af stand til at kontrollere vores egne grænser.
En permanent tilstand
Selv om der ikke er den store kontrol af asylansøgerne ved indrejsen, så giver asylstrømmen alligevel politiet en hel del mere arbejde. Samtidig lægger terrorbekæmpelsen beslag på mange kræfter hos politiet.
Dette er to meget håndgribelige årsager til, at politiet skal have flere ressourcer.
Derudover har vi et forsvar, der er blevet udsultet i en årrække. Det fik man en lille påmindelse om, da flymekanikerne i Irak simpelt hen sagde stop. Men der har gennem længere tid lydt advarende røster om, at det danske forsvar er blevet at for tyndt i forhold til de opgaver, det står med.
Og nu kommer det allervigtigste: Når presset vokser ud over, hvad vores politi og forsvar kan klare, så skyldes det ikke en forbigående krise.
Den situation, vi oplever i dag, er ikke en undtagelse. Det er en permanent tilstand, så langt øjet rækker.
Overmod og selvtilfredshed
Hele den vestlige verden fik i 1990’erne bildt sig ind, at vi nu havde fået en ny normaltilstand i verden. En tilstand, hvor resten af verden groft sagt ville blive som os i Vesten.
Det var efter afslutningen på Den Kolde Krig. Nu ville ikke bare Østeuropa, men også Rusland udvikle sig i vestlig retning. Det samme ville ske i den muslimske verden.
I 2003 fik dette vestlige overmod en ekstra tand, da man væltede Saddam Hussein i Irak. I kølvandet på det fulgte det såkaldte arabiske forår, der også blev tolket som et udtryk for, at denne del af verden bevægede sig i retning af Vestens demokrati.
Vesten solede sig i disse fantasier. Man bildte sig ind, at amerikaneren Francis Fukuyamas tåbelige teori om, at historien havde nået sin afslutning, holdt stik.
I en sådan situation kunne man ikke se det store formål med at bruge mange ressourcer på at forsvare Vesten selv. For der var jo ikke nogen trussel. Man kunne også nøjes med politi til husbehov, for der var fredeligt i gaderne og ved grænserne.
Men Vestens bløde selvtilfredshed og magelighed blev snart ramt af en verden, der slet ikke var, som man havde bildt sig ind.
Man opdagede ikke, hvad der skete
Vladimir Putin kom til i 2000 og drejede Rusland ind på en mere aggressiv kurs mod Vesten. Pludselig gik det op for Vesten, herunder Danmark, at man havde ladet nærforsvaret forfalde langt ud over det holdbare.
Det arabiske forår gik under i islamistisk fanatisme og voldsomme sekteriske kampe (sunnier mod shiaer m.m.).
I Vesten havde man stort set ikke opdaget, hvordan tingene faktisk fungerede i den muslimske verden. Man havde ikke opdaget, at islamisme og fundamentalisme fra 1970’erne havde vundet mere og mere frem. Man havde ikke opdaget, at det fik aggressionerne mod Vesten til at svulme.
Man havde heller ikke opdaget, at disse faktorer kun var blevet holdt under en vis kontrol af dybt autoritære regimer. I samme øjeblik de var væk, bragede det løs med interne religiøse konflikter og stammekrige.
Sidst, men ikke mindst, havde man ikke opdaget, at den muslimske indvandring til Europa gav grobund for at føre konflikterne ind i Vesten og rette dem mod Vesten. Det sidste fik Danmark en pludselig demonstration af under Muhammed-krisen i 2005-06.
Vesten under voldsomt pres
Nu står vi så dér. Med Putins aggressive Rusland. Med et Mellemøsten begravet i konflikter og anti-vestlige stemninger. Med en ukontrolleret flygtningestrøm, der truer med at undergrave de europæiske landes samfundsorden, sikkerhed og stabilitet.
Det var 1990’erne og Vestens overmod, der var den store undtagelse. Det er det voldsomme pres mod Vesten, der nu vil være normaltilstanden.
Det kan Danmark naturligvis ikke håndtere isoleret. Men vi kan og skal selv gøre en indsats. Det kræver betydeligt større ressourcer til de institutioner, der skal værne om vores sikkerhed – politiet og forsvaret.
