Søndag arresterede politiet på Sicilien en 18-årig mand fra Elfenbenskysten ved navn Mamadou Kamara. Han er mistænkt for det brutale mord på et ægtepar, der boede tæt på det asylcenter, hvor han er anbragt.
Ofrene er den 68-årige Vincenzo Solano og hans 70-årige kone Mercedes Ibanez.
Mordet puster yderligere til italienernes kraftigt voksende protest mod asyltilstrømningen til landet.
Italien har foreløbig modtaget 100.000 bådflygtninge alene i år. En stor del af dem befinder sig på Sicilien.
Den mistænkte blev reddet på Middelhavet i en båd fra Libyen 8. juni. Siden har han boet på et asylcenter på Sicilien, der rummer flere tusind mennesker og er Europas største.
Den formodede morder er ikke bare asylansøger. Han er en asylansøger, der slet ikke burde være i Italien, fordi han kommer fra et såkaldt sikkert land. Det gør sagen særlig eksplosiv.
Mordene
Vincenzo Solano blev fundet med halsen skåret over. Mercedes Ibanez blev fundet liggende død i gården til det hus, hvor parrets lejlighed lå. Politiets efterforskere mener, at hun kan være faldet ud over lejlighedens balkon, da hun flygtede i panik fra morderen.
Mamadou Kamara blev anholdt søndag, efter at politiet havde undersøgt hans taske, da han vendte hjem til asylcenteret.
Man fandt en computer og en mobiltelefon, som angiveligt tilhørte Solano. Desuden var der et par bukser med blod på, som ligeledes var Solanos. Tilsyneladende bar den mistænkte også en af Solanos T-shirts. Kamara bedyrede dog, at han havde ”fundet” tingene på gaden.
Vrede mod regeringen
Asylcenteret, hvor Kamara har boet, er berygtet. Det er præget af prostitution, salg af ulovlige varer og forbindelser til organiseret kriminalitet.
Mange asylansøgere bliver hængende i måneder på centeret, fordi det trækker ud med at få behandlet deres asylansøgninger.
I manges øjne er disse tilstande en falliterklæring for den italienske regering under socialisten Matteo Renzi. Renzi er i det hele taget under kraftig beskydning, fordi befolkningen er ved at miste tålmodigheden over de mange asylansøgere og flygtninge i landet.
Flere regioner og kommuner nægter pure at tage imod flere.
Tanken om, at en asylansøger, som møjsommeligt er blevet reddet op fra Middelhavet, derefter skærer halsen over på en pensionist og driver hans kone i døden, skaber særlig stor vrede mod de ansvarlige politikere.
Ministerpræsident Renzi har holdt lav profil i den uhyggelige mordsag. Men også det har sat ham under voldsom beskydning – specielt fra datteren af de myrdede.
Hun har ellers tidligere støttet Renzi, men nu anklager hun regeringen for dens slaphed i udlændingepolitikken.
Hun er også meget forarget over, at hverken Renzi eller indenrigsminister Alfano har sendt så meget som en lille besked på Twitter, der kunne vise deres medfølelse med familien.
Kommer fra et sikkert land
Den formodede morders baggrund gør hele sagen særlig alvorlig for Renzi og regeringen.
På Facebook har Matteo Salvini, leder af det stærkt indvandringskritiske parti Lega Nord, sat fingeren direkte på det ømme punkt. Han skriver: ”Hvad er det nu lige for en krig, den fyr er flygtet fra?”
Den formodede morder er nemlig hverken flygtet fra krig eller forfølgelse. Han kommer fra Elfenbenskysten, der betragtes som et sikkert land. Derfor burde han slet ikke være i Italien.
Faktisk har den franske regering netop besluttet at skærpe reglerne for at udvise folk fra sikre lande. Blandt disse nævner man Elfenbenskysten.
Sagen rammer Europas politiske ledere
Denne modbydelige mordsag rammer ikke bare den italienske regering. Den rammer i det hele taget de politiske ledere i Europa.
De har tilladt en dramatisk voksende tilstrømning til Europa, hvoraf størsteparten består af mennesker, som slet ikke er flygtninge. De har økonomiske motiver til at komme – de søger et bedre liv for deres familier.
Dette er menneskeligt meget forståeligt. Men det ville være fuldstændig ødelæggende for de europæiske samfund, hvis de skulle modtage alle dem, der søger mod bedre levevilkår.
I forvejen er de europæiske lande overbelastede af de mange, der falder ind under flygtningebegrebet, sådan som det fortolkes i dag. Man behøver hverken at være personlig forfulgt eller direkte involveret i krig for at få status som flygtning.
Merkel og de andre kommer ikke med nogen seriøse bud
Forbundskansler Angela Merkel og andre taler i øjeblikket meget om en bedre fordeling af asylansøgere mellem EU-landene. Men det bliver næppe til meget, og det er under alle omstændigheder slet ikke den afgørende problemstilling, hvis man skal håndtere asylkrisen.
Det afgørende er at få lagt en kraftig bremse på den samlede tilstrømning til Europa. Hvis det ikke sker, vil de europæiske lande bevæge sig ned ad en vej, som fører mod kaos.
Men hverken Merkel eller andre er foreløbig kommet med seriøse bud på, hvordan man konkret skal holde tilstrømningen nede – ikke mindst økonomiske ”asylansøgere” som den formodede morder på Sicilien.
Det brutale mord udstiller politikernes fatale svigt i håndteringen af asylproblemerne.
(The Telegraph, The Local, La Stampa, Corriere delle Sera)