Jille Tunstall, der er madanmelder på avisen Daily Post, besøgte en restaurant i Wales. Da tjeneren havde passeret hendes bord med en lifligt duftende ret, spurgte hun ham, hvad det var.
Han svarede venligt: ”Det er fisk og skaldyr linguini, min skat (”my love”).”
Det følte hun sig åbenbart meget krænket over. I sin avis skriver hun, at det var en ”nedladende” behandling.
Og hun fortsætter forarget: ”Ville man sige sådan til en mand, der sad her alene, skriger jeg inde i mit hoved.”
Hun har oven i købet et fint udtryk for tjenerens adfærd: ”henkastet sexisme”. Her taler virkelig en repræsentant for de politisk korrekte snakkende klasser.
En bustur i Cornwall
En kvinde, der serverer eller laver noget andet, kunne bestemt også finde på at kalde en mand for ”honey” eller ”love”. Uanset, om han sidder alene eller ej. Som en hyggelig tiltaleform.
Faktisk kan det være meget charmerende for en dansker, at folkelige briter i den grad bruger den slags små ”kæleord” til at skabe en god stemning – også i forhold til mennesker, som de ikke har nogen nær relation til.
Som for eksempel på en bustur i Cornwall fra byen Penzance til den lille flække Mousehole (ja, den hedder faktisk ”Musehul”). Mange kvinder steg på bussen, og de blev alle mødt med et ”Good morning, love!”
Det var en måde at byde velkommen på og skabe en god og jovial kontakt. Der var med garanti ingen af de kvinder, der gik hjem til deres mand og klagede over chaufførens ”henkastede sexisme”.
Man søger krænkelser overalt
Men blandt de politisk korrekte er der kommet en kultur, hvor man søger krænkelser overalt – enten på egne eller en på eller anden offer-gruppes vegne.
Frodige, hyggespredende sprogblomster bliver inspiceret nøje og humorforladt, og censurens økse falder hurtigt over enhver vending, der med tilstrækkelig ond vilje kan udlægges som fornærmende, nedladende, sexistisk, racistisk – eller hvad det nu er.
Kritik fra læserne
Madanmelderen Jill Tunstall fik en stribe kritiske reaktioner på avisens Facebook fra folk, der mente, at hendes sexisme-snak bare var for meget.
Michelle Pierce gør opmærksom på, at mange bruger udtrykket ”my love”. Sandra Phillips beretter, at hun for nylig blev tiltalte med ”honey” af en meget ung mandlig ekspedient.
Goodluk Jason skriver, at han som mand bliver kaldt ”love” af både unge og ældre kvinder, og at han godt kan lide det.
James87 udbryder: ”Af alle de krænkende ting, nogen kunne finde på at sige, så bliver du fornærmet over, at du bliver kaldt min skat?”
Han tilføjer: ”Jeg bliver tit tiltalt med ”mate” (”kammerat”). Det går jeg ud fra, at du som kvinde ikke gør. Er det så sexistisk i den modsatte retning?”
Men det preller givetvis af på Jill Tunstall. Hun virker som et af de mennesker, der ser det som en mission her i livet at føle sig krænket.
