Integration er blevet en term, som ingen rigtigt forstår betydningen af, eller som der i hvert fald er stor uenighed om. Er en person af fremmed herkomst integreret, når vedkommende blot arbejder og betaler skat, eller kræves det, at vedkommende tager de værdifællesskaber til sig, som hersker i vores land?
Når repræsentanter for Udlændingestyrelsen tager til UNHCR’s flygtningelejre og udvælger flygtninge med ”integrationspotentiale”, betyder det så, at vedkommende skal kunne arbejde, kan nogle brokker på et vestligt sprog, ikke er analfabet og måske har en eller anden form for uddannelse?
Eller betyder det, at f.eks. en enlig kvinde (måske) kunne have glæde af at komme til et land med de værdier, der nu en gang er vores, uden undertrykkelse, med muligheder for personlig udvikling og med frihed og fred?
Økonomi som integration
Politikere (og industriens folk) synes generelt alene at sætte lighedstegn mellem integration og arbejde/skat. Uden tanke for, at de tilkomne ikke vil kunne glide ind i vores fællesskab, hvis kulturbagagen ikke er efterladt i hjemlandet.
Vi kan alle søge job i et komplet kulturfremmed land uden på nogen måde at tage dette lands kultur til os. Vi kommer næppe til at elske diktatorer, manglende demokrati og frihedsrettigheder for Loke såvel som for Thor, kvindeundertrykkelse, sharia, selvpromovering af fromhed, bestialske straffe, vilkårlige fængslinger m.v., fordi vi arbejder – og betaler skat – i et land, hvis kultur er os inderligt imod. Vi bliver på ingen måde integreret. Og en dag rejser vi hjem igen.
Alligevel er definitionen på integration, at hvis blot flygtninge, der altovervejende kommer fra muslimske eller andre meget kulturfremmede lande, arbejder og betaler skat, så er de automatisk integreret. Intet er mere forkert. Integration drejer sig om helt andre ting.
Islamister og integration
At definitionen er forkert kan man selv overtyde sig om. Der er adskillige muslimske foreninger, heriblandt Hitzb ut-Tahrir og Det Muslimske Trossamfund, hvis talsmænd og medlemmer føler den samme afsky for vores værdifællesskaber, som vi føler for deres. En stor del af dem har formentlig arbejde og betaler skat dvs. de ”bidrager”.
Der er endvidere adskillige personer, der måske/måske ikke er medlem af en muslimsk forening, men som deler den samme ideologi som ovennævnte. F.eks. den 16-årige, som mener at have ret til at fortælle danske kvinder, hvordan de skal klæde sig, hvis de ikke vil voldtages.
Højt- og mellemuddannede muslimske kvinder, som nærer forkærlighed for bestialske straffe (for andre selvfølgelig) og provokerende, arrogante kvinder (minut 1.47), der mentalt aldrig har forladt deres landsby i hjemlandet. Eksemplerne er legio.
Belal El-Khatib
Et nyligt meget eklatant eksempel på en uintegreret person er islamisten Belal El-Khatib, der ikke får foræret dansk statsborgerskab. Vi skylder Naser Khader tak for hans ihærdige arbejde. Khatib mener ganske vist selv, at der er tale om ”tankekontrol”. Men heri tager han fejl.
Det er ikke hans tanker, men udtrykte ideer om afskaffelse af demokratiet og ønske om at indføre et khalifat, der er årsagen til, at vi ikke ønsker at give ham den fineste gave, vi kan give en udlænding. Han mener tillige, at hans udelukkelse ikke er demokrati. Jo, det er lige netop det, det er. Flertallet har ikke ønsket ham, derfor er han forkastet. Det kaldes demokrati, Khatib.
Khader har lovet, at han fremover vil være meget opmærksom på disse islamister. Han kommer på hårdt arbejde, for der er rigtigt mange af dem, men det kan forhåbentligt forhindre, at flere islamister, end tilfældet allerede er, får dansk statsborgerskab.
Man er ikke integreret, fordi man uddanner sig, arbejder og betaler skat. Det er dét, der er inde i hovedet, der fortæller, om man er dansk.
Værdier som integration
Integration er ikke noget, det er muligt at påtvinge andre. Det er et spørgsmål om et ønske om at ville internalisere de grundværdier, som det land, man lever i, har. En integreret indvandrer selvpromoverer ikke sin fromhed og smider den i hovedet på folk, som har en anden religion eller vil være helt fri for religion, vil afskaffe demokratiet og ønsker landets love baseret på en gud, forsøger at forhindre ytrings- og pressefrihed, kontrollerer kvinders uddannelse og ægteskab og nægter dem de frihedsrettigheder, vi andre har kæmpet for i så mange år.
Kun de, der vil integreres, bliver integreret. Selv om der gudskelov er mange af dem, må det konstateres, at alt for mange ikke hører til i vores land og aldrig burde have haft dansk statsborgerskab.
