DR og TV2 bliver ved med at tilsløre et afgørende træk ved den folkevandring, som Danmark og andre lande står overfor

Folkevandringen er nået til Budapest (Skærmprint You Tube)

Folkevandringen mod Europa har skabt en helt uoverskuelig situation, som EU og de enkelte lande nu kæmper med at få styr på.

 

Det har naturligt nok præget medierne, herunder TV-kanalerne. På skærmen ser vi endeløse billeder af folk, der går i land fra skibe og både, folk, der krydser grænser, folk, der sover under primitive forhold, folk, der beklager sig over behandlingen – og hvad det nu ellers måtte være.

 

TV2 News afsatte hele sidste torsdag til en væg-til-væg dækning af flygtningesituationen.

 

Men allerede i overskriften på denne dag, var der noget galt. Noget, som går igen i det meste af TV-dækningen og en hel del af den øvrige mediedækning:

 

Man taler hele tiden, som om langt størsteparten af folkevandringen består af mennesker, der flygter fra krig og forfølgelse. Altså flygtninge.

 

Men det er efter alt at dømme forkert. Formentlig udgøres størsteparten af folkevandringen af mennesker, der kommer til Europa for at forbedre deres levevilkår. De er ikke asylansøgere i ordets egentlige forstand, men derimod folk, der har økonomiske motiver til at sætte sig i bevægelse.

 

DR og TV2 bliver ved med at tilsløre dette afgørende træk ved den folkevandring, som Danmark og andre lande står overfor.

 

Hvorfor?

 

Økonomiske motiver

Befolkningseksperten Poul Chr. Matthiessen og samfundsforskeren Gunnar Viby Mogensen har i en kronik påpeget, at kun hver fjerde asylansøger i EU fik tildelt flygtningestatus i 2014 (Berlingske). Og det tal overvurderer formentlig antallet af reelle flygtninge.

 

En stor del af resten har sat sig i bevægelse for at få en bedre levestandard til sig selv og familien. Dette er menneskeligt set et fuldt forståeligt motiv.

 

Men de europæiske lande kan under ingen omstændigheder magte at tage imod alle de mennesker i verden, der gerne vil til Europa for at få gunstigere økonomiske forhold. Det ville gøre det umuligt at opretholde vores samfund, som vi kender dem.

 

”Migranter”

TV-kanalerne gør imidlertid kun meget lidt ud af at orientere deres seere om, at denne gruppe er kæmpe stor og formentlig udgør flertallet af dem, vi nu ser strømme til Europa.

 

Man kunne for eksempel se lidt på tallene og konstatere, at der kommer en del hertil fra lande, der er fungerende demokratier uden krig. For eksempel en række afrikanske lande. Et af dem er Afrikas folkerigeste stat Nigeria.

 

Man kunne også belyse, at mange af de tilrejsende fra for eksempel asiatiske lande som Pakistan og Afghanistan heller ikke befinder sig i krigszoner. For slet ikke at tale om folk fra Balkan, der i øjeblikket strømmer massivt til især Tyskland.

 

Man kunne i det hele taget gøre meget mere ud af at portrættere denne enorme gruppe.

 

Men det bliver ikke til meget. Man nøjes som regel med at sparke ind, at folkevandringen består af ”flygtninge” og ”migranter”. Det sidste ord, der er uforståeligt for de fleste, skal så dække over, at en del af de tilrejsende har økonomiske motiver. Men det er stærkt nedtonet.

 

Menneskeligt drama

Hos TV-stationerne synes der at være en betydelig iver efter at give indtryk af, at langt de fleste er rigtige flygtninge i dybeste nød.

 

Det er heller ikke svært at give det indtryk. For også for de økonomiske ”asylansøgere” er rejsen fyldt med strabadser. Så der er masser af billeder af udmattede mennesker, grædende børn og desperate reaktioner.

 

Hvis man har kastet sig ud på den lange hårde rejse for at få et bedre liv, er det selvfølgelig en frygtelig tanke, at det mislykkes, så man må rejse hjem igen.

 

Lars Løkke og Angela Merkel

Så også den økonomiske folkevandring rummer et stort menneskeligt drama for mange. Men det ændrer ikke ved, at de europæiske samfund ikke kan tage imod de økonomiske vandrere uden at gå i knæ.

 

Derfor er det en meget påtrængende opgave for de europæiske myndigheder at få afgjort, hvem der er reelle asylansøgere, og hvem der alene ønsker et bedre liv.

 

Dette var et centralt emne, da statsminister Lars Løkke Rasmussen i fredags besøgte den tyske forbundskansler Angela Merkel. De to regeringschefer syntes at være enige om, hvor vigtigt det er at foretage denne skelnen.

 

Angela Merkel har sammen med den franske præsident Francois Hollande planer om at lave modtagecentre i Italien og Grækenland. Her skal man vurdere, om folk er reelle flygtninge eller økonomiske ”asylansøgere”, så snart de kommer i land.

 

De økonomiske vandrere skal så sendes tilbage.

 

Misinformation

Dette er en meget krævende plan, og dens succes eller fiasko vil have stor betydning for, hvordan asylsituationen i Europa udvikler sig.

 

Men det får man slet ikke indtryk af, når man ser dansk TV. Her er man ikke optaget af at skelne klart mellem flygtninge og økonomiske vandrere. Tværtimod bestræber man sig på at fremstille dem alle sammen som flygtninge.

 

Det synes at ske med den underliggende dagsorden, at de alle er ofre, som vi må tage imod. For Journalistisk Venstreparti er det et mål i sig selv, at Danmark åbner for den størst mulige tilstrømning af mennesker.

 

Alt andet vil fra den synsvinkel være ondt, nationalistisk og slet ikke multikulturelt nok.

 

Resultatet er, at seerne misinformeres.

Del på Facebook