Helle Thorning Schmidt og socialdemokraterne vil bevare det Danmark, danskerne kender.
Det Danmark jeg kender er ved at blive ødelagt bl.a. fordi:
Danmark er et af verdens dyreste lande. Danmark har verdens højeste skatter og afgifter, og vel også produktions omkostningsniveau. Dette er ikke naturskabt, det er politisk besluttet at sådan skal det være, for nogle partier bevidst for andre måske ubevidst.
Det danske skatte og afgifts system ødelægger borgernes og samfundets økonomi.
Mere og mere produktion, flere og flere arbejdspladser flytter ud af landet. Flere og flere produkter importeres fra lande vor produktionsomkostningerne er meget lavere.
Grænsehandelen bliver større og større, hvilket medfører nedlæggelse af forretninger og arbejdspladser i Danmark. CO 2 forureningen øges med al den unødvendige transport, men det luner måske i den slunkne statskasse med de ekstra afgifter på benzin, som det medfører.
Al arbejdskraft i Danmark i produktionen som sælges i Danmark bliver dobbelt beskattet ca. 40 % indkomstskat pålagt 25 % moms. Resultatet er at kassedamen, alle dem der arbejder med de varme hænder, og andre almindelige lønmodtagere skal arbejde ca. 5 timer for at kunne købe for eksempel en håndværker i 1 time. Samtidig skal de løbe stærkere og stærkere på grund af ” DEN DANSKE MODEL” (overenskomst forhandlingerne), hver gang lønnen stiger med 2 kr. tager skatten ca. 1 kr. Ikke underligt at mange bliver syge og stressede med det pres, der bliver for at holde omkostningerne nede.
En række livsnødvendige ting som vand, varme, el og spildevand er belagt med store afgifter + moms.
Dertil kommer et stort bureaukrati som særligt belaster de mindre virksomheder.
Den indkomstskat som betales af alle som får udbetalt løn, honorarer, overførselsindkomster, pensioner, udliciterede opgaver og offentligt igangsatte arbejdsopgaver, som udføres af private firmaer, samt rådgivende konsulentfirmaer, bidrager ikke til den danske velfærd. Det er udelukkende et bidrag til egne lønninger, honorarer mm. Dermed være ikke sagt at det ikke kan være gode, nyttige og nødvendige ting de bidrager med.
BNI (brutto national indkomsten) vil jeg mene ikke er et reelt mål for de samlede indkomster i Danmark da en meget stor del af lønningerne er betalt af egne indkomstskatter. Det styrker måske kreditværdigheden over for udlandet, og bliver også brugt som målestok, når der skal betales ulandsbistand mm.
Det er de danske erhvervs virksomheder sammen med de ansatte, som er det økonomiske grundlag for velfærdsstaten.
Jeg vil påstå, at ingen privat virksomhed intet demokratisk samfund kan på sigt drives på den måde som I politikere har gjort siden momsen blev indført, medmindre pengene kan pumpes op af jorden.
I politikere bruger masser af tid på er at genere hinanden. Masser af tid på at forsøge at mildne ulemperne at af jeres egen fejlslagne politik. Gå da til ondets rod. Dobbelt beskatningen af arbejdskraften er den største hindring for at få flere i fornuftigt og produktivt arbejde.
Sådan som det fungerer nu må regering og folketing hvert år skal igennem den samme procedure med at finde store besparelse og nye skatter og afgifter, for at få samfundsøkonomien til at hænge sammen.
Det er det Danmark vi kender i dag. Er det det, vi skal bevare?
Det er det Danmark Helle Thorning Schmidt og socialdemokraterne kender og vil bevare.
Momsen er nok et nødvendigt onde for at have kontrol med virksomhederne.
Men indkomstskatten hæv bundgrænsen så den svar til minimum lønnen på arbejdsmarkedet. Så kommer det gang i beskæftigelsen. Håndværker fradraget har bevist at bare det kan spares lidt så kommer det flere i arbejde.
NB: Jeg vil gerne bidrage med en besparelse på de offentlige udgifter med de 160.000 kr. jeg betaler i skat af min borgmester pension. De penge bidrager jo ikke til velfærd for fællesskabet de figurerer jo bare på min årsopgørelse som en indtægt igen til næste år. Det har jeg ikke nogen glæde af, medmindre jeg vil investere i et eller andet hvor jeg kan få skatte fradrag. Det er det utroligt mange danskere som er kommet i klemme med i de senere år. Det Danmark kender vi også.
Jens Peter Kock
