Fredag bragte Jyllands-Posten en omtale af Trykkefrihedsselskabet i anledning af dets 10 års fødselsdag. I manchetten til artiklen stod der:
”Selv om foreningen stadig er isoleret på den yderste højrefløj, oplever den en øget opbakning.”
Lørdag bragte Berlingske en artikel om en kvinde i Norge med marokkansk baggrund, der stemte på Fremskrittspartiet. Her hed det i manchetten:
”Hun er andengenerationsindvandrer, og alligevel stemmer hun på Fremskrittspartiet, Norges mest højreorienterede parti.”
De venstreorienterede journalister har ofte meget travlt med at fremhæve, hvor ”højreorienterede”, ”ekstreme” eller ”yderligtgående” borgerlige kræfter er.
Hensigten er ikke til at tage fejl af: De fleste mennesker bryder sig ikke om rabiate meninger. Og ved at udråbe synspunkter som rabiate, søger journalisterne at opnå en skræmmeeffekt.
Ordet, der aldrig bliver brugt
Men hvordan kan man vide, at der ligger en politisk hensigt bag, når journalisterne bruger disse udtryk?
Ja, man kan jo sammenligne med deres omtale af de politiske kræfter til venstre. Resultatet er slående:
Der er ét ord, som de røde journalister aldrig bruger: Det er ordet ”venstreekstremist”. Eller ord, der er beslægtet med det.
Man undlader med stor konsekvens at forbinde alt, hvad der ligger til venstre, med noget ekstremt. Det fremstilles som naturlige eller i hvert fald forståelige synspunkter.
Enhedslisten og endnu længere til venstre
Enhedslisten bliver i journalisternes reportager aldrig omtalt som ”den yderste venstrefløj” eller som et ”venstreekstremt” parti. Aldrig. Hverken i Jyllands-Posten, Berlingske, TV 2, DR eller noget andet større medie.
Ja, ikke nok med det. Selv kræfter, der ligger endnu længere ude til venstre end Enhedslisten, omtales stort set ikke som yderligtgående eller venstreekstremister.
Der findes for eksempel en gruppe, der kalder sig noget så fint som ”Antifascistisk Aktion”. En forkølet flok revolutionære fantaster.
Jævnligt omtaler medierne dem med det positive ord ”antifascister”. Ellers bruger man det ret neutrale ord ”venstreorienterede”. Men praktisk talt aldrig ”venstreekstremister” eller for den sags skyld ”voldsdyrkende venstreekstremister”.
I det hele taget udviser selv store mediers journalister en utrolig rummelighed i forhold til alle kræfter, der er imod borgerlige synspunkter – ligesom de røde journalister selv.
Søndag bragt Politiken således et billede på forsiden med følgende opsigtsvækkende tekst: ”Hizb ut-Tahrirs populære frontfigur er pæredansk.” En meget velvillig, ja, nærmest jovial lancering af en organisation, der ønsker et diktatur styret af barbarisk sharia-lov.
Meget enkelt
De røde journalisters brug af ord som ”yderligtgående” og ”ekstrem” er sådan set meget enkel:
De borgerlige kræfter, som ligger langt fra de røde journalisters egne synspunkter, bliver stemplet som yderligtgående.
Til gengæld er der næsten ingen, der ligger så langt til venstre, at de røde journalister ikke har en vis forståelse for dem.
Derfor er der ét ord, som de røde journalister aldrig bruger.
