I disse dage lægger mange kommuner sidste hånd på budgettet for det kommende år. Budgetaftalerne stiller store krav til kommunalpolitikernes forligsevner, og heldigvis er der i mange kommuner tale om brede aftaler om forhold, der ikke kun berører kommunens egne borgere.
Også i Gentofte er borgmester Hans Toft og et stort flertal i kommunalbestyrelsen nået til enighed om kommunens budget for det kommende år.
Selvom det igen er lykkedes at holde indkomst- og ejendomsskatterne i ro, giver det for skatteborgerne skår i glæden, at Gentoftes borgere igen i 2016 skal understøtte kommuner, hvor borgerne som følge af et lavere pris- og omkostningsniveau ofte har et betydeligt højere rådighedsbeløb.
Udligningen koster kommuner dyrt
Det kan ikke være meningen, at fattige Gentofte-borgere på den måde tvinges til at støtte rige borgere i andre kommuner. Gentofte Kommunes samlede nettoudgifter til udligning er 1.619 mio. kr. i 2016.
Reelt er kommunens bruttoudgift til udligning til andre kommuner på ca. 2,5 mia. kr., hvis der medregnes, at Gentofte Kommune mister et betydeligt bloktilskud som følge af udligningen.
Mange borge har samtidig svært ved at forstå, at en bureaukratisk statslig beskæftigelsesreform, der sænker refusioner for forsørgelsesydelser, betød, at udligningen i 2016 blev yderligere strammet med forhøjelse af grænsen for overudligning fra 92 til 93 pct., hvilket indebærer, at det højere udligningsniveau har gennemslag for bl.a. Gentofte.
De samlede konsekvenser af refusions- og udligningsreformen er indregnet i Gentofte Kommunes budget for 2016 med et samlet tab på 10 mio. kr.
Formålet med den mellemkommunale udligningsordning er angiveligt at Christiansborg vil sikre, at uanset kommunernes egne ønsker skal kommuner med forskellige underliggende vilkår, have mulighed for at tilbyde omtrent samme serviceniveau uden for store forskelle i skatteprocenter.
Udligningen virker ikke
Selvom flere justeringer af det kommunale udligningssystem de senere år har trukket i retning af at omprioritere midler fra større bykommuner til yderkommuner og landdistriktskommuner, er der intet der tyder på at det mellemkommunale udligningssystem har nogen varig effekt på de økonomiske forskelle, der kan konstateres mellem forskellige kommuner.
De økonomiske vismænd, der i foråret 2015 nøje vurderede forskellige muligheder for at fremme den økonomiske udvikling og beskæftigelsen i yderområder, fandt da heller ikke anledning til at anbefale kommunale udligning som et brugbart instrument.
Det kommunale selvstyre undermineres
I sidste ende må det være op til det kommunale selvstyres politisk prioritering, hvilket serviceniveau, der skal tilbydes i den enkelte kommune. Der bør være plads til, at nogle kommuner ønsker et relativt lavt beskatningsniveau og et tilhørende lavt offentligt serviceniveau, mens der i andre kommuner vil være ønsker om det modsatte.
Det nuværende udligningssystem, betyder, at der fra Christiansborg gennemtvinges en urimelig omfordeling af skatteborgernes midler, der ikke kun berøver kommunerne incitamenter til at fremme den lokale indkomstskabelse, men også mindsker behovet for lokale politiske prioriteringer vedrørende skat og service.