En 85-årig kvinde i Østrig var lige flyttet ind i en fin ny pensionistbolig. Men hun døde bare fem dage efter.
Det viste sig, at hun efterlod næsten 1 mio. euro i pengesedler, lidt over 7 mio. kr.
Det var jo alle tiders for arvingerne … hvis det ikke lige var for én ting: Hun havde minutiøst klippet samtlige pengesedler i små stykker!
Man må gå ud fra, at hun gjorde det bevidst. Det østrigske politi har en teori om, at hun på den måde ville hævne sig på arvingerne. Men måske har hun simpelt hen været utilregnelig i gerningsøjeblikket.
Der lå i hvert fald en kæmpestak af små seddel-stumper, da politiet indfandt sig. De tog meget samvittighedsfuldt fat på det møjsommelige arbejde med at klistre stumperne sammen igen.
Man fandt i øvrigt ud af, at kvinden også havde et anseligt beløb stående på nogle bankbøger.
Fleksible myndigheder
Men hvad med de sammenklistrede pengesedler? Kunne de overhovedet bruges? Ja, svarede den østrigske nationalbank og føjede til:
”Hvis kvindens plan var, at ingen af hendes arvinger skulle have pengene, så er den plan slået fejl.” (Kurier)
Denne udgang på sagen vidner om en meget fleksibel indstilling hos de østrigske pengemyndigheder.
Straf til de forkerte
Normalt er det sådan, at en beskadiget pengeseddel erstattes af nationalbanken, hvis mindst 50 procent af sedlen er intakt. Men hvis pengesedlerne er blevet klippet i stykker, antændt eller på anden måde beskadiget med vilje, kan man ikke få dem ombyttet.
I en kilden sag som denne må man dog træffe en afgørelse ud fra de konkrete omstændigheder, lyder det fra Friedrich Hammerschmidt i nationalbanken.
”Når arvingerne kun forefinder seddel-stumper og pengenes herkomst kan spores, så kan de selvfølgelig erstattes af os i deres helhed.”
Hammerschmidt henviser til, at arvingerne jo kan være helt uskyldige i, at pengene er klippet i stykker. ”Hvis vi så ikke udbetalte pengene, ville vi jo straffe de forkerte mennesker.”
Måske alligevel en slags hævn
Arvingerne bør være dybt taknemmelige over hjælpsomheden hos både politiet og nationalbanken.
Nu skal arven fordeles mellem dem. Det skal så vise sig, om de kommer op at skændes i den forbindelse. I så tilfælde vil den 85-årige kvinde alligevel få en slags hævn over dem.
Hvis det altså var det, der var formålet med hendes mærkelige klipperi …
(Kurier)