Danskernes handel på internettet eksploderer, men der er farlige faldgruber – læs her hvordan du undgår dem

Colourbox

I takt med den stigende handel på internettet stiger risikoen for problemer i en handel også tilsvarende. I juni måned trådte en ny Forbrugeraftalelov i kraft i Danmark, som skal hjælpe internetkøberne til bedre rettigheder i forbindelse med oplysningspligt om indholdet i handelen, fortrydelses- og returret. Problemet er bare, at de samme regler ikke gælder ved køb hos udenlandske internetbutikker. Og det kan blive en kedelig og dyr affære, hvis der opstår problemer i handelen.

 

Handelen på internettet er de senere år eksploderet mere end forventet. I 2013 handlede danske forbrugere på internettet for i alt 69 mia. kr. og topper dermed EU’s liste over den befolkning, som sammen med Storbritannien, handler mest via internettet. Og det er ikke blot danskernes forbrug, som skubber på den stigende vækst.

 

Cross-channel” – en kombination af fysisk butik og salg fra hjemmeside

 

En anden årsag til den markant stigende udvikling skal også ses i begrebet ”cross-channel”, hvor flere og flere fysiske butikker nu også vælger at sælge deres varer på internettet – og deciderede internet-butikker omvendt vælger også at åbne fysiske butikker. Det skaber mersalg, fordi det samtidig giver forbrugerne flere fordele ved et køb. Fx muligheden for fysisk at se varen inden et køb – eller bytte en vare købt på internettet i en fysisk butik.

 

Stigende problemer med forbrugernes rettigheder ved e-handel

 

Det store salg via internettet skaber derimod også flere problemer med forbrugernes rettigheder til at gennemskue betingelserne ved et køb – fx med fortrydelses- og returrettighederne. Derfor er en ny Forbrugeraftalelov trådt i kraft i juni måned, hvor udbydere af varer på internettet er blevet pålagt ændrede forhold til gavn for køberne af e-handelsvarer. Det gælder mere gennemsigtig information om varen, fortrydelses- og returrettigheder. Men loven gælder kun for handel hos danske internetudbydere.

 

Pas på e-handel i udenlandske netbutikker

 

En del af den øgede internethandel sker via udenlandske netbutikker – i alt handlede danskerne således i 2013 for i alt 13,7 mia. kr via udenlandske hjemmesider. Modsat de danske forbrugerrettigheder skal man ved e-handel i udlandet være opmærksom på, at dansk lovgivning ofte ikke er gældende – og at der derfor kan opstå problemer i forbindelsen med handelen.

 

Det kan være rigtigt svært at gennemskue, om en hjemmeside er dansk eller ej. De udenlandske udbydere af internetvarer opretter tit danske hjemmesider – ofte gerne også med mulighed for dansk betaling fx. via Dankortet. Det får hjemmesiden til at se ”dansk ud”, men ejerskabet af internet-firmaet er reelt på udenlandske hænder.

 

Det med småt”

En københavnsk cafe oplevede således, at de ved køb af en opvaskemaskine hos Gastro GGM Scandinavia til 10.000 dkr. måtte erfare, at det påhviler køberen at læse alt det ”med småt” – herunder de tekniske specifikationer. Efter levering af varen viste det sig, at maskinen slet ikke var tilpasset det danske el-net. Da det blev konstateret, kunne maskinen ikke sendes retur, da maskinen som følge af el-net-problematikken fik ødelagt nogle vitale dele. Firmaet bag produktet henholdte sig til, at man som køber skulle have læst alle de tekniske specifikationer – og at fejlen derfor var forbrugerens, da maskinen åbenbart ikke var ”installeret korrekt”. Da den danske forbrugerbeskyttelseslov ikke kunne gælde her, var pengene tabt. Firmaet har ellers en hjemmeside på dansk og oplyser dansk telefonnummer og bankforbindelse, men kundekontakten går reelt via Sverige på vegne af et tysk-ejet selskab! Al kommunikation med kundeservice måtte derfor også ske på engelsk.

Læs også
Myndighederne spærrede Bazar Vest af – og afslørede dårlig hygiejne, sort arbejde og socialt bedrageri

 

Særlige regler for levering fra et land uden for EU

 

Et andet konkret problem, som også gælder for private e-handels købere er, at der kan skulle betales ekstra told og moms ved køb hos udenlandsk ejede hjemmesider. Nemlig hvis firmaet fysisk sender varen fra et land uden for EU! Dette forhold fremgår yderst  sjældent af teksten på en hjemmeside. Eksempelvis sender hjemmesiden Miniinthebox.com således deres iPhone-produkter fra Hong Kong. Varen stoppes derfor i den danske told og skal deklareres der, da den kommer fra et land uden for EU. Og er det fx et firma, som har købt produktet, skal man for at undgå ekstra omkostninger hos Told og Skat ind og registrere sig med ”import af varer” og angive det ved næste moms-indberetning. En noget besværlig affære. Ved levering til en privat-adresse, kan det også i nogle tilfælde betyde, at prisen på varen i værste tilfælde kan blive fordoblet.

 

Læs andres erfaringer inden et internet-køb

 

Da det kan være uoverskueligt at gennemskue et udenlandsk firmas internet-regler og forsendelsmetoder, kan forbrugerne kun via internettet forsøge at indhente oplysninger om det pågældende firma via andre forbrugeres oplevelser. Fx. ved at google sig frem til anbefalinger – eller det modsatte. Det kan nemlig blive en dyr affære ikke at sætte sig ordentligt ind i forholdene, for når varen først er bestilt, er det ofte umuligt at fortryde.

 

Kilder: Bl.a. Dansk Erhverv, Danmarks Statistik

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…