Statsminister Lars Løkke Rasmussen udstak i fredags fire målsætninger, som skal være ledetråde for regeringens arbejde:
Færre skal være på offentlig forsørgelse.
Der skal skabes flere private arbejdspladser.
Kernevelfærden skal styrkes – med sundhed og ældre i centrum.
Tilstrømningen til Danmark skal drejes, så der kommer flere hertil, som arbejder og uddanner sig, og færre, der får asyl eller familiesammenføring.
Kritik
Løkke er blevet kritiseret for, at disse målsætninger er for brede og uforpligtende. Men det er fuldt forståeligt, at han i første omgang holder sig til de overordnede mål.
Hvis han stillede mere præcise mål op med konkrete tal, ville disse tal hænge som en møllesten om halsen på ham frem til næste valg.
Hans spinkle mindretalsregering er helt afhængig af aftaler med andre partier. Hvis han havde formuleret sine ambitioner meget præcist, ville han gang på gang være nødt til at fravige sine egne planer for at opnå forlig – og det ville det meste af mediedækningen så komme til at dreje sig om.
Med det bredere udgangspunkt kommer der mere ro omkring regeringens arbejde.
Det afgørende
Man kan så diskutere, om Løkkes målsætninger kunne have været formuleret lidt anderledes. Skulle skatten for eksempel have været et selvstændigt punkt?
Men heller ikke den debat bør man fortabe sig i. For at sige det rent ud, er det temmelig ligegyldigt, hvordan man lige formulerer disse punkter.
Det afgørende er derimod, at ledetråden for denne regerings arbejde bør være erkendelsen af, at Danmark står med nogle udfordringer, som er langt større, end vi hidtil har haft lyst til at erkende.
Disse udfordringer skal ikke bare tackles i forhandlinger mellem partierne. De skal i høj grad også tackles i en dialog mellem politikere og befolkning.
Vi danskere har nu brug for at se tre barske sandheder i øjnene om den virkelighed, som vores samfund står overfor.
Den første sandhed
Den første sandhed lyder: Vi risikerer, at vi økonomisk bliver en anden rangs nation.
Vi kan ikke længere hamle op med de nationer, som vi normalt sammenligner os med, når det gælder vækst. Og så er der selvfølgelig konkurrencen fra resten af verden. Bliver det ved, rykker vi ned. Det vil ramme både vores velstand og vores velfærdssystem.
Vores arbejdsstyrke er simpelt hen for lille til at skabe stærk vækst, og vi har for mange på offentlig forsørgelse. Den begyndende vækst, vi har set på det seneste – og som i øvrigt er dykket i årets andet kvartal – er mest båret af østeuropæisk arbejdskraft.
I Sverige og Holland har de 5,6 personer i beskæftigelse i forhold til hver person på offentlig forsørgelse. I Danmark har vi … 3,5 beskæftigede for hver offentligt forsørgede (ifølge tal fra Dansk Arbejdsgiverforening).
Det er fuldstændig afgørende for vores fremtid, at tilskyndelsen til at tage et arbejde bliver større.
Den anden sandhed
Den anden sandhed lyder: Vores sikkerhedssystem er ikke på højde med de nye store trusler, som vi står over for. Politi og forsvar er ikke stærkt nok til at sørge for danskernes tryghed.
Det danske forsvar er blevet udsultet, så vi i dag ikke længere er fuldt duelige som samarbejdspartnere for andre NATO-lande.
Den advarsel er netop blevet sendt til forsvarsminister Carl Holst i et brev fra Knud Bartels, der er tidligere forsvarschef og indtil for nylig den højest placerede danske general i NATO. (Berlingske)
Der er brug for flere ressourcer og for en omstilling, der tager højde for, at vores nærområde alligevel ikke er så fredeligt, som vi gik og bildte os ind (Rusland) – samtidig med, at truslen fra Islamisk Stat skal bekæmpes.
Det danske politi må også udbygges væsentligt, hvis det skal håndtere den ny terrortrussel uden at andre opgaver, der er vigtige for borgerne, forsømmes – blandt andet indbrud.
Den tredje sandhed
Den tredje sandhed lyder: Asyltilstrømningen til Danmark og det øvrige Europa er ved at komme helt ud af kontrol. Vi står over for en regulær folkevandring, som truer med at ændre vores samfund til ukendelighed.
Hvis man mener, at det er en overdrivelse, bør man nærstudere udviklingen i Sverige, som er ved at segne under byrden af en hovedløs asylpolitik.
I Danmark forsøger vi at holde igen, og regeringens forslag om lavere sociale ydelser til flygtninge er en vigtig stramning. Men forude venter et nødvendigt opgør med de konventioner, der udspringer af en helt anden tid.
En betydelig del af debatten om udlændingepolitik føres, som om vi fortsat talte om et lille antal mennesker, som lige skal passes ind i vores samfund. Men presset mod vores samfund er kommet op på et historisk nyt niveau.
Man ved ikke, om man skal le eller græde, når man hører visse erhvervsledere forklare, at det vil gavne dansk erhvervsliv, hvis vi opgiver den stramme asylpolitik. De pågældende har ikke gjort sig den ulejlighed at tænke konsekvenserne igennem.
Løkke-regeringen er lille. Dens opgaver er store. Der bliver stillet store krav til dens forhandlingsevner og til dens dialog med befolkningen om den ny virkelighed, Danmark står overfor.
