Danmarks tidligere statsminister og Socialdemokraternes tidligere formand Helle Thorning-Schmidt er indstillet som kandidat til posten som FN’s flygtningehøjkommissær.
Helle Thorning-Schmidt valgte efter valget 18. juni at trække sig som formand for Socialdemokraterne, efter det ikke lykkedes at genvinde regeringsmagten trods fremgang til partiet. Hun blev efterfølgende udnævnt til Socialdemokraternes præsidiemedlem, ligesom hun fik plads i Udenrigspolitisk Nævn.
Nu er Helle Thorning-Schmidt indstillet til at efterfølge den nuværende flygtningehøjkommissær, portugiseren António Guterres.
Flygtningehøjkommissariatets primære opgave er at sørge for beskyttelse og hjælp til verdens flygtninge og statsløse. Der er ansat 7.600 medarbejdere i kommissariatet fordelt i 125 lande.
Hvis Helle Thorning-Schmidt får FN-posten, vil hun gå i tidligere statsminister og Venstre-formand Poul Hartlings fodspor – han bestred nemlig posten fra 1978 til 1985.
For de historisk interesserede, kan det være en passende anledning til at mindes en stor dansk politiker, der døde 85 år gammel den 30. april 2000.
Poul Pegepind
Poul Hartling blev valgt til Folketinget for Venstre i 1957, men faldt ved valget i 1960. I 1964 kom han igen i tinget, og da Erik Eriksen 24. maj 1965 gik af som formand for folketingsgruppen og som partiformand, overtog Poul Hartling begge poster kort tid herefter.
Poul Hartling blev lidt nedladende kaldt ”Poul Pegepind”, men i “Svanningetalen” nærmede han sig Det Radikale Venstre, og da Jens Otto Krags socialdemokratiske mindretalsregering måtte træde tilbage i 1968, dannedes VKR-regeringen under Hilmar Baunsgaard, og Hartling blev udenrigsminister i fire år.
Det skal nævnes, at den borgerlige regering fik et trist eftermæle – især fordi den hævede skatterne, beskar forsvarsbudgettet, frigav pornografien og tillod fri abort.
Den smalle Venstre-regering
Hartling dannede en Venstre-mindretalsregering efter valget i 1973, det såkaldte jordskredsvalg, selv om Venstre havde mistet 8 mandater. Regeringen – ”Træskoregeringen”, havde danmarkshistoriens mindste opbakning med kun 22 venstremandater bag sig, men der blev heller ikke konstateret noget flertal imod regeringen, der kun havde 12 ministre og følgelig også fik tilnavnet ”Det beskidte dusin”.
Teologen Poul Hartling, der havde været rektor for Zahles Seminarium, fik på Christiansborg et ry som alt andet end blød. En journalist spurgte ham, om han vidst at han var kendt som en hård banan. Uden tøven svarede Hartling, at det var han godt klar over, og man måtte gerne kalde ham ”Chiquita”.
Hartling udskrev valg i 1975, og selv om Venstre næsten fordoblede sit mandattal, var det Anker Jørgensen, der nu dannede en socialdemokratisk regering. En borgerlig firkløverregering var ellers under opsejling, men Hartling valgte til sidst at give op, da den ville blive afhængig af Mogens Glistrup og hans Fremskridtspartiet.
Højkommissær i 1978
Hartling fortsatte som Venstreleder, men blev i 1977 af den socialdemokratiske udenrigsminister K.B. Andersen kørt i stilling som de nordiske landes bud på en afløser for pakistaneren Sadruddin Aga Khan som FN’s flygtningehøjkommissær.
Som højkommissær var Hartling mere anonym end sin forgænger og stod desuden over for større udfordringer, idet det internationale flygtningeregime for alvor kom under pres fra slutningen af 1970’erne med de vietnamesiske bådflygtninge, som de færreste modtagerlande umiddelbart ønskede at tage imod.
Oveni blev UNHCR’s arbejdsområde udvidet til at omfatte nødhjælp, hvoraf især nødhjælpen til flygtningene fra Cambodja og Afghanistan lagde store bånd på UNHCR’s ressourcer.
Nobels fredspris
Alligevel opnåede Hartling en fornem karriere som højkommissær frem til 1985, som blev kronet i 1981, da flygtningehøjkommissariatet modtog Nobels Fredspris for arbejdet med genbosætning af over 1 mio. indokinesiske flygtninge.
Poul Hartling var politisk aktiv i en høj alder. I perioden 1987-89 var han rådsformand for Dansk Center for Menneskerettigheder og fra 1990 til 1995 var han formand for Udenrigsministeriets Demokratifond.
I sine ældre år udarbejdede han sammen med sin hustru krydsordsopgaver til Weekendavisen.
Hartling-kontoen
Poul Hartling kom til at lægge navn til den såkaldte Hartling-sag.
Udenrigsministeriet havde i en årrække brugt danske bistandsmidler øremærket til FN-uddannelsesformål til at dække andre formål.
Flygtningehøjkommissærens organisation var helt afhængig af FN-medlemmernes bidrag, og der var ikke afsat særlige ressourcer til Højkommissærens repræsentative forpligtelser. Ikke noget problem under den tidligere Højkommissær, den hovedrige Aga Khan, og noget måtte gøres.
K.B. Andersen og kreative folk i Udenrigsministeriet mente, at nogle af bistandsmidlerne til FN-uddannelsesformål kunne gøre mere nytte på Hartlings repræsentationskonto og en hemmelig, dansk finansieret konto blev etableret.
Da misbruget kom til Rigsrevisionens og Statsrevisorernes kendskab flere år efter Hartlings afgang som Flygtningehøjkommissær, gav skandalen anledning til en dommerundersøgelse.
Dommeren fandt i 1992 frem til tre ansvarlige embedsmænd. Tjenestemandssager blev der dog ikke tale om, da to af embedsmændene var pensionerede, og da de fejl, som den tredje havde begået, lå 15-20 år tilbage. Blandt ministrene blev der heller ikke placeret et ansvar. Den muligvis ansvarlige udenrigsminister, socialdemokraten K.B. Andersen, var død allerede i 1984.
Af hensyn til Helle Thorning Schmidt kan man håbe, at repræsentationsforholdene i Flygtningehøjkommissariatet er bragt i orden siden Hartlings tid.
