Vindmøllestrøm eksporteres med stort tab

Colourbox

Ved det kommende valg vil partier og politikere, som vil garantere billigere strøm til forbrugerne, kunne høste tilslutning.

 

I øjeblikket bliver sagesløse forbrugere rask væk afkrævet omkring 2,30 kr. pr. kWh, selvom spotprisen kun er på omkring 25 øre!

 

Danske skatteborgere, der i forvejen betaler verdens højeste skatter, er også belastet af verdens højeste el- og varmepriser.

 

De traditionelle energiafgifter inkl. CO2-afgiften vil i 2015 nå op på over 40 milliarder kr. Hertil kommer PSO-afgiften, der finansierer støtten til den såkaldte miljøvenlige el-produktion – vindmøller, biomasse og solceller, på over 7 mia. kr.

 

Som led i den grønne omstilling og målsætningen om et fossilfrit samfund 2050 giver det i princippet god mening, at vedvarende energi, biomasse og træpiller erstatter olie og gas hos forbrugerne, og kul på kraftvarmeværkerne.

 

Regeringen fik da også i 2012 overtalt et flertal i Folketinget til at gå med på en langsigtet energiaftale. En række af aftalepartierne kom til fornuft og fik forhindret regeringens vanvittige forsyningssikkerhedsafgift på brænde og træpiller, men nu truer hele korthuset med at ramle.

 

Importerede træpiller giver vindenergien baghjul

Fagbladet Ingeniøren har dokumenteret, hvordan importerede træpiller giver vindenergien baghjul.

 

Stik imod politikernes ønsker udfordrer træfyring nu varmepumper og producerer mere energi til danskerne end vindmøllerne. Møllestrømmen sælger vi i stedet billigt til udlandet.

 

Regeringen prøver krampagtigt at holde det offentlige budgetunderskud inden for EU-grænsen, og derfor er man sygeligt optaget af at opretholde skatte- og afgiftstrykket.

 

Det burde jo ikke overraske energiministeren, at selvom afgifterne er skyhøje, vil afgiftprovenuet af olie, gas og kul falde i takt med at disse brændsler udfases. Selvom det kunne forudses, er det selvfølgelig også en streg i regningen, at der herved kommer til at mangle finansiering af den omhyggeligt tilrettelagt afgiftskarrusel, hvor forbrugerne gennem stigende afgifter finansierer opførelsen af store vindmølleparker.

 

Energiministerens pipedreams forudsatte, at vindmøllestrømmen skulle sendes tilbage til alle de varmepumper, som forbrugerne skulle have købt. Problemet er bare, at hverken almindelige forbrugere, virksomheder eller kraftvarmeværkerne har noget incitament til at erstatte biomassen med varmepumper.

 

Vindmøllestrøm eksporteres med tab

Det siger meget om den vanvittige energipolitik, at der først gives massive tilskud til grøn elproduktion, for herefter at eksportere den med samfundsøkonomiske tab, fordi regeringen har gjort det økonomisk urentabelt at benytte selvsamme strøm til varmeproduktion.

 

Det bliver interessant at følge, om forbrugerne vil stille regeringen til regnskab ved det kommende Folketingsvalg?

Del på Facebook