Undervisningsministeriet har besluttet at indføre digital prøveafvikling.
Det betyder, at alle eksaminer og prøver i gymnasiet efter indkøringsperioden 2016-2019 skal gennemføres ved, at eleverne i eksamenslokalet modtager og besvarer opgaverne digitalt, og ved at censorerne modtager, retter og giver karakterer for opgaverne digitalt. Det samme kommer til at gælde studieretningsopgaven.
Ministeriet udmelding af dette nye ”fremadrettede” initiativ er påfaldende tavst om de betænkeligheder, man uanset fordelene ved digitaliseringen nødvendigvis må have ved en total digitalisering af eksaminerne.
Forskellige vilkår for elever, der skal til eksamen
Eksamen var indtil gymnasiereformen af 2005 kendetegnet ved, at eleverne havde ensartede og lige vilkår uanset deres baggrund.
Det har de ikke haft de siden reformen trådte i kraft for 10 år siden. Og en digitalisering af prøverne vil skabe yderligere skel mellem eleverne og give urimelige fordele til de digitalt stærke elever.
Spørgsmålet er også, hvad man kommer til at måle ved sådanne prøver. Professor Niels Egelund spørger helt relevant: ”Er det elevernes kompetencer til at ”surfe” på internettet, eller er det deres evne til at vurdere rigtigheden af det, der kommer frem?”
Plagiatkontrol er hullet som en si
Ministeriet fremhæver beroligende, at der vil blive indført plagiatkontrol, men ikke desto mindre lukker ministeriet med digitaliseringen op for rige muligheder for at snyde ved eksamen.
Afskriftskontrol opfanger nemlig kun de mere banale former for snyd ved eksamen, og det er naivt at tro, at der ikke vil være masser af kvikke elever, der finder ud af, hvordan man kommer uden om kontrollen.
En plagiatkontrol vil heller ikke fange kontakten til den pensionerede bedstefar derhjemme, der sidder parat til at bistå sit barnebarn ved eksamensbordet, eller den studerende, som gymnasieeleven har hyret til at sidde parat til at hjælpe med besvarelsen via de sociale medier. Der bliver gang i Facebook ved fremtidige eksaminer. Nogle skoler kan checke, om eleverne går på jagt via skolens net, men eleverne kan jo også bruge deres personlige internetprofider, og det er straks betydeligt vanskeligere at checke.
Digitale eksaminer vil sætte yderligere skub i snyderiet, som allerede i dag er et alvorligt problem i gymnasiet. Det viste sig for nylig igen ved studieretningsopgaven, som har været omgærdet af snyderi i mange år, uden at ministeriet har følt sig foranlediget til at gøre noget ved det.
Nogle elever snyder ved at få deres forældre, bedsteforældre eller andre familiemedlemmer til at skrive hele eller væsentlige dele af opgaven. Det er ikke tilfældigt, at studieretningsopgaven populært kaldes for forældreopgaven, og at den indebærer en social skævhed, der giver unge fra hjem med klaver urimelige fordele.
Der bliver snydt, hvor det er muligt
Andre elever finder besvarelser på internettet, som de skriver helt eller delvist af, og atter andre elever køber en besvarelse eller hjælp til den hos universitetsstuderende. Elever annoncerer ligefrem efter hjælp i Den blå Avis eller henvender sig direkte til de bureauer, der er blevet oprettet til formålet.
Snyderi er nemmere at gennemføre ved en hjemmeopgave som studieretningsopgaven, men der er ingen grund til at tro, at bedre muligheder for at snyde ved eksamen ikke vil blive udnyttet. Hvor der kan snydes, bliver der snydt, oven i købet ganske skamløst.
Som en elev åbenhjertigt sagde til Berlingske Tidende (18/12-2014): ”Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænker. Det er mit liv, og hvis jeg vil snyde på den måde, så er det vel op til mig”.
Det skal der gøres
Man skal kunne stole på, at de karakterer, der bliver givet ved eksamen, afspejler en elevs faglige kunnen og ikke hans/hendes digitale færdigheder, familiens akademiske niveau eller dens økonomiske formåen.
Der er klare fordele ved at åbne mulighed for at digitalisere eksaminer, men det er ikke klogt at lukke øjnene for de problemer, der vil opstå ved en total digitalisering.
Man kan ikke indføre digitale eksaminer uden et fintmasket kontrolapparat og tilknyttede eksaminer uden hjælpemidler, der kan medvirke til at skabe en balance.
