Regeringens nye vækstpakke møder kraftig kritik fra Venstre. Partiet kalder planen alt for uambitiøs.
Det hører med til det almindelige forhandlingsspil, at man markerer sig forud for forhandlingerne. Men denne gang er det trods alt mere end det.
Der er vitterlig stor afstand mellem parterne. Og der er folketingsvalg forude. Derfor kan det blive svært for Helle Thorning at lave en aftale med Lars Løkke. Ingen af dem har lyst til at gå med til noget, som svækker deres profil i valgkampen.
Thorning vil have fat i Løkkes allierede
Thorning, Corydon og Vestager må derfor tænke i to baner på én gang i forbindelse med disse forhandlinger:
På den ene side skal de gøre et forsøg på at opnå et forlig med Venstre.
På den anden side skal de arbejde på, at det er Løkke, der står med de største problemer, hvis forhandlingerne bryder sammen. Sådan at han står svækket op til valget.
Thorning vil i den forbindelse forsøge at hente støtte hos Løkkes tungeste allierede og bruge det mod ham.
Disse allierede er for det første erhvervslivet, med DI i spidsen. For det andet Dansk Folkeparti. De skal være Thornings to våben i kampen om vækstpakken.
Thornings taktik
Thorning satser på, at begge disse parter vil være mere imødekommende over for regeringens forslag end Venstre.
Dermed kan de være med til at lægge pres på Løkke for at indgå et forlig. Og hvis det ikke lykkes,
vil Thorning i valgkampen slå på, at Løkkes allierede var mere positive og konstruktive end ham. Hun vil sige, at det udstiller et Venstre, der har bevæget sig væk fra midten.
Om det så virkelig kan forbedre Thornings chancer ved valget, der i øjeblikket ser meget små ud, skal ikke kunne siges. Men hun er jo nødt til at gøre forsøget.
Vækstpakken
Regeringens vækstpakke rummer ét større forslag: Man vil lempe den såkaldte PSO-afgift, der går til at støtte vedvarende energi, med cirka 1 mia. kr. om året i seks år.
Derudover er der hele 89 forskellige mindre forslag, der især drejer sig om at gøre livet lettere for virksomhederne i det daglige.
De skal have færre reguleringer og mindre administrativt bøvl. De skal have lettere adgang til finansiering og til rekruttering af udenlandsk arbejdskraft.
Desuden skal der mere konkurrence ind i visse brancher, såsom taxabranchen, gennem liberaliseringer.
Ifølge regeringen vil den samlede pakke give et lige så stort løft til væksten som den vækstplan, regeringen og de borgerlige blev enige om sidste år.
Venstres kritik
Men Venstre er dybt skeptisk. Partiet peger på, at den lettelse i PSO-afgiften, man lægger op til, er meget mindre end de stigninger, der har været i den selv samme afgift over de seneste år. Dermed svækkes dansk erhvervslivs konkurrenceevne i forhold til udlandet.
Samtidig kan partiet henvise til, at gevinsten ved de 89 små forslag er yderst svømmende. Det er for eksempel svært at sætte tal på, hvor mange penge der kan hentes på intentioner om at reducere virksomhedernes administrative bøvl. Meget af det er fugle på taget.
Endelig er der lagt op til en større strid om finansieringen af vækstpakken. Venstre vil bruge besparelser på beskæftigelsessystemet til at finansiere pakken. Men det afviser regeringen. Regeringen vil til gengæld slå på, at mange af dens forslag ikke medfører nye udgifter for staten.
Derfor er Thulesen Dahl imødekommende
DI har allerede været ude med ros til regeringens udspil. Det går, som Thorning, Corydon og Vestager havde håbet: Erhvervslivet skal ikke nyde noget af at undsige udspillet og dermed risikere, at man slet ikke får noget.
Samtidig er kommentarerne fra Dansk Folkeparti mindre kritiske end dem, der kommer fra Venstre. Man lægger mere vægt på forhandlingsvilje. Også det flugter med regeringens slagplan.
Kan man forestille sig, at Dansk Folkeparti indgår et forlig med regeringen om vækstpakken uden om Venstre, Liberal Alliance og De Konservative?
Man skal aldrig sige aldrig. Men foreløbig er man slet ikke dér. I første omgang drejer det sig om profilering.
Kristian Thulesen Dahl ser en interesse i at profilere sig på, at han er sin egen i forhold til Lars Løkke.
Samtidig vil han demonstrere, at samarbejde med Socialdemokraterne falder ham naturligt.
Han har hentet masser af frafaldne socialdemokratiske vælgere, og han satser på at få endnu flere. Derfor signalerer han til dem, at det såmænd ikke vil være det store politiske skridt for dem, hvis de fremover ser Dansk Folkeparti som deres holdepunkt.
Thorning kan tage første stik, men så …
Men selv om det principielt ikke kan udelukkes, så er det meget usandsynligt, at der indgås forlig mellem regeringen og Dansk Folkeparti uden om Venstre.
Thulesen Dahl er givetvis bevidst om, at Thorning så vil bruge ham i valgkampen til at udstille splittelsen i blå blok og slå på, at Løkke har placeret sig langt til højre – væk fra arbejdervælgerne på midten.
Erhvervslivet vil også få nervøse trækninger ved tanken om, at Venstre ikke er med i et forlig.
Thorning kan tage det første stik: Løkkes venner i erhvervslivet og hos Dansk Folkeparti reagerer mere imødekommende end Venstre.
Men det vil næppe lykkes hende at isolere Venstre. Og enden på det hele kan blive, at der ikke kommer noget forlig, så vækstpakken falder til jorden
