I forbindelse med Folketingets ændring af støtten til solcelleanlæg i slutningen af 2012 opstod der et hul i lovgivningen, som i praksis gjorde det muligt at etablere store solcelleparker inden for rammerne af en ny støtteordning, selv om det ikke var intentionen.
Det særligt delikate er, at inden Folketinget vedtog ændringerne, kendte Klima-, Energi- og Bygningsministeriet til dette hul i lovgivningen, uden at klima-, energi- og bygningsministeren oplyste Folketinget herom. I maj 2013 kritiserede Folketinget på denne baggrund den daværende minister (nuværende udenrigsminister), Martin Lidegaard (R), for hans ageren i sagen.
Skarp kritik fra Statsrevisorerne
Onsdag den 17. september afgav Statsrevisorerne beretning til Folketinget om sagen.
Statsrevisorerne havde sat undersøgelsen i gang, fordi lovgivningen om støtte til solcelleanlæg havde nogle mildt sagt utilsigtede økonomiske konsekvenser.
På den baggrund anmodede Statsrevisorerne om at få undersøgt, om det politiske beslutningsgrundlag forud for de forskellige lovændringer havde været fyldestgørende, og om Folketinget havde modtaget rigtige og fyldestgørende oplysninger om sagen.
Manglende konsekvensberegninger og beslutningsgrundlag
På basis af Rigsrevisionens undersøgelse fremsatte Statsrevisorerne bl.a. følgende bemærkninger:
”Antallet af nye solcelleanlæg i Danmark var i 2012 steget kraftigere end forventet, dels på grund af faldende priser på solcelleanlæg og stigende priser på el, dels på grund af et højt niveau for støtte. Undersøgelsen vedrører perioden 2010-2013 og fokuserer på de 2 væsentligste lovændringer i 2012 og 2013, der sigtede på at reducere støtteniveauet og statens udgifter.
Statsrevisorerne kritiserer, at Klima-, Energi- og Bygningsministeriets beregninger af de økonomiske konsekvenser af lovgivningen om støtten til solcelleanlæg har været mangelfulde. Folketingets beslutningsgrundlag for at vedtage lovforslagene har således ikke været fyldestgørende.
Selv om ministeriet havde viden om, at der var registreret 302 megawatt (MW) solcelleanlæg på den 20-årige overgangsordning, tog beregningerne af de økonomiske konsekvenser udgangspunkt i 230 MW solcelleanlæg. Statens udgifter til støtten til solcelleanlæg på overgangsordningen blev derfor vurderet mindst 1,8 mia. kr. for lavt.
Statsrevisorerne kritiserer skarpt, at klima-, energi- og bygningsministeren ikke har givet Folketinget fyldestgørende oplysninger om udbygningen af solcelleanlæg, de samlede udgifter til støtten og finansieringen heraf.
Klima-, energi- og bygningsministeren informerede ikke Folketinget om ministeriets beregninger af de samlede udgifter til støtten.
De oplysninger, ministeriet videregav til Folketinget, hvilede desuden på et ufuldstændigt grundlag. Oplysningerne om udgifterne og finansieringsbehovet hvilede på for lave antagelser om udbygningen med solcelleanlæg. Ligeledes burde udgiften til støtten have været oplyst frem til 2032 i stedet for frem til 2020.
Selv om hverken Folketinget eller forligspartierne efterspurgte viden om de samlede udgifter, finder Statsrevisorerne, at ministeren inden lovændringen i 2012 skulle have delt sin viden om, at finansieringen var utilstrækkelig. Først i juni 2013 oplyste ministeren til Folketinget, at der ville komme ca. 490 MW solcelleanlæg på overgangsordningen.”
Saglighed versus politik
Så skarp var kritikken fra Statsrevisorerne. Og så kritisabel var ministerens håndtering af sagen.
Men i politik måles fadæserne med fleksible målebånd: Regeringen og dens to støttepartier, SF og Enhedslisten, synes åbenbart, at det er i orden at føre Folketinget på vildspor ved hjælp af mangelfulde oplysninger.
Hvad kan Folketinget vente sig at blive fejlinformeret om næste gang?
Poul Vejby-Sørensen
