Det er ikke nyt, at levetiden for veluddannede er betydeligt højere end for dårligt uddannede. Det er faktisk en rigtig gammel nyhed.
Det er mere nyt, at denne ulighed er øget i de sidste 10-20 år.
Det er heller ikke nyt, at der også er social ulighed i adgangen til og brugen af sundhedsvæsenet: Der er forskel i brugsmønsteret for vel-og dårligt uddannede.
Særbehandling
Det ville være en rigtig nyhed, hvis man fandt det columbusæg, der viste vej til effektivt at gøre noget ved den reducerbare del af uligheden.
Skal man tro sundhedsministeren i gårsdagens aviser, er der en løsning.
Løsningen er, at man ved at give lavtuddannede særbehandling i sundhedsvæsenet kan modvirke, at de dør tidligere end de højtuddannede. Han forgænger og nu partikammerat var inde på samme tanke.
Gid det var så enkelt, men sundhedsministeren vil efter nogle flere måneder i ministerstolen finde ud af, at der ikke er simple snuptagsløsninger på komplekse problemstillinger – i det mindste ikke uden for den politiske verden.
Livsstil
Det behandlende sundhedsvæsen har forbavsende lidt indflydelse på vores levetid. Levetiden påvirkes i langt højere grad af levekårene og livsstil. Altså forhold som kun i begrænset omfang påvirkes af det behandlende sundhedsvæsen. Skiftende regeringers folkesundhedsprogrammer har betonet behovet for tværministeriel indsats.
Social ulighed i sundhed drejer sig per definition om, at der er systematiske forskelle i sundhedstilstand, fx middellevetid, mellem borgere i samfundet opdelt efter socioøkonomiske kriterier som uddannelse, indkomst og arbejdsforhold. Men der er også systematiske forskelle i levestil og livsvilkår opdelt efter uddannelse, indkomst-og erhvervsforhold.
For eksempel er der en markant social skævhed i rygemønsteret. Rygehyppigheden blandt de lavt uddannede er markant højere end blandt de højest uddannede. Hvis der er noget, der påvirker dødelighed, så er det rygning – og det er jo ikke en spidskompetence i det behandlende sundhedsvæsen.
Ulighed i sundhed
Det skorter ikke på gode vilje til at gøre noget ved uligheden i sundhed.
Men det skorter på viden om de grundlæggende årsagssammenhænge og hvordan man derfor sætter ind. Gode viljer, hændervriden og social indignation skal erstattes af en analytisk tilgang baseret på en dybere forståelse af problemets karakter:
Fra indlejrede kulturer i socialklasser, social arv, arbejdsmiljø til den tilbagetrukne rolle, som sundhedsvæsenet på mange måder har, når vi ser på den sociale ulighed i sundhed.
Kjeld Møller Pedersen er professor i sundhedsøkonomi- og politik ved Syddansk Universitet
