Hvordan kunne månedlange demonstrationer i Kiev, den såkaldte Maidan, udarte til blodsudgydelser og nu en uforsonlig borgerkrig mellem på den ene side ”prorussiske” ukrainere og på den anden side Kiev-regeringen?
De fleste danske politikere mener, at det er Ruslands skyld. I Rusland siger man, at det er EU og USA’s skyld. Men hvad er grunden til, at russere og ukrainere, der traditionelt betragter sig som broderfolk nu er på vej ud i en formentlig langvarig borgerkrig med alle de konsekvenser, det vil få.
Hvad er grunden til, at det Ukraine, der blev en selvstændig stat i 1991, er brudt sammen som stat?
Ja, meget af grunden skal findes i det samme Ukraine. Men også delvist i EU og USA og delvist i Rusland. Der er i konflikten ikke kun entydige helte og skurke. Det grå virkelighed er, at det hele er mere kompliceret end som så. Det er vejen til en løsning også.
Men et er sikkert. Russerne og ukrainerne kommer til at skulle leve sammen bagefter uanset hvad. Spørgsmålet er bare, hvor langvarig og blodig en borgerkrig, der kommer til at gå forud for en løsning, der jo – til syvende og sidst – skal findes.
Ukraines historie
Mærkeligt nok begynder Ruslands historie faktisk i Kiev. Den første russiske statsdannelse hedder Kiev-Rusland. Først flere hundrede år senere bliver Moskva hovedstad. Deraf kommer den russiske talemåde ”Kiev er alle russiske byers moder”.
Og det nuværende Ukraine har gennem historien været en del af Rusland og et par lande mere. En stor del af Vestukraine var en del af Polen før 1945.
Som selvstændigt Ukraine har vi først for alvor kendt landet netop siden 1991. Og de grænser, det nuværende Ukraine har, er lagt af Stalin med Krim som Khrustjovs tilføjelse. Den ukrainske sovjetrepublik, som blev et selvstændigt land i 1991, da Jeltsin, Kravtjuk og Sinkevitj fra hhv. Rusland,
Ukraine og Hviderusland besluttede at opløse USSR og anvende de tidligere interne delstatsgrænser som nye landegrænser, er således i høj grad et skrivebordsprojekt.
Men det har altid haft en blandet befolkning, som blev mere og mere russificeret i sovjettiden. Da jeg besøgte Ukraine i sovjettiden, var det ukrainske sprog nærmest et kuriosum – ligesom hviderussisk er det den dag i dag i Hviderusland. Siden 1991 er ukrainsk så vundet frem. Men russerne og ukrainerne har levet i fordragelighed indtil nu.
Et splittet land
Hvad er det så, der på få måneder får en dødelig konflikt til at vokse frem?
Først og fremmest skyldes det interne forhold i Ukraine.
I løbet af de 23 år, der er gået siden 1991, er det ikke lykkedes at opbygge bæredygtige demokratiske institutioner. Magten har bølget frem og tilbage mellem det, vi kunne kalde “øst”, og det vi kunne kalde “vest”.
En periode så det ud til, at magtbalancen holdt, men samtidig fik man ikke reformeret økonomien, demokratiet, den fælles kultur.
Jamen, der har da været 4 forskellige præsidenter og været gennemført valg, kunne man indvende, umiddelbart mere pluralistisk end i Rusland f.eks. Men alt meget konfliktfyldt med sære mafiaopgør i kølvandet.
Forgiftninger, mord. Månedlange demonstrationer har anfægtet præsidentmagten, som vi så det hen over vinteren, hvor demonstranterne på Maidan krævede, at Janukovitj skulle lave en samarbejdsaftale med EU. Man ville ikke bare tage diskussionen ved næste valg.
Den ny regering
Da det ender med et blodigt opgør og præsident Janukovitjes flugt for et par måneder siden, er de tilbageblevne demokratiske institutioner tømt for reelt indhold. De kan ikke længere rumme både øst og vest. De mangler legitimitet, og det udløser en oppisket stemning, hvor russerne i øst begynder at frygte at blive undertrykt.
Den nye regering taler om at afskaffe russisk som officielt sprog. Nynazistiske grupper får plads i den nye regering, hvilket får meget stor opmærksomhed især i de prorussiske befolkningsgrupper.
Fejlene
Og her er det så EU og USA begår en fejl. De vælger side.
Frem for at insistere på en national forsoningsproces, nyt valg, afgørelse af stridspunkter, der reelt deler befolkningen såsom tilhørsforholdet til EU ved folkeafstemninger, begynder man at støtte den midlertidige ukrainske regering og skubber Rusland fra sig.
Man begynder at give Rusland skylden for et forløb, der i virkeligheden går langt tilbage i Ukraines nyere historie og skyldes det forhold, at Ukraine er et delt land. Med et ukrainsk flertal, men med et meget stort russisk mindretal, som man ikke kan se bort fra. På Krim er der russisk flertal, og de løsriver sig med russisk støtte.
Ruslands regering medvirker til at forcere udviklingen og er i denne proces med til at piske stemningen op, bl.a. ved at overdrive de såkaldt nazistiske kræfters betydning i Ukraine.”
Her begynder Vesten så ensidigt at fokusere på, at Ukraines grænser fra 1991 skal bestå, fordi det er et folkeretligt princip.
Juraen må ikke stå over demokratiet
Men juraen må ikke stå over demokratiet. Loven skal kunne laves om, hvis den ikke fungerer. Ved valg og folkeafstemninger. Før man indser det, bliver der ikke fred i Ukraine. Heller ikke før man forstår, at russerne og Rusland er en del af Ukraine.
Det var det i går, det er det i dag, og det er det igen i morgen.
