Corydon udløser nyt bittert opgør i rød blok

Bjarne Corydon og hans finansministerium har forhandlet en aftale på plads med den store amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, der skal købe 19 procent af aktierne i DONG.

 

Aftalen skal til endelig godkendelse i Folketingets finansudvalg torsdag i næste uge.

 

Men nu er der opstået stor politisk dramatik om sagen. Fra både socialdemokrater og SF’ere kommer der voldsom kritik af aftalen.

 

Nyrup og Lykketoft

Kritikken er blandt andet kommet fra tidligere finansminister og nuværende formand for Folketinget Mogens Lykketoft og ikke mindst fra tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

 

Nyrup kalder ligefrem aftalen for en ”katastrofe” (Politiken). Andre tidligere ministre er ude med riven. Flere S-borgmestre følger op med heftige protester mod aftalen. Også SF-medlemmer af Folketinget og Europa-Parlamentet kommer med vrede reaktioner.

 

Efter al sandsynlighed vil den voldsomme kritik have en betydelig klangbund blandt de to partiers menige medlemmer.

 

Bjarne Corydon har udløst et nyt bittert opgør i rød blok.

 

Minder om to andre store sager

Sagen giver mindelser om to andre store sager, hvor regeringstoppen kom under hård beskydning fra deres egne: dagpengereformen og sænkningen af selskabsskatten.

 

Blandt socialdemokrater og SF’ere var der en stærk stemning for, at dagpengereformen skulle blødes op. Også her trådte Nyrup frem med en offentlig undsigelse af reformen, mens Lykketoft kritiserede mere diskret.

 

Modstanden mod sænkningen af selskabsskatten rakte helt ind i regeringens egne rækker (blandt andet Mette Frederiksen).

 

En stor del af baglandet hos S og SF mente, at regeringen nu var blevet alt for blå i sin politik.

 

Mange vælgere tog kritikken af regeringstoppen til sig, og andre reagerede bare mod, at der var så megen ballade blandt de røde. Regeringen blev hårdt ramt i meningsmålingerne.

 

”Kælderkolde kapitalister”

Spørgsmålet om en kapitaludvidelse i DONG er for de fleste vælgere ikke så hedt og nærværende som for eksempel dagpengene. Men de meget voldsomme reaktioner fra politikere inden for rød blok sætter alligevel Bjarne Corydon og for hele regeringstoppen under hårdt pres.

 

Enhedslisten afviser pure aftalen. Og Dansk Folkeparti er blevet mere og mere kritisk og insisterer nu på ændringer i aftalen. Helle Thorning og Annette Vilhelmsen har grund til at frygte, at de to partier kan hente stemmer på sagen fra Socialdemokraterne og SF.

 

Det hænger i høj grad sammen med, at kritikken af aftalen ikke kun bygger på økonomiske argumenter. Den har også en klar politisk og moralsk tone. SF’s Karsten Hønge, der netop er trådt ind som suppleant i Folketinget for Anne Baastrup, udtrykker det i farverige vendinger:

 

”En centrum-venstre-regering skal saftsuseme ikke sælge ud til kælderkolde amerikanske kapitalister.” (Berlingske)

 

Den økonomiske kritik

Økonomisk fører kritikerne flere argumenter i marken mod aftalen med Goldman Sachs:

 

Der sælges på et forkert tidspunkt, hvilket betyder, at salget indbringer staten alt for lidt.

 

Der var andre muligheder for at udvide DONG´s kapital. Staten kunne selv stå for kapitaludvidelsen eventuelt i samarbejde med PensionDanmark, der har tilbudt en højere pris pr. aktie end Goldman Sachs.

 

Goldman Sachs har udsigt til et yderst solidt afkast på sin investering. Og frem for alt får det væsentlig indflydelse for sine 19 procent af aktierne. Selskabet får således vetoret i forhold til DONG’s strategiske beslutninger og valg af ledelse.

 

Endelig slår kritikerne på, at Goldman Sachs er kendt for at være en virksomhed, der går efter kortsigtede investeringer og hurtig gevinst. Det er ikke det, der er brug for i forhold til et DONG, der er ”kronjuvelen i den danske energipolitik”.

 

Den moralske kritik

Med dette sidste punkt er man på vej over i den anden del af kritikken: den moralske.

 

Kritikerne henviser til Goldman Sachs’ medvirken til finanskrisen med uansvarlige spekulationer.

 

Samtidig er man forarget over, at Goldman Sachs’ aktier vil blive sendt i skattely i Luxembourg og på Cayman Islands.

 

Bjarne Corydon kan nok så meget argumentere for, at aftalen med Goldman Sachs økonomisk set var den bedst mulige. Mange socialdemokrater og SF’ere vil tænke: ”spekulanter” og ”skattesnydere” – og gyse.

 

Corydon med kapitalisthat

Venstre, De Konservative og Liberal Alliance holder fast i deres støtte til aftalen. Men Dansk Folkeparti siger, at man vil nedlægge veto mod aftalen i dens nuværende form, og at man har ret til det, fordi man er med i det politiske DONG-forlig.

 

Hvis aftalen strander, vil regeringen stå med et sviende indenrigspolitisk nederlag. Og det vil være meget pinligt for den, hvis Corydon må fortælle Goldman Sachs, at en aftale alligevel ikke var en aftale, fordi han desværre ikke havde styr på sine tropper. Et rigtig dårligt signal at sende til internationale investorer.

 

Meget tyder dog på, at regeringen ikke vil lade Dansk Folkeparti blokere aftalen. Men selv om aftalen godkendes i Finansudvalget, vil sagen leve videre i den hjemlige politik, og den kan skabe betydelig ravage inden for rød blok.

 

Den kommer på et meget følsomt tidspunkt for regeringen, der igen er på vej nedad i meningsmålingerne. Det er ikke lige billedet af Bjarne Corydon med høj kapitalisthat, man har brug for.

 

Den sag er farlig for regeringen.

 

Del på Facebook