Nu får spædbørn iPad i dåbsgave

Privatfoto

Kun fem måneder gammel fik Albert en iPad i gave, da vi holdt barnehåb.

 

Min kæreste syntes vist, det var lige lovlig tidligt, og han mente måske også, at andre dermed kom til indirekte at blande sig i, hvornår vores søn skulle introduceres for en computer.

 

Jeg var på daværende tidspunkt end ikke nået til at overveje teknologiens indtog i Alberts liv, men pludselig var problematikken fremme på lystavlen: Hvornår kunne/skulle/måtte/burde/ville vores barn tage denne dingenot i brug?

 

Det var noget lettere med de andre gaver, som han modtog: I tøjet var der angivet størrelser, og på pakkerne med legetøj, var der på siderne angivet alder.

 

Der stod ikke nogen størrelsesangivelse eller alderstrin på æsken til iPaden. Så vi forældre var lidt på den.

 

Hvad en bonde ikke kender…
En iPad er, som de fleste af mine læsere nok er bekendt med, en håndholdt computer; en såkaldt tablet, som er på størrelse med en bog. Så i udseende og håndterlighed passer den sådan set fint til et lille barn.

 

Vi var dog stadig uafklarede i forhold til, hvornår vi skulle introducere Albert for den. En ting var vel nok, at han i tidlig alder lod til at kunne genkende figurer og melodier fra børneudsendelser på tv. En anden ting var det her mere nymodens apparat, som oveni købet var interaktivt. Det føltes som skridtet videre til ukendt teknologisk stormløbs terræn!

 

Sagen var jo trods alt også den, at min kæreste og jeg aldrig selv havde ejet en iPad, og til den dag i dag har vi heller ingen smartphones, så det var bare ikke særlig hjemmevant på nogen måde. Så føltes fjernsyn, og dukkeserier fra vores egen barndom i genudsendelser, altså en del mere trygt.

 

Men nogle måneder, før Albert fyldte et år, var der alligevel kommet gang i brugen af iPaden. Jeg hørte nemlig i min mødregruppe om et spil til små børn. Jeg syntes, det lød ganske ufarligt og tænkte, at det måske var tid at forsøge at få gang i sønnikes iPad.

 

Så Alberts første app kom til at hedde ”Moobaa”. Det er et spil, hvor man med hånden på skærmen kan bladre i forskellige tegnede dyr, der siger ”sine lyde”, når man med fingeren trykker på dem.

 

Jeg er i dag – et halvt års tid og en fem-ti andre børnespil senere – venligt, men fortsat kritisk, stemt over for iPaden. De spil til små børn, som Albert nu kan navigere fermt og frejdigt i, er udformet harmløse, lettilgængelige og endda lærerige. Det har vi måttet konstatere, for det var nok ikke uden iPadens og især ”Moobaa”-spillets medvirken, at Alberts første ord endte med at være ”Buuuh!” (som i koens ”muuuh”)!

 

Men hvor går grænsen så – for brugen af disse teknologiens uendelige muligheder?

 

Hvad er godt og lærerigt? Hvad er ikke?

 

Nej tak til iPads i daginstitutionen
Min grænse går klart ved iPads i de helt små børns daginstitutioner. Jeg mener simpelthen ikke, det på nogen måde er nødvendigt med tablets til børn i vuggestuer og i dagplejer.

 

I artiklen Ipads i flere daginstitutioner, der handler om, at brugen af tablets breder sig til daginstitutionerne, udtaler Lissy Nørgaard, der er kommunal IT-konsulent: ”For de er blevet en del af hverdagen – og derfor er der intet i vejen for, at også helt små børn får dem i hænderne i daginstitutionen”.

 

Ja, iPads er vel nok blevet en del af hverdagen, men især børn mellem 0-3 år kan efter min overbevisning leve mindst lige så lykkeligt uden at lege med iPads i deres daginstitutioner.

 

Nogle ville nok argumentere, at nogle børn ikke har iPads hjemme og dermed er ”sat af” udviklingen, men det tror jeg simpelthen ikke på. Har de ikke iPad, så har de mobiltelefon og/eller computer, og idéerne med disse maskiner overlapper hinanden.

 

For os er det vigtigt, at Albert har muligheden for helt almindelig leg i dagplejen. At han her kan tumle rundt med de andre børn og komme på legeplads. På den måde sikrer vi os også, at det er os forældre, der styrer, hvor meget eller hvor lidt vi synes, han i løbet af dagen bør sidde ved en tablet som f.eks. en iPad.

 

De nyeste generationer af børn vil tidligt nok komme til at lære at blive optagede foran en skærm. Om ikke andet vil alt for mange børn undervejs i opvæksten komme til at se deres forældre sidde og stirre på sine smartphones i tide og utide.

 

Hvem sidder der bag skærmen?

Når vi voksne må passe på, at vores eget forbrug af skærmaktiviteter ikke tager overhånd, må vi samtidig vide at passe på og sætte grænser for børnenes forbrug.

 

Ethvert hjem har sandsynligvis efterhånden både fjernsyn, computer, mobiltelefon og digitalkamera samt muligvis en tablet. Jeg nævner også digitalkameraet, da det er den skærm, jeg oftest selv befinder mig bag, når jeg ivrigt forsøger at indfange Albert på billeder til dokumentation for eftertiden. Jeg tror, det er det mest uskyldige apparat af de nævnte at placere sig bag, da det kun er kortvarigt, og det sker på baggrund af netop vores samvær.

Det er langt mere betænkeligt, når det kommer til smartphones. Vi voksnes forbrug er uden tvivl gået over gevind.

 

Jyllandsposten bragte for nogle måneder siden en artikel om det omsiggribende fænomen med fokus på, hvordan det går ud over børnene: ”Hele hjernens udvikling er baseret på samspillet mellem forældre og baby, og der sker ikke noget, hvis man ikke er opmærksom og har et samspil,” siger Niels Peter Rygaard, som er psykolog og forsker i omsorgssvigtede børn, i artiklen.

 

”De har rigtig meget brug for dialog, øjenkontakt og nærvær. Og telefonerne trækker opmærksomheden væk fra det, der foregår her og nu, siger han og gør det klart, at børns udvikling lider skade, hvis forældrene har et overdrevet mobilforbrug.”

 

Det taler jo i den grad for sig selv, og hvor ville jeg ønske, hver enkelt af os ville gribe i egen barm og erkende, at vi er blevet overforbrugere.

 

Eller lad os kalde det misbrugere, for det er vel det, vi er, når vi ikke længere kan styre den overdrevne hang til konstant bare lige at skulle tjekke seneste opdateringer på facebook og i en jævn, ukritisk strøm poster billeder af vores middagstallerkener og nyeste tøjindkøb på Instagram?

 

Det er skræmmende læsning, og jeg mener, det er et emne, der har brug for megen større og bredere fokus. Jeg ville helt personligt ønske, at der blev stillet skarpt på dette fra politisk hold.

 

Denne overordentlige problematik forsøger vi her i huset at undgå ved dels ikke at have smartphones, dels så vidt muligt ikke at have ”skærmkontakt” i Alberts vågne timer. Hvis vi har det, skal det være sådan, at vi samtidig har et øje og øre på Alberts gøren og laden. Således, at vi hele tiden er klar til at se ham i øjnene og svare ham, så snart han søger vores kontakt. Andet kan vi ikke være bekendte, og andet kan vi ikke forsvare.

 

Højst en skærm ad gangen

For Alberts vedkommende sørger vi også for, at der kun er en skærmaktivitet ad gangen. Han skal f.eks. ikke sidde ved sin iPad, mens fjernsynet kører i baggrunden. Vi mener, vi er nødt til at være opmærksomme på, at han ikke udsættes for et rent sansebombardement. Én ting er, hvad vi selv har vænnet os til af stressende baggrundsstøj og andre udefrakommende forstyrrelser i hverdagen, men når man er knap 15 måneder gammel, så er verden i sig selv hele tiden ny og dermed noget, man hele tiden skal forholde sig til. Og alt det, der skal konsumeres i den lille hjerne, kan vi kun tænke os til.

 

At sidde foran skærmen, er også noget vi typisk gør i fællesskab med Albert. Vi ser et børneprogram sammen i tv, vi synger med på en fagtesang på youtube, Albert får lov at høre en kendt stemme, der ringer på mobiltelefonen og siger hej, vi ringer via computeren og taler med Alberts bedsteforældre på Skype osv.

 

Er vi hele tiden opmærksomme på, at vi ikke bare for vores egne ind imellem tiltrængte pausers skyld ”placerer og passificerer” ham foran en skærm, tror jeg, vi har gjort et nogenlunde ansvarsfuldt og gennemtænkt arbejde som forældre.

 

Træk stikket ud

Det nyeste ord i Alberts endnu begrænsede ordforråd er ”dakdi”, som betyder taxi. Et ord, Albert har hørt en mand sige, i et spil på iPaden, hvor man ved at trykke på forskellige køretøjer kan få dem til at køre og sige lyde.

 

Heldigvis er vi vidne til, at det tydeligvis stadig er sjovere komme ud at køre og se sig om i klapvognen samt at besøge andre hjem og lokaliteter, hvor der er nye terræner at udforske. Når Albert er stavrende af sted på nye eventyr, må nok så moderne teknologi vige pladsen. Så den virkelige verden er endnu en klar vinder, når det gælder Alberts opmærksomhed.

 

Men det kræver, at vi også fremover som forældre hele tiden er med til at gøre verdenen udenfor tilgængelig og spændende, og ikke selv sidder opslugt bag en skærm, som om det er det eneste saliggørende. Man skal have i mængde, at børnene ser op til os og kopierer vores adfærd.

Vi skal i hele Alberts opvækst fortsat vise ham – og værne om – grundene til at trække stikkene ud og opleve verden in natura. Vi skal hele tiden være dem, der går foran og finder en balance mellem den direkte verdensoplevelse og den indirekte verdensoplevelse.

 

Der er i en digitaliseret verden ingen vej udenom, at Albert fortsat vil lære at navigere bag skærmene, men så længe han er barn, må vi sætte rammerne for både indholdet og omfanget.

Del på Facebook