Christiansborg kogte i går aftes. Beslutningen om at sende danske soldater og F16-fly på mission i Irak blev ramt af et uforudset drama.
Den borgerlige opposition krævede et klart svar fra regeringen på, om det ville være landsforræderi, hvis hellige krigere fra Danmark angreb den danske styrke dernede.
Man kan under alle omstændigheder dømme sådanne typer for terror. Men er det landsforræderi?
Svaret på det spørgsmål hænger sammen med, om den danske indsats i Irak defineres som krig.
Det er en diskussion, som skal tages meget alvorligt. De borgerlige havde god grund til at rejse den.
Men det var ulykkeligt, at det i går endte i kaotiske politiske konfrontationer, der skabte tvivl om, hvorvidt soldaterne kom af sted til planlagt tid.
I sådan en stund har landet brug for politisk ledelse og ikke for politikerlede. Desværre kan man frygte, at dramaet i går bidrog til det sidste.
Nu endte det med, at soldaterne stort set kom af sted til tiden. Men politikerne fik skabt unødig uro, hvor soldaterne havde brug for klarhed og koncentration. Fri os fra lignende situationer i fremtiden.
Politikerne kan ikke byde soldaterne en sådan rodebutik.
Uhyggelig udvikling
Det vidner om en uhyggelig udvikling i verden og i Danmark, at en sådan politisk debat om landsforræderi er nødvendig.
Den er nødvendig, fordi den bestialske terrororganisation Islamisk Stat har fået så stor magt, at den ikke bare er en trussel mod Mellemøsten, men også mod den vestlige verden.
Og den er nødvendig, fordi en del af denne trussel kommer fra, at Islamisk Stat har tilhængere blandt folk, der har opholdstilladelse eller ligefrem statsborgerskab i Danmark og andre vestlige lande.
Nogle af dem er rejst eller vil rejse ned som hellige krigere i Irak og Syrien. Og det er dem – i første omgang i Irak – som kunne finde på at angribe de danske styrker. Det er forfærdende, at det er sådan, men det er en helt reel mulighed.
I almindelig sprogbrug vil man under alle omstændigheder kalde den slags for landsforræderi.
Debatten i går aftes drejede sig så om, hvorvidt der også i juridisk forstand vil være tale om landsforræderi.
Regeringens sjusk og slendrian
Regeringen var tilsyneladende helt uforberedt på at forholde sig til spørgsmålet, hvilket må siges at være utroligt og pinligt.
For det første burde regeringen af egen drift have afklaret disse ting. For det andet havde borgerlige politikere for flere dage siden rejst spørgsmålet over for den.
Det er utilladelig sjusk og slendrian, at regeringen så ikke var klædt på i går. Ja, den burde have givet svaret, før arbejdet skulle gøres færdigt i folketingssalen.
Og når den nu ikke var klædt på, så skulle den da have mobiliseret embedsmænd fra Justitsministeriet, der kender området … og justitsministeren, der glimrede ved sit fravær!
Hun burde være kommet til stede for i det mindste at forklare, hvor sagen stod, og hvor hurtigt man kunne give et endegyldigt svar på spørgsmålet.
Unødig uklarhed
Men de borgerlige skulle fra starten have gjort det klart, at denne strid om landsforræderi under ingen omstændigheder ville få lov til at forsinke den danske styrkes afrejse.
Styrkens deltagelse i Irak afhænger jo ikke af, hvad dansk lov siger om landsforræderi. Selv hvis det skulle vise sig, at ”landsforrædere” i form af hellige krigere ikke kan dømmes for landsforræderi, ændrer det ikke ved, at Danmark må tage sin del af ansvaret for at bekæmpe Islamisk Stat.
Nu blev der desværre skabt uklarhed om, hvorvidt denne debat kunne forsinke styrkens afrejse. Og hverken soldaterne eller befolkningen i øvrigt har brug for usikkerhed i sådan en situation.
Den blå opposition skulle have nøjedes med at levere den skarpe kritik af regeringens uforberedte og famlende håndtering, som der var brug for. Og så i øvrigt bruge krudtet på at få styrken godt af sted og få skabt hurtigst mulig klarhed over, hvad loven siger.
Dyb indånding
Heldigvis er styrken rejst af sted stort set uden forsinkelse.
Så må politikerne på Christiansborg tage en dyb indånding og reflektere over, hvordan en så vigtig begivenhed kunne komme så meget i slinger.
Regeringen må tage sig sammen og spørge sig selv, hvordan den kunne være så elendigt klædt på til en debat, som ikke burde være kommet bag på den.
De blå politikere må indstille sig på, at temperament og taktik bør tøjles noget mere en anden god gang.
De skal ikke tænke så meget på at få udenrigsminister Martin Lidegaard til at ligne Bambi på glatis. Det er vigtigere at tænke på alle dem, soldater og andre, der har brug for fast grund under fødderne.
Uden at skabe usikkerhed kunne man sagtens have fået mange i befolkningen til at se, at regeringen stod i en pinlig situation.
