Den tekniske udvikling har aldrig gået hurtigere end netop nu. Det sagde min far til mig. Det siger jeg til mine børn. De vil sikkert sige det samme til deres til den tid. Og vi har alle ret. For hver generation siden den industrielle revolution er udviklingen gået stærkere og stærkere.
Men omkostningerne for den enkelte og for samfundet bliver stadig tydeligere.
Vi har problemer med at følge med udviklingen, og det er i stigende grad en teknologisk overklasse, der kører løbet hen over hovedet på os. Den avancerede teknologi får selv simple opgaver til at virke svære for mange. Som for eksempel at kontakte en offentlig myndighed.
Menneskets problem med at følge sin egen udvikling
Det er ikke så underligt, at den teknologiske udvikling følger en stadig stejlere kurve. Hver ny landvinding fungerer som afsæt for en stribe nye landvindinger, der hver især åbner op for nye. Det vil sige, at én bliver til mange, der igen bliver til endnu flere.
Samtidig bliver teknologi stadig billigere, hvilket igen er med til at motivere brugen af nye teknologier, der igen driver udviklingen og forandringstempoet op. Der er derfor ingen argumenter for, at teknologispurten ikke skulle kunne fortsætte sin acceleration.
Det ligger i menneskets dna at være nysgerrig og finde på. Men der er måske en grænse for, hvor hurtige forandringer vi som art kan følge med til.
Problemstillingen blev formuleret meget præcist af en videnskabsmand forleden. ”Menneskets generationer er for lange til, at vi kan nå at tilpasse os de forandringer, vi selv har skabt!” Og ja, der sker mange forandringer i løbet af en generation på cirka 35 år.
Homo Hastværk medlængsel efter det enkle
Vi elsker vores teknologi. Vi køber og investerer i ny teknologi på jobbet og derhjemme, fordi det fascinerer, sparer tid, gør livet nemmere, sikrer konkurrenceevne, er moderne.
Men vi bør bemærke, hvad der sker, mens vi i begejstring vælter os i teknologiske fremskridt:
Op til 700.000 sidder uge efter uge og ser Bonderøven bygge et skur af væltede træstammer. En kvart million nyder at se to mænd nakke og æde et stakkels dyr, hvis de da ikke hellere vil se Thomas Uhrskov ryge en fisk i en rådden træstub. Vi spiser stenaldermad, mens teknologitoget ræser af sted.
Den samtidige søgen mod det enkle, det langsomme, mod lejrbål og snobrød er vel et symptom på, at vi drømmer os væk fra den verden, vi ikke helt kan holde til.
Nogle af os bliver syge, får stress, og 6.000-12.000 selvmordsforsøg om året peger på, at noget ikke er i orden. Er det, fordi det er svært at overskue livet?
Unge har også brug for at være ”gammeldags”
Søren Skaarup, der skriver erhvervs-ph.d. om borgernes møde med det digitale samfund, udtaler til Berlingske Tidende forleden:
”Vi har en opfattelse af, at det ofte er de ældre borgere, der har problemer med at være digitale, og som stærkt ønsker at holde fast i det gamle system. Men mine interviews blandt 450 borgere tyder på, at de unge også er mest overrepræsenterede i ansigt-til-ansigt-kontakten med en sagsbehandler”.
Så lad vær med at tro, at det udelukkende er de ældre, der kan føle sig hægtet af teknologiræset.
Eliten, taberne og de måske egnede
Samfundets digitalisering, vidensamfundet, og hvad det ellers hedder, tegnes at den teknologiske overklasse. Den sætter niveauet uden forståelse for dem, der ikke kan forstå, hvad de siger, ikke har en PC, ikke kan finde ud af at bruge NemID, selvom staten siger, at de skal for at være borgere i landet.
Hvad skulle min gamle mor gøre med sin selvangivelse, sin madordning med det offentlige, sine bankbetalinger og girokort, hvis ikke hun havde nogle børn, der gjorde det for hende?
Og hvad med de børn, der ikke klarer sig godt i skolen og dropper ud uden uddannelse. Eller de ord- eller talblinde? De sendes ud på et sidespor fra starten.
Den teknologiske overklasse
Man har længe talt om den kreative overklasse, men meget tyder på, at fremtiden favoriserer den teknologiske overklasse.
Det er den mindre gruppe, der interesserer sig for teknologi, mestrer teknologi og surfer velfornøjet på den teknologiske udvikling.
Det er dem, majoriteten af os har respekt for, og som vi stadig mere ukritisk tror på, når de toner frem i medierne under den fælles betegnelse ”eksperter”. Vi er nemlig ikke i stand til at forholde os kritiske til det, de siger.
De fleste af os prøver at hænge på teknologitoget efter bedste evne. Og det vil lykkes for mange af os, hvis vi kan få lov at se Nak og Æd og ligge og glo op i himlen på en strand i Thailand en gang imellem.
Men vi bliver hyppigere syge af ræset, og nogle falder af toget. Dem bliver der flere af, og de kommer aldrig på toget igen. Jo hurtigere teknologi- og forandringstoget kører, desto vanskeligere er det at hoppe på igen.
Når antallet af unge hjemløse fordoblet siden 2009, kunne det være en del af årsagen. Begrebet social arv er ved at få et nyt indhold og måske blive reformuleret til social teknologisk arv.
Samfundet har i årevis søgt at bryde den sociale arv. Det bliver endnu sværere at bryde den sociale teknologiske arv.