Svømmehal terroriseres af groft asocial adfærd

Helsingør Svømmehal har store problemer med nogle af gæsterne. I de seneste måneder har der været flere eksempler på groft asocial adfærd, som ødelægger opholdet i svømmehallen for andre.

 

Forleden måtte svømmehallen for tredje gang på en måned lukke, fordi der var afføring i vandet. Den daglige leder af svømmehallen siger til Helsingør Dagblad:

 

”Der er ingen tvivl om, at nogen gør det med vilje, men vi har ikke noget, der kan udpege den eller de skyldige.”

 

Avisen er de to seneste gange, hvor det er sket, blevet kontaktet af personer, der udpeger en flok store drenge som de mulige syndere. En svømmer siger:

 

”De bliver sure over at blive jaget væk fra vipperne, når der bliver stillet om til banesvømning om aftenen, og så terroriserer de også omklædningsrummet ved at pisse på gulvet og i saunaen. Det er skrappe sager for os, der betaler for svømmehallen i dyre domme over skatten.”

 

Maste sig ind for at kigge på nøgne kvinder

Men der har også været andre ubehagelige sager.

 

I september sidste år vakte nogle unge mennesker opsigt ved at demonstrere deres foragt for, hvad vi normalt betragter som anstændig opførsel.

 

Dengang drejede det sig ikke om afføring i vandet, men om en flok yngre mænd, der uden varsel trængte ind i kvindernes omklædningsrum. Her kiggede de tilsyneladende ind ad ruden til saunaen.

 

”Groft, grænseoverskridende og langt ude,” kaldte Helsingør Idrætsparks driftsleder, Hans Henrik Schmidt, det i Helsingør Dagblad.

 

Ifølge avisen var der tale om cirka otte yngre mænd i alderen fra omkring 18 til først i 20’erne. ”Mændene beskrives alle som arabiske af udseende.”

 

Brud på de hygiejniske regler

Det andet køn har leveret deres egen udgave af asocial adfærd i den hårdt plagede svømmehal. Det fremgår af endnu en sag fra sidste år:

 

Helsingør Kommune havde som noget nyt valgt at lukke svømmehallen for mænd søndag aften, så kvinder kunne svømme uden at være i nærheden af mænd. Livredderne var også kvinder. Arrangementet blev lavet af hensyn til muslimske kvinder.

 

Trods den særlige tilpasning til netop denne gruppe, viste det sig, at en del af kvinderne sprang op og faldt ned på svømmehallens reglement. De nægtede at gå i bad, inden de gik i bassinet, og de svømmede med almindeligt tøj på – for eksempel joggingdragt.

 

Begge dele er en eklatant overtrædelse af de hygiejniske regler.

 

De pågældende kvinder kunne have valgt den tildækkende muslimske badedragt, burkinien, men det gjorde de ikke – måske, fordi de ikke ville ofre pengene på den.

 

Siden da har livredderne måttet kæmpe for at få kvinderne til ikke at gå i vandet med deres tøj på – tilsyneladende kun med begrænset succes. Det er ulideligt for livredderne og indlysende uacceptabelt for andre gæster.

 

Men det har de pågældende kvinder været ret kolde overfor.

 

Det er ikke, fordi de ikke ved det

Lederen af svømmehallen har velmenende forsøgt at forklare det med, at de ikke forstår danske regler og normer.

 

Som om der skulle være noget besvær med at forstå, at der er nogle regler i svømmehallen, som alle gæster må rette sig efter.

 

Problemer som disse handler ikke om forståelsesbesvær. Selvfølgelig kender man reglerne. Men man er ligeglad med dem, og man er ligeglad med de andre gæster, som det går ud over, når reglerne ikke holdes.

 

Det er måske også et spørgsmål om at sende signalet: ”Her bestemmer vi.”

 

Sammenhængskraften smuldrer

I de store samfundsdebatter tales der ofte om samfundets sammenhængskraft. Hvad betyder det?

 

Ja, for at bringe det helt ned på jorden: Det betyder blandt andet, at man kan gå i svømmehal i sikker forvisning om, at man ikke svømmer ind i afføring og bakterier fra uhygiejnisk påklædning. For kvinder betyder det også, at de kan føle sig trygge i deres omklædningsrum.

 

Der er nogle fælles normer, som sørger for, at det er sådan.

 

I Helsingør – og andre steder – synes disse fælles normer ikke længere at være en selvfølge.

Del på Facebook