Hver gang regeringen øjner et lille håb om at få vendt nedturen hos vælgerne, snubler den igen.
Lars Løkkes GGGI-sag gav i efteråret rød blok, specielt Socialdemokraterne, fremgang. Men blå blok fik forholdsvis hurtigt genetableret et klart forspring.
Så gav Helle Thornings nytårstale regeringen et lille pust. Men det har allerede mistet sin kraft, og de røde går igen tilbage i meningsmålingerne.
I går kom en måling, der viste et stort forspring på 17 mandater til de blå (Voxmeter/Ritzau). Samtidig er vælgernes karakterer til ministrene raslet ned.
Permanent krise
Denne regering synes at leve i en permanent krise. De gode tider viser sig hver gang at være kortvarige undtagelser, et blip på skærmen. Senest har striben af ministerskandaler, der nu også involverer Thorning, givet regeringen nye skrammer.
Grundlæggende er der tale om en regering, der med helt usædvanlig styrke og konsekvens afvises af vælgerne.
Hvorfor?
Ser man nærmere efter, er der flere lag i regeringens krise. Tre store ting er gået helt galt for Thorning, og til sammen gør de det meget svært for hende at rejse sig.
Løftebrud og reformer
Første lag var regeringens massive løftebrud. Selv om de nu er gledet noget i baggrunden i den politiske debat, så er de ikke glemt af vælgerne. De har vedvarende svækket tilliden til Thorning.
Så gik regeringen i gang med de økonomiske reformer, som i det store og hele blev gennemført sammen med de borgerlige.
Disse reformer er ikke gået langt nok, men de har klart trukket i den rigtige retning. Virksomhederne har fået bedre vilkår, konkurrenceevnen er styrket, og der er styr på de offentlige finanser.
Alligevel er regeringen ikke blevet belønnet for dem hos vælgerne.
Håbet om et ”stemningsskift”
De venstreorienterede vælgere er imod dem. Mange af midtervælgerne ser derimod positivt på, at regeringen har ført en temmelig blå politik. Men når der alligevel skal føres blå politik, så vil de trods alt hellere have en blå regering til at stå for den.
Midtervælgerne har gennem en årrække oplevet alt for store udsving i, hvad Socialdemokraterne og venstrefløjen står for i den økonomiske politik. Derfor slår tilliden til regeringen ikke rigtig rod, selv når den gør noget fornuftigt.
Thorning håber på, at en bedring i økonomien kan ændre på det. Hun gør selv, hvad hun kan for at skubbe på ved at tale optimistisk om, at der er et økonomisk ”stemningsskift” i luften.
Foreløbig er det dog småt med den konkrete fremgang i forbrug, investeringer, vækst og beskæftigelse. Og selv om det nok bliver bedre, så er det tvivlsomt, om fremgangen bliver stærk nok til at gøre nogen større forskel for Thorning ved valget.
Ministerskandalerne
Samtidig er der kommet et nyt lag på i regeringens permanente krise.
I den senere tid har vælgerne været vidne til en veritabel eksplosion af ministerskandaler.
Først måtte kulturminister Uffe Elbæk gå af. Så måtte udviklingsminister Christian Friis Bach gå af, fordi han havde vildledt Folketinget. Så måtte justitsminister Morten Bødskov gå af, fordi han havde løjet for Folketinget.
Socialminister Annette Vilhelmsen har fået en næse og en advokatundersøgelse, fordi hun har brudt reglerne for tildeling af støtte. Hun har i øvrigt også vildledt Folketinget. Der kan ske mere i denne sag.
Senest er statsminister Helle Thorning-Schmidt på vej til en næse for at have udvist forsømmelighed som regeringens leder i Bødskov-sagen.
Og ude i horisonten venter den store sag om støtte til solcelleanlæg, hvor klima- og energiminister Martin Lidegaard kan få ørerne ganske gebommerligt i maskinen.
Man kan uden overdrivelse tale om en regeringsførelse i opløsning.
Thorning i samråd
Men Helle Thorning har lært at se ud, som om der slet ikke er noget at komme efter. Og den udgave af scenekunsten er hun faktisk god til. Det viste hun med en selvsikker optræden under samrådet i fredags.
Det ændrer dog ikke ved, at Thorning havde og har en særdeles dårlig sag.
Selv om hun i hvert fald den 19. november sidste år vidste, at Bødskov havde løjet for Folketinget, lod hun ham blive siddende og udtrykte sin tillid til ham. Han faldt kun, fordi Enhedslisten væltede ham sammen med de borgerlige.
Samtidig satte Thorning kikkerten for det blinde øje og lod, som om hun ikke kunne se, at en pressemeddelelse fra Bødskov den 19. november lagde en ny vildledning af Folketinget ovenpå ved at fortie hans egen meget aktive rolle i sagen.
Kaos og inkompetence
Langt de fleste mennesker løber sur i alle de indviklede forklaringer i den sag om, hvem der gjorde hvad hvornår. I den forstand kan Thorning slippe af sted med at glide af og smile uskyldsrent, når nu Enhedslisten ikke tør gøre mere.
Men ministerskandalerne, inklusive Thornings involvering, efterlader et indtryk af kaos og inkompetence. Og det forstærker mistilliden til Thorning som leder.
Her ligger det nye lag i regeringens krise, som føjer sig til løftebruddene og den blå reformpolitik – og sender ministrenes karakterbog hos vælgerne i bund.
