Sedaner, eller limousiner som tyskerne kalder dem, har bare mere stil end andre biler. Det er muligvis fordi det er prestigemærkernes dyreste modeller.
Audi A8’ere og Mercedes S-klasser og den slags er alle sedaner. En ting er sikker! Det gør sjældent noget dårligt ved en bil at blive en sedan.
Den nye A3 sedan er i hvert fald i et helt andet stilniveau end en almindelig A3. Det virker faktisk næsten som en helt anden bil. Dens fantastisk smukke smalle baglygter og ”Audi trademark” forlygter trækker ikke ned ligegyldigt hvilken bil man taler om.
Sætter man sig på forsædet og kender lidt til Audi, så er man ikke et sekund i tvivl om, at man sidder i en Audi.
Alle knapper og lys er velkendte fra andre Audi’er, hvilket er imponerende fordi A3 limousine er nært beslægtet til VW Jetta.
Det har selvfølgelig heller aldrig været et problem for den almindelige A3’er at være VW Golfens kønnere tvilling. En af de ting, som er med til at give den her ”Audi atmosfære” er den lækre skærm som popper ud af instrumentpanelet når man tænder bilen. Det er bare lidt lækrere.
Det meste af interiøret stammer direkte fra de større Audi’er, og kabinen kan derfor virke meget lys når man kører om natten, hvilket kan være lettere irriterende. Det er imidlertid en detalje, og jeg tror at man holder op med at tage stilling til det med tiden.
Når engang man er færdig med at koble sin telefon til Bluetooth-systemet, har leget færdig med de forskellige gadgets, har fået bilen i gang, sat den i gear og endelig rammer vejen, så går det op for en, at den kører præcis som en bil fra golfklassen.
Det er selvfølgelig også næsten hvad det er, men så skal man nok heller ikke forvente mere af den, selvom det er en Audi Audi og koster også derefter.
Der er imidlertid noget tiltalende ved, at man ved 90 km/t i sjette-gear bag en lastbil kan få den til at gå 60 km/l. Der er bare det problem, at man falder i søvn af at køre sådan. Realistisk set skal man ikke forvente ret meget over 20 km/l ved almindelig kørsel, såfremt man vælger den 1,6 liter 110 hks ultra-diesel.
Skal man bare bruge et A-B transportmiddel, så giver det ikke nogen mening at købe en bil til 3-400.000 kr., og slet ikke når bagagerummet ikke er udpræget stort, samt at pladsen på bagsædet heller ikke er for god.
Der er minimal plads under taget. Jeg har haft børn fra 6. klasse på bagsædet, der brokkede sig over der ikke var plads til dem under taget, og de blev næsten nødt til at lægge sig ned på sædet.
Det er for det første ikke særligt behageligt, så selv om benpladsen er fin, er det ikke optimalt, at man skal sidde som en krøbling som passager på bagsædet.
Lægger man dét sammen med en forholdsvis smal døråbning, som gør det svært at montere et børnesæde, får man et bagsæde der i praksis kun kan bruges til mellemsmå børn. Det holder bare ikke i så dyr en bil.
Måske skulle man have brugt lidt flere af de mange penge som bilen koster, på at lave den en bare en anelse større, i stedet for at bruge alle penge på “stilen”.
Jeg tror hellere at jeg købte A4 i stedet for. Tager man en hurtig søgning på bilbasen, så finder man at man faktisk kan få demo-modeller af A4’ere til næsten samme pris som A3’eren. Så får du også en Audi der startede som Audi.
Vil man have en A3 limousine, så ville jeg anbefale den før omtalte 1,6 liter 110 hks ultra-diesel, da det er den som umildbart giver mest mening.
Der er ikke på den måde en tilsvarende A4 og den er markant billigere. Du skal bare love mig, at du undersøger hvor meget A4 du kan få for det samme inden du underskriver en slutseddel.
Af Simon Borrisholt Ålborg.