En række EU-kritiske partier tordnede frem ved valget til Europa-Parlamentet. I tre af de gamle EU-lande blev disse partier ligefrem de største med over en fjerdedel af stemmerne. Det er fuldkommen uhørt.
Dansk Folkeparti fik 26,6 procent og blev det eneste danske parti, der kan sende fire repræsentanter til Bruxelles. (Dertil kommer Folkebevægelsen mod EU med 8,1 procent).
I Storbritannien toppede UKIP under ledelse af Nigel Farage med 31 procent af stemmerne.
I Frankrig fik Marine Le Pens Front National 26 procent.
Der er stor forskel på disse tre partier. Dansk Folkeparti er langt det mest moderate med en stærk tradition for politisk ansvar. Front National er klart det mest ekstreme, og både Dansk Folkeparti og UKIP har afvist et samarbejde med partiet.
Men fælles for de tre partier er, at de repræsenterer et vælgeroprør mod det eksisterende EU.
Katastrofe for Venstre, dårligt for Socialdemokraterne
Dansk Folkeparti vil bevare Danmarks medlemskab af EU. Men partiet kræver ”mere Danmark, mindre EU”, som det lød fra spidskandidaten Morten Messerschmidt, for hvem valget blev en personlig triumf. De to andre partier er direkte imod EU.
I de tre lande har vælgeroprøret ganske enkelt kørt de etablerede EU-positive partier over.
I Danmark gik det specielt hårdt ud over Venstre, der med bare 16,7 procent af stemmerne og kun 2 mandater fik et katastrofevalg. Lars Løkkes seneste sag om diverse udgifter har helt sikkert været en vigtig årsag. Nu genåbnes debatten i Venstre om, hvorvidt Løkke er den rigtige formand.
Men også Socialdemokraterne fik med 19,1 procent et ringe valg med tab af 1 mandat.
To spørgsmål hænger og dirrer i luften efter dette:
Vil vælgeroprøret ændre EU?
Hvilken betydning får oprøret for dansk indenrigspolitik?
Den fri bevægelighed
De oprørske vælgere har især rettet deres vrede mod EU’s regler for arbejdskraftens fri bevægelighed.
De synes, at det er for let for EU-borgere fra især fattige dele af Østeuropa at få ophold i deres land. (Samtidig er de kritiske over for den massive indvandring fra lande i den tredje verden)
De synes, at der er for lidt styr på, hvad tilrejsende EU-borgere faktisk laver, når de er kommet ind – herunder kriminalitet.
Og de synes, at tilrejsende EU-borgere har for let adgang til velfærdsydelser i modtagerlandet.
Disse temaer er velkendte i den danske debat, hvor især velfærdsydelserne har været et stort politisk stridspunkt.
National selvbestemmelse
Men bag de konkrete problemer, som vælgerne reagerer mod, ligger noget mere overordnet. Det drejer sig om national selvbestemmelse.
Vælgerne protesterer mod, at EU over en bank tiltager sig stadig mere magt på nationalstaternes bekostning. Mange føler – med rette – at der hos stærke kræfter i EU ligger en skjult dagsorden bag dette: Man ønsker en gradvis udfasning af nationalstaterne til fordel for en europæisk stat.
Det skaber folkelig utryghed i mange europæiske lande. Nok ser de fleste borgere sig som europæere. Men de oplever det nationale fællesskab som langt stærkere end fællesskabet i EU – hvilket jo blandt andet afspejler sig i den meget lavere valgdeltagelse ved EU-valget.
Det er næppe tilfældigt, at denne folkelige utryghed mod et EU, der ikke kender sine begrænsninger, slår særlig stærkt igennem i netop Danmark, Storbritannien og Frankrig. Det er tre lande, der har en meget stærk historisk tradition som nationalstater.
Spændinger i EU
Man skal dog ikke regne med, at oprøret straks vil få dramatiske konsekvenser for EU som helhed. EU-systemet vil umiddelbart køre videre som hidtil.
Men de EU-kritiske partiers fremgang – blandt andet i det helt centrale Frankrig – vil give den folkelige utryghed en stærkere røst.
Regeringerne i disse lande vil komme under pres, og det vil skabe øgede spændinger inden for EU, som efterhånden kan blive svære at styre. Det kan tænkes, at Storbritannien forlader EU.
Indenrigspolitikken
Dansk Folkepartis sejr ved EU-valget drejer sig dog ikke kun om EU. Der ligger også indenrigspolitik bag. Det samme kan man i øvrigt sige om UKIP og Front National.
Dansk Folkeparti gik stærkt frem allerede inden den store debat om velfærdsydelser i EU – på bekostning af både Venstre og Socialdemokraterne. Denne debat gav så partiet yderligere medvind.
Venstres opbakning var også allerede vigende, inden den ny Løkke-sag brød løs. Men det er klart, at denne sag har sendt mange vælgere på flugt fra partiet. I dag er der kommet en meningsmåling vedrørende folketingsvalg, som også giver Venstre et ordentligt smæk. (Voxmeter/Ritzau)
Venstres 1. viceborgmester i Viborg, Nina Hygum, er nu gået ud med et krav om, at Løkke skal gå af. Hvis andre følger efter, kommer Løkke i meget alvorlige problemer.
Forholdet mellem blokkene
Det er endnu for tidligt at vurdere, om Løkke kan fastholde formandsposten. Men alt tyder i hvert fald på, at styrkeforholdet inden for blå blok nu har ændret sig. Med Dansk Folkeparti i en stærkere position og Venstre i en svagere.
Med det forrygende EU-valg står Dansk Folkeparti som en vinder, og det giver som regel yderligere medvind hos vælgerne.
Alt andet lige gør det situationen mere kompliceret for de blå. For Venstre er umiddelbart det eneste parti, der kan binde blå blok sammen og stille med statsministeren. Hvis statsministerkandidaten forbliver svækket, kan det blive sværere at få samling på tropperne.
Dansk politik er blevet mere uforudsigelig. Det er den klareste konklusion på EU-valget i går.
