Økonomisk rådgiver Kim Vallentin besvarer hver uge spørgsmål fra læserne OM PRIVATØKONOMI. Har du et spørgsmål, du ønsker besvaret, kan du sende det til [email protected]. Udvalgte spørgsmål vil i anonymiseret form blive besvaret her i avisen. Send spørgsmål til Kim Valentin.
Spørgsmål:
Kære Kim Valentin
Jeg er meget i tvivl, om jeg skal omlægge resten af min kapitalpension til alderspension (ca. 730.000 kr.). Jeg bliver ved med at udskyde afgørelsen, kan du hjælpe mig?
Jeg er en enke på 70 år, jeg har brug for at supplere min folkepension og ATP for at kunne opretholde en rimelig levestandard. Jeg bor i andelsbolig (boligforening med sund økonomi – fastforrentet lån 3 % med afdrag – restløbetid 17 år).
Jeg har også et par ratepensioner – den første udløber i 2020 samt én, som jeg ikke har taget hul på endnu.
Dertil har jeg en investeringspulje på p.t. 355.000 kr. i Danske Bank med lav risikoprofil, men den giver mig selvfølgelig også grund til lidt ængstelse og tvivl. Hvad nu, hvis kurserne pludselig giver sig til at falde drastisk?
Hvordan fungerer en alderspension?
På forhånd tak – jeg venter spændt på svaret.
Med venlig hilsen C H
Svar:
Kære C H
Vær opmærksom på, at der er stor forskel på alderspension og aldersopsparing. Alderspension er en livsvarig pension svarende til en livrente. Aldersopsparingen er en ny pensionsform, der skal afløse kapitalpensionen.
En aldersopsparing fungerer nøjagtigt som en kapitalpension med den undtagelse, at du ikke får noget fradrag, når du indbetaler. Til gengæld skal du heller ikke betale skat, når du får aldersopsparingen udbetalt. Du har jo allerede betalt skat af de penge du har indbetalt.
Hvis du har din kapitalpension i en bank, så bør du omlægge den til en aldersopsparing i år, som er sidste år med en særlig overgangsordning. Under normale forhold skal du betale 40 % i skat på din kapitalpension, når den udbetales. Men omlægger du den til en aldersopsparing i år, så skal du kun betale 37,3 % i skat. Du sparer altså et beløb svarende til 2,7 % af depotet.
Hvis din kapitalpension er i et pensionsselskab, så skal du forhøre dig, om der er en garanteret forrentning på kapitalpensionen. Garantien falder i mange tilfælde bort, hvis man omlægger til en aldersopsparing, og så kan det som regel ikke betale sig.
En lav risikoprofil betyder normalt, hvis ellers banken har gjort sit arbejde korrekt, at kurserne netop ikke kan falde drastisk.
Med venlig hilsen Kim Valentin
Kim Valentin skriver hver uge om pension, formue og privatøkonomi i det gratis nyhedsbrev FinansNyt. Send mig FinansNyt helt gratis.